Coronakrisen har splittet Nordens broderfolk

Forskellige strategier, lukkede grænser og gensidige beskyldninger. Politikerne har fokuseret for meget på ”nordisk mad” og for lidt på samarbejde, lyder kritik

Med virussens fremmarch blev grænsebomme pludseligt sænket, og beskyldninger om uansvarlighed og populisme føg frem og tilbage mellem naboer bundet sammen af en historisk, værdimæssig og sproglig fællesmængde.
Med virussens fremmarch blev grænsebomme pludseligt sænket, og beskyldninger om uansvarlighed og populisme føg frem og tilbage mellem naboer bundet sammen af en historisk, værdimæssig og sproglig fællesmængde. Foto: Johan Nilsson / TT / Ritzau Scanpix

”I Norden har vi gang på gang vist, at vi er stærkest, når vi står sammen.”

Smilene var brede, og det skortede ikke på floromvundne vendinger, da statsministrene fra Sverige, Finland, Norge, Island og Danmark i en fælles udtalelse i august sidste år enedes om, at Norden skulle være ”den mest bæredygtige og integrerede region i verden i 2030”.

Siden har coronakrisen vendt op og ned på udviklingen. Med virussens fremmarch blev grænsebomme pludseligt sænket, og beskyldninger om uansvarlighed og populisme føg frem og tilbage mellem naboer bundet sammen af en historisk, værdimæssig og sproglig fællesmængde.

”I flere regioner har man samarbejdet siden 1950’erne, og lige pludselig opstår rivalisering og stærke følelser mellem folk, hvor der ikke har været grænser længe,” beklagede Sveriges udenrigsminister, Ann Linde, for nylig i Dagens Nyheter.

Forholdet mellem de fem nordiske lande, der normalt bryster sig af lykke, lighed og tillid, har ifølge Linde udviklet sig til ”et åbent sår”. Den svenske minister er langtfra ene om den dystre analyse. I Danmark ”smerter” det kølnede nordiske forhold hendes kollega Jeppe Kofod (S).

”Det er ikke nemt. Covid-19 har for en tid begravet det ellers gode og nære nordiske samarbejde, fordi Sverige skiller sig ud,” siger udenrigsministeren.

Ambitionen om et tættere nordisk fællesskab blev formaliseret med Helsinki-aftalen den 1. juli 1962. Heri enedes landene om at arbejde for at ”fremme det nære fællesskab, der i kultur samt i rets- og samfundsopfattelse består mellem de nordiske folk”.

Båndene skulle styrkes gennem Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd, hvor parlamentarikere og ministre kan samarbejde på tværs af landene. Og i en årrække gav det ifølge finske Matilda af Hällström, som skriver ph.d.-afhandling om nordisk identitet og har en fortid i Nordisk Råd, god mening.

”Men coronakrisen har udstillet, at det nordiske samarbejde i dag savner relevans,” siger hun og taler om fraværet af fællesnordiske svar på pandemiens udfordringer.

”Man bliver nødt til at have en alvorlig diskussion om, hvordan man kan blive mere politisk relevant. Under den kolde krig var det partiledere og andre højt profilerede parlamentarikere, der sad med i Nordisk Råd. Men i dag er der ikke mange af de indflydelsesrige politikere, som deltager, og Nordisk Råd er ikke længere en platform, hvor man har en stor og visionær debat om Norden,” siger Hällström, der også er international sekretær for det konservative finske Samlingspartiet.

Ifølge flere iagttagere har coronakrisen drevet en kile ned mellem særligt Sverige og naboerne Danmark, Norge og Finland. Men vil man forstå baggrunden for den mistillid, som stik imod alle visioner har flyttet opmærksomheden over på forskellene frem for lighederne mellem de nordiske lande, er man nødt til at træde yderligere et skridt tilbage. Det vurderer Johan Strang, lektor i nordiske studier på Helsinki Universitet.

”Problemerne i det nordiske samarbejde har været under opsejling længe. Mudderkastningen mellem Danmark og Sverige tog fart i begyndelsen af 2010’erne med debatten om indvandring, og allerede dengang blev de negative karikaturer af naboerne forstærket. Under flygtningekrisen udviklede grænselukninger sig til et universalmiddel mod alt, man ikke bryder sig om, hvilket forværrede forholdet yderligere. Flygtninge? Luk grænsen! Bandekriminalitet? Luk grænsen! Virus? Luk grænsen! I dag kan nordboerne ikke længere regne med, at de frit kan bevæge sig mellem landene, og det påvirker i sagens natur samhørigheden mellem befolkningerne,” siger han.

Det var med et håb om at skabe ”den mest bæredygtige og integrerede region i verden i 2030”, at de nordiske landes statsministre mødtes i Reykjavik i august sidste år til det årlige uofficielle nordiske topmøde, hvor også den tyske kansler Angela Merkel deltog. Siden ramte coronakrisen, der har afsløret hidtil skjulte kløfter mellem de nordiske broderfolk.– Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
Det var med et håb om at skabe ”den mest bæredygtige og integrerede region i verden i 2030”, at de nordiske landes statsministre mødtes i Reykjavik i august sidste år til det årlige uofficielle nordiske topmøde, hvor også den tyske kansler Angela Merkel deltog. Siden ramte coronakrisen, der har afsløret hidtil skjulte kløfter mellem de nordiske broderfolk.– Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

”I et længere perspektiv mener jeg, at den mislykkede koordinering i håndteringen af pandemien er udtryk for et mangelfuldt nordisk samarbejde på hverdagsniveau. Nordisk Ministerråd er blevet pålagt af regeringerne at agere som et andet reklamebureau med kampagne for nordisk mad og nordiske værdier frem for at bruge energien og ressourcerne på det, som det i virkeligheden burde handle om – at få det daglige, nordiske samarbejde til at fungere langt bedre end i dag.”

Helt så sort ser man dog ikke på situationen i Norge. Ifølge udenrigsminister Ine Eriksen Søreide har det nordiske samarbejde ”været tæt og godt under hele corona-pandemien”.

”Norge har, også på nuværende tidspunkt, et meget nært og godt forhold til sine naboer. Vi deler historie, geografi, værdier og interesser,” lyder det i et skriftligt svar.