Det var på en tur til Egyptens hovedstad, Kairo, at Giuseppe Pagamino, løgnhalsen fra Umbrien, kom ridende på æslet Bonifacius ind i Bjarne Reuters liv for aldrig rigtig at forsvinde igen.
Egentlig var Bjarne Reuter i Kairo for at lave research til en helt anden bog. Han besøgte blandt andet farao Tutankhammons grav og begyndte at tænke nærmere over arbejdet som gravrøver. Den egyptiske turistguide havde fortalt ham, hvordan Tutankhammons grav blev tømt af professionelle. Et frygteligt og frastødende arbejde, syntes Reuter. Men også fascinerende.
Hjemme på hotellet læste han en stak bøger, han havde med på rejsen. Særligt "Dekameron" af den italienske forfatter Giovanni Boccaccio hæftede han sig ved. Bogen indledes med en beskrivelse af pestens indtog i Firenze i Italien i 1348, og pludselig blev arbejdet som gravrøver kombineret med pesten i Europa som indledning til Bjarne Reuters bestsellerroman fra 2003, "Løgnhalsen fra Umbrien".
Bogen, han egentlig var taget til Kairo for at researche til, forsvandt som dug for solen. Der var kun historien om Giuseppe Emanuele Pagamino tilbage.
De fleste andre romanfigurer, jeg har arbejdet med, er blevet til undervejs i skriveprocessen. Men Giuseppe kom ind fra højre som et fuldt og helt menneske. Jeg er overbevist om, at hvis jeg havde spurgt Giuseppe om lov til at skrive hans historie, ville svaret have været nej.
Han gjorde det alligevel. I tre år, mens arbejdet med bogen stod på, var Giuseppe hans tro følgesvend. Bjarne Reuter kalder ham kun ved fornavn.
Hver dag mødtes de i arbejdsværelset i villaen i Lyngby nord for København. Her sloges de om, hvem der skulle bestemme over historien, men de forbløffedes også over hinandens styrker, holdninger og mod.
Denne eftermiddag ånder alt fred i hjemmet. Det begyndende tusmørke sniger sig smukt ind gennem vinduerne og giver pejsen og stearinlysene endnu mere at skulle have sagt. Husfreden er dog ikke udtryk for, at Giuseppe smækkede med døren, da Reuter satte det sidste punktum. Han blev en slags livsledsager.
Det er en sandhed, at forfattere ofte kommer tættere på deres hovedpersoner end på deres familie. Jeg havde det skidt med at lægge ham fra mig. Vi kendte hinanden til bunds. Vi var hinandens forudsætninger og hinandens skæbner. Jeg slipper ham aldrig helt, for han slipper ikke mig.
Bjarne Reuter og Giuseppes forhold var stormfuldt fra begyndelsen, fortæller han. Men det var gnisterne mellem dem, der gav liv til Giuseppe. Konflikten mellem forfatter og hovedperson skal være der. Det fortæller erfaringen ham.
Jeg har skrevet om et hav af mennesker gennem årene og haft mange hovedpersoner tæt inde på livet. Nogle af dem bliver inde i bøgerne, og det var så det. Men Giuseppe blev ikke inde i bogen. Han er med mig endnu.
Man kan egentlig undre sig. For det første er Giuseppe Pagamino en fiktiv person. Han findes ikke i virkeligheden. For det andet giver han sig ud for at være kræmmer og urtekyndig, uddannet på universitetet sågar, men er i realiteten gravrøver og løgnhals. Hykler ligger indimellem lige for.
Samtidig er han ifølge Bjarne Reuter verdens første humanist, og det er da også som læser umuligt ikke at holde af ham og have dyb respekt for hans til tider store indsigt i menneskets væsen og kølige, sarkastiske humor. Her er forklaringen på, at Giuseppe fik en fast plads i Bjarne Reuters liv. Han trodser sin tid og gør det, mange måske drømmer om, men ingen tør. Han udfordrer magten.
I tiden omkring 1348 begyndte man i Europa for første gang at stille spørgsmål til livet og måden, man levede det på. Hvem er jeg? Hvad er Gud? Hvad er religion? Der opstod en refleksion, som man ikke havde set tidligere, forklarer Reuter, men den var stadig i sin vorden. Samtidig var Vatikanet i opbrud. Paven var i eksil i Avignon, og midt i det hele havde man inkvisitionen.
