Fokus er flyttet fra barnet

I takt med at skilsmisser er blevet et normalt fænomen, beskæftiger forskerne sig ikke så meget med, om barnet tager skade

Børnerådets formand Klaus Wilmann kritiserer på forsiden af dagens avis forskningen i skilsmisser for at være belagt med tabuer.

Seniorforsker og familiesociolog Mai Heide Ottosen fra Socialforskningsinstituttet vil ikke kommentere kritikken. Mai Heide Ottosen siger, at familieforskningen i Danmark særligt har sigte på de sociale og materielle konsekvenser af skilsmisser.

- I Danmark er man som familiesociolog mere optaget af, hvorvidt skilsmisser for eksempel skaber ulige levevilkår, end af de psykologiske konsekvenser af vores levevis, siger seniorforsker Mai Heide Ottosen. Socialforskningsinstituttet er det sted i Danmark, hvor der forskes mest i familie- og samlivsproblematikken. Ser man på listen over forskningsartikler om børn og skilsmisser, er det overvejende de sociale og materielle aspekter af skilsmisser, der forskes i.

- Bliver børns levevilkår forringet af at bo i forskellige familietyper? Det er i dag et typisk spørgsmål fra en dansk familiesociolog

Tidligere var der i Danmark en tendens til, at man i forskningen var mere optaget af, om barnet »tog skade« af en skilsmisse, men i takt med at skilsmisser er blevet et normalt fænomen og mindre stigmatiserede, har vi som forskere også flyttet vores fokus, siger Mai Heide Ottosen, der sammen med seks kolleger på Socialforskningsinstituttet forsker i børn og familier.

Mangel på viden

I næste måned udgiver forlaget Gyldendal »Samværsklemmen« om problemer med samværssager i forbindelse med skilsmisser. Det er souschef i Børns Vilkår, Bente Boserup, der har skrevet bogen sammen med jurist Helle Rabøl. Bente Boserup efterlyser, at danske forskere går i dybden med, hvordan børn oplever skilsmissen.

- De pædagoger, lærere og ansatte i landets statsamter, der skal tale med børn, der har oplevet en skilsmisse, står i en svær situation, fordi vi mangler viden om, hvordan vi på en god måde taler med børn om noget så svært og følsomt som en skilsmisse. Det nytter ikke at sige, at mange børn har oplevet en skilsmisse, og derfor er tabuet væk. For det enkelte barn er smerten og sorgen total, siger Bente Boserup.

Blandt sociologer anses

USA som førende inden for familieforskning. Her er der en lang tradition for at forske i familie- og samliv. En betydelig del af den amerikanske forskning har fokus på de langsigtede konsekvenser af familiernes liv.

- I Danmark har vi ikke belyst de langsigtede konsekvenser ved skilsmisse, men vi trækker på, hvad vi ved fra flere udenlandske undersøgelser om følgerne af skilsmisse. Konklusionerne i den internationale forskning er, at den store majoritet af børn tilpasser sig en skilsmisse, men at det er afgørende for barnets trivsel, at der ikke er konflikter mellem forældrene indbyrdes, siger Mai Heide Ottosen.

Mange myter

En af dem, der efterlyser mere familieforskning i Danmark, er fremtidsforsker Gitte Larsen fra Instituttet for Fremtidsforskning.

Det er hendes job at tegne billeder af, hvor ligestillingen og familielivet i Danmark bevæger sig hen.

- Der er mange myter om familielivet, og det skyldes ikke mindst, at der er meget, vi ikke har oplysninger om. Når vi ser på forskningen i familie- og ligestilling i Danmark, er vi bagud i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Den danske forskning er nærmest ikkeeksisterende, siger Gitte Madsen:

- Det paradoksale er, at vi dybest set ikke har særlig megen forskning i familier og skilsmisser, fordi vi er et liberalt samfund, hvor det er op til den enkelte at indrette sig. I Danmark er man så varsom med at undersøge konsekvenserne af, hvordan vi indretter os, fordi det kan blive misforstået som utidig indblanding, siger hun.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk