Torsdag den 12. september 1940 var fire teenagedrenge på udflugt med en lille hund i området ved Montignac-
Lascaux tæt ved Vézerefloden i det sydvestlige Frankrig. Pludselig farer terrieren Robot gøende af sted efter en vild kanin, og drengene løber grinende efter for at se, hvordan jagten ender.
Så bliver der stille. De kan ikke se hunden, men efter nogen tids søgen hører de en piben nede fra en hule i jorden. Hunden er faldet i og kan ikke komme op af sig selv.
Robots ejermand, Marcel Ravidat, må ned at hente den, men opdager, at hulen er flere meter dyb og hejser sig ned med et reb. Dernede viser det sig, at der er tale om en større grotte, og han tænder lommelygten. Det svage lys fanger en verdenssensation.
På de ujævne hulevægge åbenbares nogle af istidens ypperste kunstværker. Drengen måber, mens han lader øjnene glide hen over kæmpemalerier af heste, bisonokser, stenbukke og hjorte i rødt, gult, sort og hvidt. Nogle op til tre meter i højden og fem meter i længden. Andre mindre i størrelsen – som aktører i en "tegneserie" med flere billedscener i samme handling.
Marcel tager sin hund under armen og lader sig hejse op i dagslyset igen til de utålmodige venner. Et par dage efter vender hele flokken tilbage. Denne gang med deres skolelærer, León Laval. Et blik ind i grottens forskellige "kamre" og han er ikke i tvivl! Der skal gives besked om fundet til datidens store kapacitet på området, Henri Breuil, forsker og lektor ved Sorbonne med speciale i forhistorisk tid. Breuil er også kendt som abbé Breuil, fordi han arbejder som deltidspræst ved Saint-Sulpice Kirken i Paris.
Breuil tager omgående af sted til Lascaux-grotten godt 500 kilometer syd for Paris og bliver så bevæget og begejstret over, hvad han ser, at han udnævner grotten til "Stenalderens Sixtinske Kapel".
Og bevæget bliver man stadig her i 2005 over at komme dybt ind i grotten og se fortidsdyr jage af sted over lofter og vægge i lysskæret fra enkelte lamper. "Oplevelsen kalder på en højtidsagtig og underlig følelse af sorg og gråd i den inderste sjæl. Man skimter evigheden dybere end nogensinde. Føler sig på samme tid uendelig stor og uendelig lille," som en af stedets mange gæster gennem tiderne har udtrykt det. Grottens billeder er mindst 15.000-20.000 år gamle.
De følgende år valfarter forskere fra hele verden til Lascaux-grotten, hvis udsmykning med dyr, geometriske tegn og et lille omrids af en død mand ved en bi-
sonokse, Cro Magnon-mennesket sandsynligvis var mester for.
I 1948 besluttede de lokale myndigheder at åbne hulen for publikum, med Marcel Ravidat og én af vennerne fra 1940, Jacques Marsal, som rundvisere.
Grotten bliver et tilløbsstykke af de helt store. Tusindvis af turister valfarter til stedet for at beundre de senest opdagede mesterværker fra istidens "undergrundskunstnere". Fortidsmennesker, som havde malet urokser og andre vilde dyr på vægge og lofter i en række dybe huler i blandt andet Frankrig og Spanien, mens istidens tunge, kolde bræ klemte Nordeuropa sønder og sammen. Bedst kendt af europæiske turister, indtil Lascaux-grotten blev opdaget, var nok Altamira-grotten i bjergene i det nordlige Spanien. Også fra Danmark satte mange turister kursen mod Lascaux op gennem 1950'erne.
Grotten består af fem-seks "gallerier", som er adskilt ved snævre passager. Det største, Tyresalen, er 30 meter langt, 10 meter bredt og 7 meter højt. Alle dyrene er malet med jord- og mineralfarver og trækul til lyset af olielamper. Sidstnævnte har man fundet spor af, ligesom man kan ane aftryk fra de stilladser, som kunstnerne har anvendt for at nå op til loftet. Akkurat ligesom Michelangelo måtte bruge stillads i Det Sixtinske Kapel.
