Ugers isolation mærkes nu i psykiatrien

Selvom en række bosteder lukker gradvist op for besøg, er psykiatriske patienter på hospitaler fortsat afskåret fra at møde deres nærmeste, og det er skadeligt for behandlingen, mener landsforening. Psykiater vurderer, at besøgsforbud kan være medvirkende til markant fald i henvisninger til psykiatrien

"Når psykiatrien pludselig trækker de pårørende ud af ligningen i behandlingen, så øger det risikoen for tilbagefald med den konsekvens, at en gruppe psykisk syge får det markant dårligere,” siger Thorstein Theilgaard, generalsekretær i Landsforeningen Bedre Psykiatri.
"Når psykiatrien pludselig trækker de pårørende ud af ligningen i behandlingen, så øger det risikoen for tilbagefald med den konsekvens, at en gruppe psykisk syge får det markant dårligere,” siger Thorstein Theilgaard, generalsekretær i Landsforeningen Bedre Psykiatri. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

En 60-årig beboer på et psykiatrisk bosted måtte ikke deltage i sin mors 80-årsfødselsdag på grund af risikoen for at blive smittet med corona. En beboer på et andet bosted blev forhindret i at komme tilbage til sin bolig, fordi han kom hjem en halv time senere end aftalt efter et besøg uden for bostedet. Og forældre ringer, fordi de ikke aner, hvordan deres psykisk syge, voksne børn har det under indlæggelsen.

Landsforeningen Bedre Psykiatri og Landsforeningen Sind har de seneste uger fået mange henvendelser fra psykisk syge og deres pårørende på grund af besøgsrestriktionerne på de psykiatriske bosteder og hospitalsafdelinger.

Politikerne har nu lyttet til bekymringen, og et samlet Folketing besluttede i weekenden, at det gældende besøgsforbud på anbringelsessteder og botilbud skal lempes på en ”sundhedsmæssig forsvarlig måde”. Sundhedsstyrelsens nærmere retningslinjer for besøgene er endnu ikke fastlagt, men der lægges formentlig op til blandt andet udendørs besøg. Aftalen omfatter dog ikke de psykiatriske afdelinger på hospitalerne.

Thorstein Theilgaard, generalsekretær i Landsforeningen Bedre Psykiatri, finder det ”enormt positivt”, at reglerne for besøg til de op mod 7000 beboere på psykiatriske bosteder nu lempes under hensyn til smitterisikoen.

”Det er en meget sårbar gruppe, og vi kan ikke holde mennesker isoleret fra besøg i månedsvis. Det svarer til situationen med besøgsforbud på plejehjem. Vi ser gerne, at man også giver mulighed for besøg på psykiatriske afdelinger. Når psykiatrien pludselig trækker de pårørende ud af ligningen i behandlingen, så øger det risikoen for tilbagefald med den konsekvens, at en gruppe psykisk syge får det markant dårligere,” siger Thorstein Theilgaard, der understreger, at besøg selvfølgelig skal foregå sundhedsmæssigt forsvarligt.

Formand for Landsforeningen Sind, Knud Kristensen, glæder sig også over, at der snart åbnes for besøg på bosteder.

”Men samtidig er der ingen tvivl om, at isolationen af psykisk sårbare borgere stadig er et stort problem. Besøg på bosteder vil stadig være underlagt restriktioner, og hospitalspsykiatrien tillader stadig ikke besøg,” siger Knud Kristensen.

Han henviser til tal fra Sundhedsstyrelsen, som viser, at antallet af henvisninger til psykiatrien er faldet med 60 procent under coronakrisen.

”Vi hører, at nogle patienter lader sig udskrive fra de psykiatriske afdelinger, fordi det er for hårdt ikke at kunne få besøg,” siger Knud Kristensen.

Klinisk professor og overlæge ved Region Hovedstadens psykiatri, Merete Nordentoft, mener også, at en lang periode uden kontakt med pårørende kan skade behandlingen.

”De pårørende er en uvurderlig ressource for den psykiatriske behandling, som man mister med besøgsforbud. Problemet er ikke kun, at patienten og de pårørende ikke ses, men også at behandlerne mister den støtte, som de pårørende kan give. De pårørende har viden, som er vigtig for behandlingen, og de kan understøtte behandlingsforløbet,” siger Merete Nordentoft.

Hun vurderer, at besøgsforbuddet er en af årsagerne til, at antallet af henvisninger til psykiatrien er faldet med 60 procent.

”En forklaring på den faldende søgning er nok, at mange tror, personalet har så travlt, at der ikke er tid til dem. En anden er bekymringen for at blive smittet. Det kan desuden også trække ned i forhold til at lade sig indlægge, at man ikke kan få besøg. Omvendt skal vi selvfølgelig være meget opmærksomme på, at bosteder og psykiatriske afdelinger ikke bliver epicentre for smitte,” siger Merete Nordentoft, der opfordrer til øget testning af personale og beboere samt udendørs besøg, hvor der holdes afstand.

De psykiatriske afdelingers besøgsregler følger retningslinjer fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Skal besøgsreglerne ændres, kræver det ændrede retningslinjer fra sundhedsmyndighederne, der besluttes centralt og ikke i de enkelte regioner eller på sygehusene.

Sundheds- og Ældreministeriet skriver i en mail til Kristeligt Dagblad, at ministeriet på nuværende tidspunkt ikke kan "oplyse om planer om at lempe besøgsrestriktioner på de psykiatriske afdelinger."

Artiklen er opdateret med kommentar fra Sundheds- og Ældreministeriet tirsdag den 28-4.