Politisk krav om besøg til plejehjemsbeboere

43.000 plejehjemsbeboere er i øjeblikket afskåret fra besøg, og isolationen er en trussel for deres psykiske velbefindende. Derfor vil SF nu have regeringen til at overveje, hvordan besøgsrestriktioner på landets plejehjem kan lempes

Isolationen tager hårdt på ældre. ”Min mor er så ked af det, fordi hun savner selskab, og hun ringer flere gange om dagen. Jeg synes, det er at tage livslysten fra hende, at hun skal være så isoleret. Jeg er selvfølgelig opmærksom på smitterisikoen, men der burde kunne findes en måde at besøge min mor på,” siger Majbritt Hansen, der altså får opbakning fra SF, som vil have regeringen til at overveje besøgsrestriktioner. Arkivfoto.
Isolationen tager hårdt på ældre. ”Min mor er så ked af det, fordi hun savner selskab, og hun ringer flere gange om dagen. Jeg synes, det er at tage livslysten fra hende, at hun skal være så isoleret. Jeg er selvfølgelig opmærksom på smitterisikoen, men der burde kunne findes en måde at besøge min mor på,” siger Majbritt Hansen, der altså får opbakning fra SF, som vil have regeringen til at overveje besøgsrestriktioner. Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

Indtil dagen før påske holdt den 55-årige Majbritt Hansen kontakt med sin 82-årige alzheimerramte mor ved at stå på terrassen foran moderens plejebolig i Brørup mellem Kolding og Esbjerg. Mor og datter kunne så tale sammen gennem et åbent vindue. Men i påsken forbød plejehjemmet seancen på terrassen for at reducere risikoen for coronasmitte.

”Vi kan nu kun stå ude på vejen og vinke til min mor, og det fatter hun ikke rigtigt. Hun er så ked af det, fordi hun savner selskab, og hun ringer flere gange om dagen. Jeg synes, det er at tage livslysten fra hende, at hun skal være så isoleret. Jeg er selvfølgelig opmærksom på smitterisikoen, men der burde kunne findes en måde at besøge min mor på,” siger Majbritt Hansen.

Hun er en af de tusindvis af danskere, der siden begyndelsen af marts har været ramt af de besøgsrestriktioner på plejehjem, som blev indført for at beskytte de svageste ældre mod at blive smittet med corona.

Står det til SF, skal det undgås, at de omkring 43.000 beboere på landets plejehjem bliver udsat for en langvarig isolation, fordi de ikke kan få besøg. I weekenden kom samme budskab fra Ældre Sagen, der ønsker en plan for en forsigtig genåbning af landets plejehjem.

Med udsigt til at samfundet skal leve med corona i flere måneder, kræver SF, at regeringen sætter penge af til at sikre besøg for ensomme og demensramte ældre og til mere personale. Mange steder arbejder personalet og kommunen allerede med besøgsmuligheder, men SF vil have sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) til at udstede nationale retningslinjer for det sikre besøg og undersøge, om ressourcemangel nogle steder er en hindring for, at de pårørende kan holde kontakt med beboerne.

”I øjeblikket kører plejehjemmene med lukkede døre, og mange af de ældre bliver ufatteligt ensomme. Vi ønsker, at der afsættes ressourcer både til at ansætte ekstra personale og til, at plejehjem kan tænke ud af boksen. På samme måde som erhvervslivet får støtte, mener vi også, at de ældre skal have en ældrepakke. Jeg tror godt, vi kan være kreative og besøge vores nære og samtidig passe på dem,” siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr.

Partilederen opfordrer landets plejehjem til at tage alternative løsninger i brug, så ældre for eksempel får mulighed for at møde deres nærmeste via glasruder eller på udendørsarealer. Desuden bør der afsættes ressourcer til at inddele plejehjem i mindre zoner, så sårbare ældre kun er omgivet af få, faste ansatte. Pia Olsen Dyhr vil ikke lægge sig fast på et præcist beløb, men vurderer, at ekstra personale og udbygning af besøgsmuligheder vil koste et trecifret millionbeløb.

Dansk Folkepartis ældreordfører, Karina Adsbøl, er enig med SF i, at der skal gøres en særlig indsats for at mindske isolationen af plejehjemsbeboere. Partiet har netop bedt sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke udarbejde en liste over, hvad ældre på plejehjem har af mulighed for aktiviteter trods coronakrisen.

”Vi skal have en genåbningsplan, hvor vi tager alle gode forslag med. Vi har fået meget at vide om, hvad man som plejehjemsbeboer ikke kan. Vi skal også vide, om man for eksempel kan cykle en tur med den ældre i en cykelvogn,” siger Karina Adsbøl.

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff, ønsker ikke at kommentere de to partiers tanker om at åbne op for isolationen af plejehjemsbeboere. Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, hilser det til gengæld velkomment, at isolationen af ældre på landets plejehjem bliver taget op i Folketinget.

”Fantasien må gå i gang. Jobcentrene har mange arbejdsløse. Vi må overveje, om der er ledige, som kan skabe aktiviteter og liv på plejehjem. Vi må også overveje, om pårørende kan komme på plejehjemmet efter, at de er blevet testet, så det foregår fuldt sundhedsmæssigt forsvarligt,” siger Bjarne Hastrup.

Han henviser til, at ældreplejen i Holland stiller glasvægge op, så pårørende og beboere kan tale med hinanden i mikrofon på hver sin side af glasvæggen. Statsminister Mette Frederiksen (S) gav på et pressemøde i går udtryk for, at hun forstår Ældre Sagens bekymring over ældres isolation på plejehjem.

”Vi har behov for at tænke kreativt i forhold til, hvordan vi i den situation kan være der for hinanden,” sagde Mette Frederiksen.

Direktør i Alzheimerforeningen Nis Peter Nissen forudser dog, at den særlige beskyttelse af plejehjemsbeboere vil vare i mange måneder.

”Vi er helt enige i, at vi bliver nødt til at have en plan for gradvis åbning af landets plejehjem. Det er sværere for mennesker med demens at bevare relationer til pårørende, og isolation over lang tid rammer den gruppe ekstra hårdt,” lyder det fra Nis Peter Nissen.

Alzheimerforeningen vurderer, at mellem 60 og 80 procent af beboerne på landets plejehjem er ramt af en demenssygdom.

Professor i virologi ved Københavns Universitet Allan Randrup Thomsen forklarer, at et besøg hos en svækket ældre godt kan være forsvarligt, hvis det foregår udenfor og med afstand. Men han advarer samtidig mod en generel ophævelse af besøgsrestriktioner på plejehjem netop nu, hvor der lukkes op andre steder i samfundet.

”Lige præcis på nuværende tidspunkt ville jeg være meget forsigtig i forhold til risikogrupperne, for vi kender ikke ændringerne i smittetrykket, når daginstitutioner og folkeskolens mindste klasser åbnes,” siger Allan Randrup Thomsen.