I dag er det præcis to år siden, at skuespiller og sanger Alyssa Milano skrev et tweet, der oversat til dansk lød: ”Hvis du er blevet seksuelt chikaneret eller krænket skriv da ’me too’ som svar på dette tweet”
Det var der mange kvinder, der reagerede på. Blot et døgn senere var hashtagget MeToo blevet brugt mere end en halv million gange på Twitter og mere end fem millioner gange på Facebook.
Begrebet MeToo var ikke nyt i sig selv. I 2017 var det allerede blevet brugt i over 10 år af borgerrettighedsaktivisten Tayana Burke som et udtryk for solidaritet mellem kvinder, der ligesom hende selv havde været udsat for seksuelle overgreb og krænkelser.
Men Alyssa Milanos tweet blev katalysatoren for en lavine af kvinders fortællinger om de seksuelle overgreb og -krænkelser, de var blevet udsat for. Og MeToo kom på alles læber.
Også i Danmark. Herhjemme stod det hurtigt klart, at sexchikane og seksuelle overgreb også var et problem, der påvirkede mange danske kvinder.
Nu er der gået to år, og MeToo-orkanen er igen faldet lidt til ro. Tre af de implicerede i debatten herhjemme gør status over, hvad MeToo egentlig har betydet.
Dorte Rømer, skuespiller
Dorte Rømer gjorde for første gang opmærksom på problemet med seksuelle krænkelser i teaterbranchen i 2008, da hun selv anmeldte en teaterinstruktør for overgreb. I 2017 var hun med-initiativtager til den lukkede Facebookgruppe "#MeToo – #Stop stilheden", hvor kvinder fra teater- og filmbranchen kunne dele deres erfaringer med seksuelle overgreb og -krænkelser. Deres fortællinger blev senere til teaterstykker og et manifest.
Hvilken betydning har MeToo haft de seneste to år?
"Vigtigst af alt så har MeToo åbnet for, at vi er begyndt at tale om kvinders oplevelser - noget, der ellers har været voldsomt undertrykt. Før MeToo har man slet ikke været klar over, hvor voldsomt og intenst seksuelle krænkelser og -overgreb har påvirket alle typer af kvinder - i alle typer af erhverv.
At omfanget af problemet er kommet frem i lyset, har betydet, at man som udsat for overgreb er blevet styrket i, at man ikke er alene. Det er vanvittig vigtigt, for det har været et opgør med den holdning, man som krænket tidligere blev mødt af.
En holdning om at ’det er dig, der nærtagende, det er dig, der er noget galt med. Det er kun dig, det sker for, og ergo er det dit problem og din skyld.’ Efter to år med MeToo har vi fået sat en tyk streg under, at det ikke passer."
Har MeToo-opmærksomheden ført til en reel forandring?
"Den reelle forandring har i Danmark været fraværende - modsat mange andre steder i verden, hvor man har søsat markante initiativer i kølvandet på MeToo. Vi har en rasende berøringsangst og fakta-fornægtelse herhjemme.
Vi har hængt fast i en illusion om, at vi jo er så ligestillede, når vi sammenligner os med resten af verden. Jeg har endda mødt argumentet om, at danske kvinders kamp for ligestilling er noget pjat, fordi der jo er kvinder i Afrika, der bliver omskåret. Og ja, der sker fuldstændigt uhyrlige ting i verden. Men jeg har 1684 kvinder bag mig i #Stopstilheden, der alle fortæller samme historie om, hvor gennemgribende voldsomt det er at blive udsat for disse overgreb, samt hvor store konsekvenser det har personligt og på arbejdslivet. Deres oplevelser bliver ikke mindre voldsomme af, at der er kvinder i Afrika, der bliver omskåret.
Den der forestilling om, at vi bare har ønsket en heksejagt, den giver jeg ikke meget for. Der er ikke en eneste dansk mand, der er blevet nævnt med navn i #Stopstilheden, for det har ikke været vores mål.
Vores hensigt har været at påpege noget, der virkelig ikke fungerer. Og hvad gør vi ved det? Vi må blive ved med at råbe magthaverne op, indtil de indser, at det er et reelt og omfattende problem, som der skal afsættes penge til at løse."
Hvor står kampen mod seksuelle krænkelser og -overgreb i dag?
"Mit mål er, at det bliver fuldstændig socialt uacceptabelt at forgribe sig og udøve sexchikane på sine kollegaer. Det kommer til at kræve en stor holdningsændring. På niveau med den, danskerne var igennem med vores syn på spritkørsel, der med tiden er blevet voldsomt tabuiseret.
Den samme proces skal ske i forhold til mænd, der fyrer misogyne og nedsættende kommentarer afsted eller på anden vis opfører sig krænkende. Det skal ligge helt implicit hos alle, at det bare ikke er acceptabelt.
