”For en bedemand er døden en naturlig del af livet”

Det betyder alt for bedemand Lars Askholm, at de pårørende er trygge ved ham og ved de beslutninger, de sammen tager om begravelsen.

I kælderen på Odense Universitetshospital er der et ilægningsrum, hvor bedemanden Lars Askholm giver afdøde tøj på, reder håret og lægger den døde i kisten. Til sidst vasker han hænder. Han er den eneste bedemand i Danmark, der har taget en uddannelse i at rekonstruere døde mennesker, som har været involveret i trafikulykker. (Klik på billedet her for at se flere billeder fra artiklen) --
I kælderen på Odense Universitetshospital er der et ilægningsrum, hvor bedemanden Lars Askholm giver afdøde tøj på, reder håret og lægger den døde i kisten. Til sidst vasker han hænder. Han er den eneste bedemand i Danmark, der har taget en uddannelse i at rekonstruere døde mennesker, som har været involveret i trafikulykker. (Klik på billedet her for at se flere billeder fra artiklen) --. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Klokken er 11.57 en onsdag i januar.

Lars Askholm tager en af de ni hvide kister, der står i hans depot, ned på en lille rullevogn af træ. Han klipper plastikstripsene af, så han kan frigøre kisten for den beskyttende pap. En hvid pude og en blå plastikpose med afdødes tøj lægges ned i kisten. Der står også en rød faktapose klar med tøj, som en af de kommende dage skal bruges til at klæde en anden afdød på, inden han eller hun skal begraves eller bisættes. Han finder fire skruer frem fra et skab. De skal senere bruges til at skrue kistelåget fast, efter afdøde er lagt i kisten. Inden bedemanden er klar til at forlade den trelængede hvide gård uden for Vester Hæsinge på Sydfyn, finder han et lille klistermærke frem og sætter det på kistens låg.

Herpå står relevante data, som kan identificere afdøde – navn, cpr-nummer, begravelsesforretning og kirken, hvor højtideligheden skal foregå. Lars Askholm kører kisten hen til rustvognen, som står med bårerummet åbent lige ved indgangen til garagen. Det er ren rutine. Hans bevægelser og handlinger udføres på en respektfuld måde, der afslører, at han er en erfaren bedemand. Han har prøvet det før. Mange gange.

Han har som bedemand gennem 18 år taget sig af omkring 2500 afdøde og sørget for, at de og deres pårørende får den begravelse, der er den helt rigtige for dem.

Klokken 12.03 tipper bedemanden kisten ind i rustvognen, kører den hen ad skinnerne i bilens bund og låser den fast med en metalskrue. Han trykker på en knap omme fra førersædet, som får rustvognens gardiner til at rulle ned, så man ikke udefra kan se kisten. Den sorte rustvogn forlader gården i de sneklædte bakker for stille og roligt at begive sig mod hospitalet.

Lars Askholm blev nærmest bedemand på tilfældig vis. Men i dag kunne han ikke forestille sig at lave andet, og han er så glad for arbejdet, at han i snart 10 år har været landsformand for landsforeningen Danske Bedemænd.

Han har tidligere arbejdet 10 år hos Falck, hvor han kørte ambulance og her var vant til at se døde mennesker. En dag skulle han hjælpe en god ven, der havde en bedemandsforretning, med at løfte en afdød ned i en kiste.

Siden kom der flere opgaver hos bedemanden, og nysgerrigheden og viljen til at hjælpe andre mennesker i en svær situation voksede. I dag har Lars Askholm overtaget bedemandsbutikken i Broby og har for fire år siden startet endnu en bedemandsforretning i Faaborg.

– Det er ikke døden og de døde, der har min store interesse. Det største for mig er at arbejde med mennesker og sørge for, at de pårørende får så god en behandling som muligt, fortæller Lars Askholm.

Han forstår til dels godt, at nogle synes, det er underligt, at man vælger at blive bedemand og have døden så tæt inde på livet.

– For en bedemand er døden en naturlig del af livet. Men selvom døden er selve omdrejningspunktet, er det de levende, vi arbejder med og i fællesskab med skal sørge for, at den døde får en værdig afsked med livet, siger Lars Askholm.

Han er 49 år og bor sammen med sin kone og søn på 17 år. Han har aldrig fortrudt, at han er blevet bedemand.

