Aldrig har kommunerne skullet forholde sig til så mange underretninger om børn og unge, som de gør i dag.
Således er antallet af børn og unge, der bliver foretaget en underretning om, steget med 21 procent på fire år. Det fremgår af Social- og Indenrigsministeriets Socialpolitisk Redegørelse 2019, der udkom i går.
Redegørelsen viser, at der i 2018 blev gennemført 127.200 underretninger om 75.000 børn og unge – det svarer til 348 underretninger om dagen, hvilket er rekordmange. Tre år tidligere, i 2015, blev der foretaget 97.000 underretninger om 59.000 børn og unge under 18 år.
Frank Ebsen, docent på institut for socialt arbejde på Københavns Professionshøjskole og forsker i underretninger, vurderer, at stigningen er en fortsat konsekvens af Barnets Reform fra 2011 og den såkaldte overgrebspakke fra 2013.
Tiltagene kom i kølvandet på en række sager om seksuelt misbrug af børn i blandt andet Brønderslev og Tønder og fastslog, at alle borgere har pligt til at underrette deres kommune, hvis de er bekymrede for, om et barn er i fare, mens fagpersoner som eksempelvis lærere blev underlagt en ”skærpet underretningspligt”, der går forud for deres tavshedspligt. I dag vurderer Frank Ebsen ikke, at udviklingen i antallet af underretninger nødvendigvis er positiv:
”Grundproblemet er, at vi har skabt et system, der har åbnet op for et utal af underretninger, uden vi har tilført ressourcer til at behandle dem – og det begrænser i sidste ende den øvrige hjælp, som kommunen skal yde de mest udsatte børn. Det er selvfølgelig positivt, hvis stigningen i underretninger virkelig rammer de børn, som har brug for hjælp. Modsat kan man frygte, at vi lige nu oplever underretninger af børn, som slet ikke burde være inde i systemet – hvis dette er tilfældet, bruger sagsbehandlerne en masse unødvendig tid på at behandle underretninger i stedet for at hjælpe meget udsatte børn,” siger han.
I statsministerens nytårstale fastslog Mette Frederiksen (S), at regeringen vil arbejde for at få tvangsanbragt flere børn så tidligt i deres liv som muligt.
Disse anbringelser sker som oftest på baggrund af underretninger, der spiller en afgørende rolle for de sociale myndigheder. Af den socialpolitiske redegørelse fremgår det, at 19 procent af underretningerne af småbørn på mellem nul og fem år kommer fra anonyme eller bekendte af barnet. Modsat kommer 22 procent af underretningerne fra sundhedspersoner som jordemødre og sundhedsplejersker.
Én, der ved noget om indholdet af disse underretninger, er forskningschef ved University College Syddanmark Lene Mosegaard Søbjerg.
Hun er netop ved at færdiggøre et forskningsprojekt, hvor hun og et forskerhold har gennemgået 511 underretninger fra Silkeborg og Hjørring Kommuner. Lene Mosegaard Søbjerg beskriver, hvordan underretningerne stikker i øst og vest. Én lød eksempelvis:
”Jeg synes, at min nabo går rimeligt meget i byen”, mens andre kunne være en flere siders lang gennemgang fra et dagtilbud, hvor fagpersonalet beskrev et barns psykiske tilstand.
Hun kalder det problematisk, at antallet af underretninger er steget så voldsomt de seneste år.
”For det første viser interviews, jeg tidligere har gennemført med sagsbehandlere, at de mange underretninger gør det vanskeligt for dem at nå deres arbejde og hjælpe de børn, der reelt har brug for hjælp. For lovgivningen siger, at alle underretninger skal vurderes inden for 24 timer – også selvom det måtte handle om en naboklage over én, som går for meget i byen,” siger hun og fortsætter:
”For det andet er stigningen i antallet af underretninger problematisk, fordi der ikke er noget, der indikerer, at antallet af udsatte børn, der har brug for hjælp, skulle være steget. Med de mange underretninger er der dermed en risiko for, at pressede sagsbehandlere overser de børn, der har brug for hjælp, eller at denne gruppe af børn får hjælpen for sent.”