Men mens de fleste af motiverne i Vatikanets kunstkammer er identificerbare, aner vi dybest set ikke, hvad formålet har været med at dekorere Lascaux, Altamira og langt ældre huler rundt om i verden. Var Lascaux-grotten en helligdom? En kultplads? Er stregerne, prikkerne, cirklerne symboler for et eller andet? Gådefulde meddelelser? Eller bare kunstnerens signatur? Har man malet dyrene, hvoraf flere er drægtige, som offergave til guddomsmagterne? Var det småt med vildtet og derfor nødvendigt at mane flere jagtdyr frem ? Eller er de mange heste billeder på det mandlige køn, mens uroksen og andre arter repræsenterer det kvindelige? Kom kvinder og mænd sammen i grotten for at udføre rituelle seksualakter?
De fleste forskere tror ikke, at Lascaux har været beboelsesplads. Det er grotten og dens gange simpelthen for dyb, mørk og vanskeligt tilgængelig til. Men hvad fik så stenaldermanden til at klatre derind? Ja, hans ærinde må have været livsvigtigt, mener man, ellers havde han næppe vovet det.
Efter nogle år blev succesen i Lascaux et problem. Turisternes ånde og kropsvarme fik temperatur og luftfugtighed i grotten til at stige, og i 1955 opdagede Marcel Ravidat de første tegn på svamp og mug. Et ventilationssystem blev installeret, men situationen blev værre, og hulemalerierne begyndte at blegne.
I 1963 forsøgte man at behandle grotten med antibiotika, men for sent. Og selvom myndighederne ærgrede sig over at skulle gå glip af gode turistindtægter, var der ingen vej udenom. Grotten måtte lukkes med det samme.
Mens man restaurerede den, begyndte opførelsen af en kopi-grotte, Lascaux II, et par hundrede meter derfra. Den åbnede for turister i 1983, og det er dén, man må nøjes med at besøge i dag.
Lascaux II er ned til mindste detalje genopført som originalen. Ja, selv temperaturen på 12 grader er den samme. Så det er ikke mærkeligt, der stadig er kø til de guidede omvisninger i grottens billedgallerier. Er man i tvivl om, hvorvidt de rekonstruerede hulemalerier ligner de ægte, kan man kigge bøger og dias i kiosken ved siden af. Og så ellers glæde sig over, at vi stadig befinder os lige her, i landskabet hvor Cro Magnon-kunstnerne gik rundt, og altså få skridt fra indgangen til den rigtige
Lascaux-hule. Guiden er ikke meget for at udpege dens nøjagtige placering. Men vi finder da nedgangen. Bag et aflåst hegn med et lille, dis-kret kommunalt skilt på.
I dag må kun forskere og konservatorer komme ned i grotten.
Hele historien om, hvordan Lascaux-grotten blev opdaget af drengene og hunden, blev foreviget i levende billeder i Maurice Bunios film fra 1989, "Les enfants de Lascaux".
Lyder kopigrotten Lascaux II som totalt snyd? Ja, det gør den. Men læserne må stole på, at grotten er hele rejsen fra Danmark værd.
Ikke mindst, når den kombineres med endnu et spændende grottebesøg ved Vézerefloden – i La Roque Saint Christophe. Grotterne i Vézerefloddalen er med på Unescos liste over verdens 812 mest umistelige kulturmindesmærker og naturscenarier.
Når man står nede ved floden og kigger op på Saint Christophe-klippen, ikke ret mange minutter i bil fra Las-caux, ser man lange, vand-rette sprækker inde i klippesiden. Heroppe, i tryg afstand fra vilde dyr og andre fjender, boede der mennesker for 55.000 år siden, man har fundet redskaber, smykker, knogler m.m. fra dem. Og her lå der en hel by i middelalderen med boliger, værksteder, fængsel, kapel og hånddrevne hejse-systemer, der kunne løfte husdyr, mennesker og forråd op i sikkerhed. Fra billetkiosken kommer man op til klippe-sprækken ad mange, men ikke uoverkommelige trappetrin. Man får lov at gå uledsaget rundt i det urgamle beboelsesområde og kan nyde en fantastisk udsigt over dal og bjerge.
Man kan, som vi gjorde, flyve fra København til Toulouse og derfra komme videre til det smukke område mellem Vézerefloden og Dordognefloden i lejet bil. Men mulighederne er mange. Hvad enten man foretrækker egen bil, tog, udflugtsbus eller andet. Det vrimler i øvrigt med campingpladser i området.
Lascaux II har ligesom La Roque St. Christophe åbent året rundt. Dog minus januar for Lascauxs vedkommende. Læs nærmere om de to historiske steder på www.culture.gouv.fr/culture/arcnat/lascaux/en/ og www.roque-st-christophe.com og få et samlet kulturhistorisk overblik over området samt praktiske oplysninger på www.semitour.com