– Det er ubetinget den bedste plads i livet. Mit hjerte slår stadig et dobbeltslag, når jeg ser en ambulance. For den tid var også god. Men rent menneskeligt er det her det bedste. Det er de pårørende, der driver det hele. Vi er nogle af de første, de taler med. Vi sørger for, at alt det praktiske føres ud i livet, og her er det vigtigt, at man forstår og fornemmer, hvad det er for en familie, og hvad der er bedst for dem.

9 ud af 10 bedemandssamtaler foregår i de pårørendes eget hjem. Her taler bedemanden med de pårørende om alt det praktiske. Ofte, når Lars Askholm møder familien første gang, er ansigtsudtrykket lidt bestemt og trist. Men når han forlader hjemmet igen efter samtalen, kan han som regel spotte et lille smil på læberne.

– Det betyder alt for mig, at de er tilfredse og trygge. Evnen til empati er enorm vigtig, siger han og stopper rustvognen i et en lysregulering.

Vi er nået til Odense. Bedemanden blinker til venstre og kører ind til hospitalet.

Hen til kapellet.

Klokken 12.34 triller Lars Askholm den tomme kiste ud af rustvognen og op på en blå metalvogn.

Han sænker kisten, kører den ind i elevatoren og følges sammen med kapelassistenten ned til ilægningsrummet i kælderen, hvor den døde er. Her skal afdøde gøres klar til at komme i kisten og videre hen til kirken på Midtfyn. Rummet i kælderen er beklædt med hvide klinker, der står to stålborde med forskellige redskaber på, der er en vask, og bag et stort hvidt forhæng er der plads til ni bårer.

Men i dag er der kun en båre – med den afdøde, som Lars Askholm skal hente. Kapelassistenten finder båren frem. Han slår lagnet lidt til side, så den øverste del af foden kommer til syne. Huden bærer tydeligt præg af, at det er et dødt menneske, der ligger under lagnet. Den har en grålig farve. Omkring storetåen hænger der et lille skilt med et cpr-nummer, som kapelassistenten læser højt og tjekker med det nummer, som bedemanden har, så de sammen sikrer sig, at det er det rette døde menneske.

Ellers er der helt stille.

Kun få gange brydes stilheden af fjerne lyde fra hospitalsgangene i etagen over kælderrummet. Med høj etik og stor respekt for den afdøde begynder de deres arbejde. Bedemanden finder det pudebetræk frem, som skal omkring den hvide pude i kisten. Han tager tøjet frem fra den blå plastikpose, og sammen giver de afdøde de sokker og det undertøj og tøj på, som den efterladte familie har valgt. Alt foregår efter faste rutiner. En stor metalkran, der hænger ned fra loftet, køres hen til båren, hvorfra den løfter afdøde over i kisten ved siden af. Lars Askholm retter armene ud, så de ligger pænt ned langs siden. Han lukker øjenlågene på afdøde og finder en sort kam frem fra stålbordet. Nænsomt reder han afdødes hår. Han lukker øjenlågene igen og sørger for, at munden også er pænt lukket.

Læberne er gråblå.

Der er ingen pårørende, som skal se afdøde. Så kistelåget tages frem og lægges på. Lars Askholm går hen til sin jakke og finder de fire skruer frem fra lommen. Med en skruetrækker skruer han kistelåget fast til kisten og udfylder derefter en kvittering, som hænger på endevæggen bag stålbordene. Den dokumenterer, at han har været der og har hentet afdøde. Han vasker sine hænder ved den lille håndvask.

Klokken 12.49 føres kisten igen ind i rustvognen, der forlader sygehuset med kurs mod kirken. Lars Askholm er tilfreds med sygehusturen – det gik, som det skulle. Han har for længst vænnet sig til sit arbejde. Da han begyndte for år tilbage, trådte en fortrængningsmekanisme i gang, så han ikke rigtig kunne huske dagens forløb, når han kom hjem. Sådan er det ikke længere. Men han kan godt have brug for at koble lidt fra.

Så går han på jagt med sin sorte labrador.

Lars Askholm er den eneste bedemand i Norden, der i USA har taget et månedlangt kursus i rekonstruktion. Han kalder selv arbejdet med at rekonstruere døde mennesker for hygiejnisk behandling. Med den erfaring, han har fået fra USA, kan han nu behandle døde, efter at de kommer ind fra en ulykke, så de igen kommer til at ligne sig selv. Han kunne godt forestille sig, at medlemmerne af Danske Bedemænd på længere sigt lærer lidt om hygiejnisk behandling som en del af det kursusforløb, de i forvejen gennemgår, inden de kan kalde sig eksamineret bedemand.

