Der er i dag krav om at bære mundbind, hvis man eksempelvis skal ud at flyve eller sætter sig i en rutsjebane i Tivoli. Danmarks brug af mundbind er stadig i småtingsafdelingen, men i 131 lande såsom Frankrig, Storbritannien og Tyskland er der indført krav om mundbind i blandt andet offentlig transport.
I Danmark er diskussionen om mundbind intensiveret. Senest har Enhedslisten over for DR meldt ud, at partiet vil have indført krav om mundbind i offentlig transport. Ifølge sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL) er en gruppe af udsatte borgere reelt udelukket fra at bruge den offentlige transport på grund af smittefare.
En pakke med 50 mundbind koster på hjemmesiden webapoteket.dk 470 kroner, hvilket er cirka 10 kroner stykket, og skal man til at bruge bare et par stykker om dagen, kan man se frem til en større udgift. Især for pensionister, studerende og kontanthjælpsmodtagere vil udgiften til mundbind være en udfordring, mener Enhedslisten, som derfor vil have en særlig ordning for lavindkomstgrupper, hvor de får stillet mundbind til rådighed.
”Det skal sikres, at det ikke bliver en uoverstigelig økonomisk udgift at bære mundbind. Vi må finde en løsning, eksempelvis i samarbejde med trafikselskaberne. Hvis det udelukkende kommer til at gælde for folk på overførselsindkomster, ville man kunne sikre, at de kunne gå på apoteket og hente mundbind der,” siger Peder Hvelplund.
”Det afgørende er, at der bliver en reel ligebehandling,” tilføjer han.
Og det er en idé, som Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, er helt med på. Hun påpeger, at løsningen kunne være en udvidelse af den allerede eksisterende aftale om initiativer for svækkede ældre i forbindelse med covid-19, som et enigt folketing besluttede i midten af april. I aftalen står der, at kommunerne kan prioritere midler til blandt andre pårørende til ældre på plejehjem og ældre i eget hjem. Disse kan ifølge aftalen eksempelvis gå på det lokale apotek for at få gratis mundbind og andre relevante værnemidler, så længe forsyningerne ikke mangler i sundhedssektoren.
”Hvis der kommer en anden bølge og en lov om at bruge mundbind, vil det være meget bekosteligt at anskaffe mundbind for dem, der ikke har de store midler, og som ønsker at passe på sig selv og andre,” siger Liselott Blixt og forudser en række problemer, hvis ikke de gøres gratis:
”Måske finder man nogle billigere typer på nettet, der ikke er godkendt. Hvis det er en for stor udgift, kan man også vælge at genbruge mundbindene, hvilket heller ikke er optimalt. Og så kan det resultere i, at nogle holder sig helt væk fra områder, hvor der er krav om at bære mundbind.”
Liselott Blixt ser fordele ved at gøre mundbind gratis for borgere på overførselsindkomster, da samfundet blandt andet kan spare penge på indlæggelser. Hun påpeger også, at man ikke kender til alle konsekvenserne ved senfølger af smitten, hvilket også kan vise sig at være en bekostelig affære.
Hos Danske Studerendes Fællesråd hilser man idéen om gratis mundbind velkommen, da det ifølge formand i organisationen Johan Hedegaard Jørgensen vil blive en tung økonomisk post i et i forvejen stramt budget for mange unge.
”Det er en rimelig markant mængde penge. Hvis man som studerende skal bruge 600 kroner på mundbind om måneden, skal man finde pengene et andet sted i budgettet. Det vil betyde, at man vil bruge færre penge på eksempelvis mad og bøger, og det er selvfølgelig problematisk,” siger han.
Kristeligt Dagblad har prøvet at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), men det har ikke været muligt inden avisens deadline.