I dette scenario er Giuseppe Pagamino på jagt efter en sidste ingrediens til en eliksir, der giver evigt liv. Ingrediensen er intet mindre end et stykke negl fra Fandens søn, og det får kirken til at udstede en dødsdom over Giuseppe og indlede en jagt på ham.
Hvis jeg ville skrive historien om verdens første humanist, måtte han være et menneske med et ben i hver lejr. I sin søgen efter det evige liv har han allerede gjort sig skyldig, for det har kirken patent på. Når der samtidig skal indgå en ingrediens fra Fanden selv, har han involveret de allerstørste magter. I kampen mellem det gode og det onde står Giuseppe i midten og stiller spørgsmålene. Han siger flere gange, at tvivlen er en korridor til sandheden. Det bliver en nøglepassus i bogen. Man tvivlede ikke så meget på det tidspunkt, men det gjorde Giuseppe. Og han er ved at dø for det, mange gange endda. Sandheden er ofte ilde hørt.
Trods Giuseppes hykleriske hypokondri er han en stærk mand. Fysisk som mentalt. At være humanist på det tidspunkt krævede mandsmod og en fast tro på sagen. Og det havde han. Det er måske det, der giver den afgørende konflikt mellem forfatter og hovedperson, som Bjarne Reuter taler om. Konflikter har der i hvert fald været mange af undervejs, siger Bjarne Reuter. Himmelvendte øjne i forfatterens hoved understreger de hårde kampe mellem ham og Guiseppe oppe i arbejdsværelset.
Giuseppe havde fra begyndelsen sin helt egen vilje. Selvom det er godt med konflikter, er sådan en person også lidt farlig for en forfatter. Når jeg hver morgen satte mig op på mit arbejdsværelse for at skrive videre, stod der hele tiden noget på siderne, jeg ikke havde forventet. Det sker for alle forfattere. Skriveprocessen overlades til fingrene. Enten beholder man det, eller også sletter man det. Men Giuseppe kunne jeg ikke sådan skubbe af pinden. Jeg var ikke altid manden, der bestemte. Han ville også have indflydelse på det partitur, der endnu ikke var færdigskrevet. Jeg skal lige love for, at han lavede om på tingene. Det blev en firhændig.
En af konflikterne opstod, da Giuseppe er på flugt fra kirkens mænd. Han driver ned ad en flod på en tømmerflåde og overværer en kvinde, der presses til at give sit nyfødte barn til floden. Blev der født et barn uden for ægteskabet dengang, var det normalt, at man druknede det eller tog det af dage på anden vis.
Kvinden skriger og forsøger at holde fast på barnet, men overmandes af fem andre kvinder, der smider barnet i floden. Her skal han tage en beslutning, der enten kan tages med hjertet eller med fornuften. Han samler barnet op, men undskylder den gode gerning ved at spekulere over den mammon, han kan få for barnet, hvis han sælger det videre.
Jeg giver ham ikke noget valg. Han skal samle barnet op. Havde han padlet videre, gad jeg ikke at beskæftige mig mere med ham. Men han spræller lidt og taler om prisen på kød. Helt god er han ikke, smiler Bjarne Reuter. Den kamp vandt forfatteren.
Sådan gik det ikke senere i bogen, hvor Giuseppe og hans elev Arturo er på vej op til et kloster. Dybest set er Giuseppes plan at få god, fed kost og en dejlig seng. Det vil han naturligvis ikke indrømme over for Arturo og bilder drengen ind, at han er syg, næsten døden nær og skal til klosteret for at komme sig. Han lader Arturo trække den tunge kærre med alskens urteblandinger op ad bjerget til klosteret. Arturo er syg af udmattelse, da de endelig når frem.
Det var en side af Giuseppe, som jeg bestemt ikke brød mig om. Han lader den stakkels dreng gøre alt det hårde arbejde! Jeg straffer ham ved, at det er Arturo, der bliver indlagt, passet og plejet, mens Giuseppe må nøjes med en celle, han deler med en forfærdelig mand, og lugearbejde i klosterhaven.
Giuseppe gør modstand over for forfatteren. Det vil han lige godt ikke finde sig i. Han besøger Arturo på hospitalet og kalder ham prins af alt plat, dåre og hypokonder. Sviner ham til og gør sit for at pille selvværdet ud af drengen.
