De stygge skal have bolcher

JAGTEN PÅ GUDS KÆRLIGHED: Nenia Zenana er opdraget til at tro på en straffende, krævende Gud. Hun var på vej til at blive voksen, da hun oplevede, at Guds kærlighed var betingelsesløs, og at hun ikke skulle gøre så meget

På stuegulvet i lejligheden står vaser med store buketter på række. Dirigenten Nenia Zenana har haft en intens måned med flere koncerter og ikke mindst Akademisk Kor og Orkesters opførelse af Messias i Københavns Domkirke. Blomsterne er den symbolske belønning til den 36-årige dirigent, der de seneste år har gjort sig bemærket med sin dirigentstok i en verden domineret af mænd.

- Da vi gik i gang med prøverne til Messias, fortalte jeg koret, at jeg gerne ville have, at duetten mellem alt og sopran, hvor der synges: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge bryder, og jeg skal give jer hvile«, for mig var det bærende i vores opførelse i år. Der er så mange, der er trætte og har brug for den hvile, der tales om her, siger Nenia Zenana.

For Nenia Zenana har vejen til den hvile, sopranen synger om i Händels berømte værk, været lang.

- Selv om jeg har gået i kirke og siddet i missionshuset, fra jeg var lille, var jeg et godt stykke over 20 år, før det gik op for mig, at Gud grundlæggende ville mig det godt. Jeg voksede op i et luthersk-missionsk miljø i Nordsjælland, hvor min oplevelse af troen på Gud var noget med frygt, skyld og skam. Kom jeg for sent til en bus, så sagde jeg til mig selv, at det var fordi, jeg havde smækket med døren, da jeg gik hjemmefra.

- I min barnetro var tro ensbetydende med at leve rigtigt og ikke spørge for meget. Man stillede ikke spørgsmål til Gud, og dermed blev det til en lille, firkantet Gud, der skulle beskyttes for frække børns nysgerrighed. Hvis Gud er den, jeg tror, kan han tåle mere, end jeg tror.

- I dag ved jeg, at Gud elsker verden og grundlæggende vil mennesket det godt. Det er stykkevis gået på for mig, men vendepunktet kom, efter jeg havde set en mimiker optræde. Hans forestilling havde gjort stort indtryk på mig, og jeg blev siddende, mens de andre gik ud af salen. Mimikeren kom hen til mig og sagde »Man skal ikke gøre så meget«. Der oplevede jeg, at der blev højt til himlen.

En oplevelse

Nenia Zenana er forelsket. Hver gang hun taler om sin udkårne, synes hendes ansigt at stråle. Når hun taler om Guds kærlighed til verden, tager hun udgangspunkt i den effekt, mødet med hendes kommende mand har haft på hendes liv.

- For mig er kærlighed en oplevelse. Det betyder enormt meget, at jeg oplever mig elsket af min kæreste Jacob. Det nytter ikke noget, han slår en seddel op på væggen, hvor der står »Jeg elsker Nenia«. Jeg skal vide det i krop, sjæl og ånd. Derfor er det heller ikke nok at læse i Bibelen, at Gud elsker verden og derfor gav sin søn. Det må kunne mærkes.

- Det giver ro, fred og tillid til verden, når man ved, man er elsket. Fordi jeg har oplevet den kilde til forvandling, der ligger i at vide sig elsket, bruger jeg det også i mellemmenneskelige sammenhænge. Når jeg for eksempel oplever et samarbejdsproblem, siger jeg: De skal bare elskes. Jeg har en klog 89-årig mormor. Hun siger: De stygge skal have flere bolcher end de søde, for de stygge trænger mere til dem.

Nenia Zenana har et alsidigt virke. Hun dirigerer flere kor, har elever og underviser på Musikvidenskabelig Institut på Københavns Universitet. Hun veksler mellem musikalske genrer fra nyskrevet musik af Sebastian til Händel.

- Jeg er god til at dele tingene op. Jeg er dér, hvor jeg er. Sådan er det også i mit forhold til Gud. Der er en række ting, som jeg glæder mig over og takker Gud for, men så har jeg også min frustration, harme og sorg. Jeg har nogle sager kørende med Gud, som jeg ikke gider tale mere med ham om. Jeg har sagt, at lorten er hans. Men det skal ikke ødelægge min oplevelse af Guds kærlighed.

Nenia Zenana rejser sig og går ud i køkkenet for at koge vand til kamillete. Mens hun venter på el-kedlen, synger hun: »I know that my Redeemer liveth« med sin klare, intense sopranstemme. Det er et stykke fra Messias, som ikke vil slippe hende.

- Jeg har sunget de ord i den sidste måned. »Jeg ved, at min forløser lever«. Det er bare så råt. Tro skal og kan ikke bevises, men alligevel synger sopranen efter det store Halleluja-kor »Jeg ved, at min forløser lever«. Og Händel har skrevet værket sådan, at sopranen skal holde »know«, så det bliver trukket ud og betonet som en provokerende konstatering. Da jeg dirigerede, kom jeg til at snøfte, da sopranen sang, siger Nenia Zenana.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk