BANG!
Sådan lød det, når vægerne i det tredelte helligtrekongerslys mødtes og antændte en smule indstøbt krudt, der med et lille knald slukkede flammen og markerede, at nu var julen forbi. Den gamle tradition med at tænde et trearmet lys helligtrekongersaften den 5. januar for at markere julens afslutning var blot et af elementerne i den centrale og folkelige fest, der indtil midten af 1800-tallet blev fejret over hele landet som helligtrekonger.
Fakkeloptog, krybbespil, udklædninger, stjernemesser, omvandrende stjernesangere og mystik, varsler og overtro var andre indslag i forbindelse med helligtrekonger, der i dag er en glemt og uddød fest i den folkelige bevidsthed. Kun i kirken markeres stadig det, der engang var en uundværlig del af årets gang.
– Meget få mennesker højtideligholder helligtrekonger i Danmark i dag. Den står i kalenderen, men er ikke bundet op på noget i nyere tid, hverken en fridag eller særlige madtraditioner. Nogle i den ældre generation har bevaret traditionen med at lade juletræet stå fremme til helligtrekonger, og nogle tænder et helligtrekongerslys, men det er også de sidste rester af den gamle fest, siger Carsten Lingren, der har skrevet flere bøger om højtider og årstidsbestemte fester i Danmark.
Han mener, at nytårsaften har overtaget rollen som markør af julens afslutning.
– December er jo nærmest den tredje julemåned. Når vi er igennem de første juledage, er vi slidte i forhold til julen. Vi har set adskillige julekalendere, købt og fået vores gaver, og nu begynder hverdagen snart igen, siger Carsten Lingren.
Fejringen af helligtrekonger hang i kristendommens første århundreder sammen med den store fejring af Jesu fødsel og dåb – den såkaldte epifanifest – som efterhånden blev splittet op i flere særskilte højtider.
Helligtrekonger fik i middelalderen stor betydning. Centralt stod et optog, hvor udklædte folk gik gennem byens gader efter en stjerne, der blev båret på en høj stage. I begyndelsen førte præster og andre gejstlige an i optoget, som endte i kirken, hvor der efterfølgende blev afholdt en "stjernemesse".
Da reformationen i 1536 blev til dansk lov, blev de katolske skikke også i forbindelse med helligtrekonger smidt på gaden af kirken. Her blev de samlet op og videreført i mere folkelig skikkelse og udvidet i utallige lokale variationer. Det blev for eksempel almindeligt, at fattige og studerende kunne gå i optog syngende fra hus til hus for at tjene lidt håndører.
Efterhånden blev helligtrekonger en fest, der i visse tilfælde kom ud af kontrol, fordi den simpelthen blev for livlig. Der blev drukket for mange sjusser, når de udklædte konger var på rundtur gennem byen, der var for mange svindlere imellem de optrædende, og flere steder blev der så meget gang i gaden, at festlighederne i løbet af 1800-tallet simpelthen blev forbudt af den lokale politimyndighed. Efterhånden døde festlighederne også af andre årsager ud, og markeringen af helligtrekonger forsvandt fra den folkelige hukommelse.
Den folkelige markering af helligtrekonger indflettede fra gammel tid en række ukristelige elementer som overtro og varselstagning. For eksempel blev det fortalt, at en ung, ugift pige kunne komme til at se ansigtet på sin kommende brudgom, hvis hun stillede sig foran spejlet og sagde dette vers tre gange:
Aa, hellige Konger tre,
kommer og lader mig i Aften se
den, hvis Seng jeg skal rede,
hvis Dug jeg skal brede,
hvis Brud jeg skal være,
hvis Navn jeg skal bære – med Ære.
(Citeret fra Carsten Lingren: Årets fester – i det multikulturelle Danmark)
Helligtrekongersaften blev des-uden brug til at tage varsler af vejret og den kommende høst, og med indførelsen af juletræet blev det tilføjet, at der ville komme sorg over det hjem, hvor der ikke stod et pyntet juletræ denne aften. Netop de overtroiske elementer i den folkelige udgave af helligtrekonger er med til at markere, at festen ikke er relevant længere.
– Den tilhører en anden tid. Vi tager ikke vejrvarsler mere – vi ser vejrudsigten i stedet, siger Carsten Lingren, der ikke begræder, at festen er gledet ud af det folkelige liv.
– Hvis en højtid giver mening, så vil den også blive fejret. Hvis ikke, vil den forsvinde. Den kan være, den dukker op igen senere, understreger han.
Nogle få steder i Danmark holder man fast ved eller genskaber traditioner omkring helligtrekonger. Det sidste sker for eksempel i Rønne, hvor Bornholms Museum i samarbejde med en lokal sognekirke for sjette år i træk inviterer byens borgere til helligtrekongersaften. Aftenen begynder med historieoplæsning efterfulgt af et fakkeloptog med udklædte konger og en præst i spidsen, inden der sluttes af i kirken med andagt, korsang og fællessang.
– Der kommer omkring 300 mennesker, så det er en stor succes og et af museets mest populære arrangementer. Jeg tror, mange mennesker synes, det er hyggeligt at slutte julen af på den måde. Samtidig er det spændende med de gamle traditioner – de kan være med til at give faste holdepunkter, fortæller Karen Munk-Nielsen, museumsinspektør på Bornholms Museum.
Selvom helligtrekonger markeres i folkekirken, har den traditionelt haft en langt større betydning i de ortodokse kirker og den katolske kirke, og festen har i central- og sydeuropæiske lande stadig folkelig gennemslagskraft. Men også i Danmark fejrer katolikkerne helligtrekonger, der kaldes festen for Herrens åbenbarelse og ligger midt i juletiden, som for katolikker først slutter den 2. februar.
– Det er en vigtig fest, fordi den markerer, at Kristus ikke kun kom for en lille, indesluttet og fast kerne, men for alle folkeslag. Herren viser sig for hele verden, siger Raymond Minnaert, sognepræst ved den katolske kirke i Horsens.
Raymond Minnaert er født i Holland, hvor festen har en helt anden folkelig udbredelse end i Danmark. Som barn var han med til at gå udklædt rundt fra hus til hus og synge julesange for at samle penge ind til den lokale juniorklub. Denne skik trives stadig i mange katolske lande, hvor man som rejsende også kan se tal og bogstaver skrevet med kridt på dørkarme overalt, særlig i de mindre byer. Hvert år skrives det nye årstal og påskriften c + m + b. Bogstaverne hentyder til de navne, som traditionen har givet de vise mænd, Caspar, Melchior og Balthasar, men står også for bønnen "Christus Mansionem Benedicat", som betyder "Kristus velsigne dette hus". Denne skik findes også hos danske katolikker, der i kirken kan få uddelt årets påskrift som klistermærke til at sætte på dørkarmen.
Så de ikke glemmer den glemte fest.