Dér træder han i karakter som et gement menneske. Dér bestemmer han over historien. Det er, som om at han siger til mig: "Gør mig ikke til en mand med englevinger. Dem har jeg ikke. Nu skal du se, hvordan jeg også kan være."
Jeg er nok mest enig med Giuseppe, når han virkelig er presset, for det er hér, han gør det rigtige. Når han har tid til at reflektere, sætter han altid sig selv først og opfører sig skidt. Når han ofrer sig, er han et generøst menneske, og det har efterladt en varme i mig.
Der er en scene i bogen, hvor Giuseppe ikke har set Arturo i lang tid. Arturo er fanget af kirkens soldater og sat i en krypt under en kirke i byen Lucca. Giuseppe har halvdelen af Luccas soldater i nakken og burde flygte, alt hvad remmer og tøj kan holde. Ikke desto mindre lusker han ned i krypten for at redde Arturo. Han fanges selvfølgelig. Kun et mirakel redder dem begge fra døden.
Når den gode gerning kommer bag på én, viser mennesket sig fra sin bedste side. Hvis den gode gerning er kalkuleret, er der ikke noget godt ved den. Den gode gerning kommer ustandselig bag på Giuseppe, og så fremstår han for mig som et godt menneske. Når han samtidig udfordrer kirkens monopol på de rette holdninger og gerninger og sætter spørgsmålstegn ved Gud og Vatikanet, forstår jeg ham også godt. Giuseppe har kun dårlige erfaringer med kirken. Han siger på et tidspunkt, at det er utroligt, at Jesus har overlevet kirken. Det er svært for ham at forestille sig, at tanken om det gode menneske har overlevet den institution.
Uden at afsløre alt for meget for dem, der endnu har "Løgnhalsen fra Umbrien" til gode, tager Bjarne Reuter livet af Giuseppe. Han husker, hvordan det tog flere uger for ham at skrive kapitlet, hvor det sker.
Jeg kunne næsten ikke holde det ud. Jeg havde været sammen med ham så længe, og dødsscenen er meget brutal. Op til det kapitel bliver historien længere og længere i spyttet, for jeg havde det ikke rart med det, der skulle ske.
Bjarne Reuter får det gjort, langt om længe, hårdt, men kort. Og forgæves har mødet mellem forfatter og hovedperson bestemt ikke været.
Når man går ind i forfatterværkstedet, har man nogle redskaber hængende. Efter jeg har beskæftiget mig med Giuseppe, har jeg fået et stemmejern og en langhøvl mere, end jeg havde før. Jeg har lært, at forholdet mellem forfatter og hovedperson handler om at få kontrol og give slip, få kontrol og give slip. Altså, først er det mig, der bestemmer, så er det Giuseppe. Så mig igen og så videre. Jeg tror på, at der er et ideal i den proces. Om jeg rammer det, ved jeg ikke, men jeg er blevet klogere på det.
Så er der mennesket Giuseppe. Af ham er Bjarne Reuter også blevet beriget.
Det var vigtigt for mig at have en som ham, der repræsenterede nogle af mine synspunkter. Jeg er humanist, før jeg er troende. Jeg ser et modsætningsforhold i at sætte Gud før mennesket. Jeg har haft det godt med at stå bag ved Giuseppe, som stak nogle lussinger ud. Sådan var han også et redskab. Vi var hinandens redskaber. Jeg ved godt, at det kun er bogstaver, men heldigvis er vi alle ofre for fiktionens store og stærke favntag. Nogle mennesker, der springer ud af et digt, en film eller en bog, efterlader sig dybere spor end mange levende mennesker, man møder. Det skal man tage alvorligt.
Hver gang jeg skriver en bog, er det en eftersøgning. Når jeg begynder, ved jeg ikke, hvad jeg søger, men jeg ved, det findes. Ellers ville jeg ikke lede. Her havde jeg en god guide i Giuseppe.
Hvor ledte Giuseppe dig hen?
Jeg hørte engang en historie om forfatteren Gertrude Stein. Hun lå på sit dødsleje, og en veninde spurgte hende: "Har du nu fået svaret på livets store spørgsmål?" Gertrude Stein svarede: "Hvad var spørgsmålet?" Den historie tænker jeg tit på. Vi higer ofte efter svaret, men jeg synes, det er lige så interessant at hæfte sig ved spørgsmålet. Hertil vil jeg sige: Eftersøgningen er ikke slut.