– Tidligere har vi her i Danmark ikke kunnet gøre noget i forbindelse med tragiske ulykker. Det var frustrerende, når politi og sygehuspersonale sagde, at de pårørende ikke kunne se den afdøde, inden kisten skulle lukkes, siger Lars Askholm.

I USA er der tradition for ceremonier med åbne kister, og derfor gør amerikanske bedemænd meget ud af at balsamere og sminke afdøde og sørge for, at alt ser pænt ud – blandt andet i forbindelse med ulykker. I Lars Askholms bedemandsforretning i Faaborg er der også en lille sort kuffert, som han har med sig hjem fra USA. Heri er der både skalpeller, pincetter, nåle, voks, hvide eyecaps – en slags plastiklinser, der holder øjenlåget på plads med små modhagere – propper til at lukke huller i kroppen og instrumenter til at balsamere og til at spraye sminke på med.

Siden maj, hvor han kom hjem fra uddannelsen, har han haft kufferten fremme tre gange på Odense Universitetshospital i forbindelse med ulykker, der krævede hans ekspertise.

– Jeg lærte alt på kurset i USA. At behandle alle skader såsom at lukke sår. Hvis hovedet er blevet meget skadet, kan jeg gøre det, så det får den rigtige form igen. Jeg kan overfladebehandle med voks og lægge sminke på til sidst, så ansigtet får den rigtige farve, siger Lars Askholm.

Hans arbejde med hygiejnisk behandling er styret af, at han har set forskellen på folks reaktion, når de har set afdøde og ikke har kunnet se afdøde.

– Den forskel er som ild og vand. Når man ser den afdøde, kan man få følelserne bearbejdet på den rigtige måde. Det giver ro i sindet.

Han blev hurtigt spottet af de ledende bedemænd på kurset i USA, fordi de kunne se, at han havde flair for at sy. Eksempelvis foreslog Lars Askholm, at man syede med tandtråd i stedet for at sy sammen med almindelig operationstråd. For tandtråd er blødere og skærer ikke i huden på samme måde, og derfor kan man ikke se syningen. Hans særlige evner for arbejdet gjorde da også, at han som den eneste uden for USA er blevet udvalgt til et særligt hold på 13 bedemænd, der skal rykke ud ved store katastrofer som eksempelvis terrorangrebet 11. september i New York.

Klokken 13.27 trækker Lars Askholm kisten ud af rustvognen, der holder foran kirkens kapel. Han placerer den på en sort katafalk, som køres ind midt i kapelrummet. Ved siden af står en seksarmet gulvlysestage, et par bænke og et bord med en stak salmebøger.

Om et par dage skal afdøde begraves.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk

Bedemanden opbevarer kisterne på sin gård uden for Vester Hæsinge på Fyn, hvor de står i et depot i garagen. Her lægger han også en pose med afdødes tøj i kisten. --
Bedemanden opbevarer kisterne på sin gård uden for Vester Hæsinge på Fyn, hvor de står i et depot i garagen. Her lægger han også en pose med afdødes tøj i kisten. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.
Når Lars Askholm kører med kisten i rustvognen, er gardinet altid rullet ned, med mindre der er blomster på kistelåget og et følge af pårørende bag den sorte rustvogn. --
Når Lars Askholm kører med kisten i rustvognen, er gardinet altid rullet ned, med mindre der er blomster på kistelåget og et følge af pårørende bag den sorte rustvogn. -- Foto: Malene Korsholm Lauritsen.
Den store vægt løfter afdøde fra en båre over i kisten, som bedemanden senere lægger låg på. Bag gardinet er der et stativ med plads til ni bårer med afdøde mennesker. --
Den store vægt løfter afdøde fra en båre over i kisten, som bedemanden senere lægger låg på. Bag gardinet er der et stativ med plads til ni bårer med afdøde mennesker. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.
Når bedemand Lars Askholm rekonstruerer lig, bruger han voks og skalpeller. Han er sammen med 12 amerikanere udvalgt til et hold af bedemænd, der rykker ud ved store ulykker. --
Når bedemand Lars Askholm rekonstruerer lig, bruger han voks og skalpeller. Han er sammen med 12 amerikanere udvalgt til et hold af bedemænd, der rykker ud ved store ulykker. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.