Beretning om danske og norske krigsfanger er en glemt uhygge

Niels Bjørn Hansen står bag en veldokumenteret og nærværende beretning om danske og norske krigsfanger i England i årene fra 1807 til 1814. Selv blandt krigsfangerne gjorde standsforskelle sig gældende

De flydende fængsler var sorttjærede som ligkister. Og lugtede ligesådan.

Karakteristikken kommer fra en norsk en skibsdreng på 15 år. Han var en af de 2000 danske og 5000 norske søfolk, der i årene 1807-1814 blev taget til fange af englænderne og for de meniges vedkommende var henvist til elendige forhold på udrangerede krigsskibe, de såkaldte prisonskibe, der lå for anker ud for de engelske flådehavne.

I bogen ”Sorttjærede ligkister” bringer Niels Bjørn Hansen læseren tæt på den umenneskelige dagligdag om bord.

Forfatteren var i over 30 år journalist ved Danmarsk Radio, og også som historiker er han en slags journalist, der fortæller ”historier” på baggrund af et givet materiale.

Bogen, der ligger i forlængelse af hans forrige, ”Sørøvere på kongens bud”, bygger på personlige beretninger i bøger, breve og dagbøger.

Hansen holder sig selv i baggrunden. Han er den klassiske journalist, der træder til side for det stof, han vil formidle. Heller ikke sprogligt er han ude på at tage opmærksomheden fra det, der er sagen. Han skriver uden falbelader, effektivt og professionelt.

Selv blandt krigsfangerne gjorde standsforskelle sig gældende. De menige havde det slemt, med sult og sygdomme. Adskillige døde.

Derimod kunne de kongeligt udnævnte søofficerer have ”en ganske behagelig tilværelse”. De boede i land og havde ret frie forhold og kunne deltage i egnens sociale liv med baller og fine middage. Det eneste, de skulle gøre til gengæld, var at give deres æresord på, at de ikke ville flygte.

Men på skibene var flugtforsøgene hyppige. Niels Bjørn Hansen fortæller om nogle af dem. Blandt andet hører vi om en matros, der slap væk ved at skjule sig i en tønde. Han lod sig hemmeligt overføre til et amerikansk skib, hvor hans opdukken gjorde kaptajnen harm. Dramatisk kastede matrosen sin hat over bord og sagde: ”Dersom De er et Umenneske, saa tag og bind Hænder og Fødder på mig og kast mig over bord, saa jeg har ende på mine Genvordigheder”. Men kaptajnen forbarmede sig over matrosen – der senere blev politibetjent i Holbæk.

En stor indsats for fangerne gjorde præsten for den danske menighed i London, Urik Frederik Rosing. Han måtte gå to gange 60 kilometer hver gang, han besøgte dem. Han fik den danske regering til at sende penge til de lidende og sørgede for yderlige økonomisk støtte ved at sælge deres husflid til overpris i Danmark samt ved at tage initiativ til pengeindsamlinger. Desuden spillede han en vigtig rolle i forbindelse med udveksling af fanger.

Da Rosing forlod sit embede, gav fangerne ham et ”taknemmelighedsminde”. Tilbage i Danmark blev han præst i Horsens.

”Sorttjærede ligkister” er en veldokumenteret og nærværende beretning om nogle af en krigs anonyme ofre. Niels Bjørn Hansen dvæler ved en uhygge, som i dag er glemt.