Jeg synes så småt, at det begynder at gå den rigtige vej, og jeg er for første gang i lang tid lidt positiv over for fremtiden. Men der er stadig masser af modstand og folk, der bare anklager os, der kæmper for sagen, for at være krænkelsesparate.
Nu skal der handles. Fra politisk side skal der regler på bordet. Opførslen er jo ikke stoppet, bare fordi vi har talt om den. Der er stadig ikke nogen, der for alvor tager fat i de sager om krænkelser, der kommer frem. Og hvis de gør det, så sker det så voldsomt, at det har konsekvenser for kvinden at sige fra. Vi skal have tydelige og klare regler, og de skal skrives ned.
På et helt konkret plan, så har jeg hele tiden advokeret for, at arbejdsmiljøloven skal omskrives, så den tager højde for problematikken. Derudover skal seksuelle krænkelser og sexchikane kunne straffes økonomisk. Det skal være reelle konsekvenser for overgrebsmanden."
Nima Zamani, Jurist og radiovært på Radio24syv
Nima Zamani har blandet sig i MeToo-debatten ad flere omgange gennem de seneste to år. Han har især advokeret for, at bevægelsen ikke måtte forvandles til en folkedomstol, hvor vi glemte vores samfunds oplysningsidealer og retfærdige juridiske proces.
Hvilken betydning har MeToo haft de seneste to år – og har det ført til reel forandring?
"Jeg synes, at Danmark er et af de steder, hvor MeToo ikke har levet forgæves. Ligesom i Sverige. I Sverige fik man indført en samtykke-lovgivning. I Danmark har man ganske vist ikke vedtaget det endnu, men hver gang den er til debat, så er der en bred politisk opbakning til forslaget. Så jeg tror, det kommer til at blive vedtaget inden for en overskuelig tidsramme.
Jeg synes, at det viser, at vi har en sund og demokratisk debat herhjemme. Det kan godt være, at den har været hysterisk til tider – især på de sociale medier – men MeToo-debatten viser også, at når der er nogle, der går ud og skitserer et problem, så bliver det taget alvorligt. Både i Folketinget og i domstolene.
Især hos netop domstolene synes jeg, at MeToo har haft en betydning. Et eksempel er den nylige sag i Enhedslisten, hvor et medlem af Enhedslistens bestyrelse i København netop er blevet dømt for en voldtægt, der foregik i teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeagers Olsens lejlighed. Her har jeg læst hele domsfældelsen, og der er ingen tvivl om, at der skulle fældes dom. Men det interessante er, at der bliver fældet dom for noget, der i hvert fald ikke ifølge domsfældelsen blev opfattet som værende en voldtægt at de to, der var implicerede i tvangssamlejet. Det var en tredje part, der opfattede det som en voldtægt.
Det indikerer, at der er sket et holdningsskift hos domstolene. Og det viser, at man også via debat kan påvirke den dømmende magt.
De danske domstole har taget tidernes skift alvorligt, så man inden for rammerne af den gældende voldtægtsparagraf kan stramme holdningen - og dermed straffen - til disse overgreb."
Har debatten udelukkende været konstruktiv?
"Nej, jeg synes også, at den har ført dårlige ting med sig. Hele episoden med Forfatterskolens forstander Jeppe Brixvold, der blev fyret efter at 55 forfattere underskrev et brev til skolen om, at der på skolen var et upassende miljø, synes jeg, var et eksempel på, at medierne skulle finde deres fodfæste i dækningen af MeToo.
For hvordan dækker man sagerne uden at begå helt basale, etiske journalistiske fejl? Anonyme kilder er især en faldgrube, for de gør det svært for den mistænkte at tage til genmæle. I den sager om seksuelle forbrydelser eller krænkelser er man ret beset skyldig - eller færdig - før man har haft mulighed for at forsvare sig.
Men når jeg ser tilbage, synes jeg generelt, at der har været en sund fordeling mellem fortalere og kritikere af MeToo herhjemme. Jeg har selv undervejs været en del af sidstnævnte gruppe, og jeg har også undret mig over, at der ikke var flere, der stillede sig kritisk i begyndelsen. Men jeg synes, at der hen ad vejen er kommet en god balance.
Derfor har vi også haft de vagthunde over for bevægelsens svagheder, som andre lande måske har manglet. Det har været eksempler på, at man USA har forsøgt at løse hele problematikken ved at hænge folk ud. Det samme i Sverige, hvor en teaterchef endte med at begå selvmord på grund af beskyldninger i offentligheden."
Hvor står kampen mod seksuel krænkelser og -overgreb i dag?
"Jeg går selv med overvejelsen om, hvorvidt MeToo og hele dens drivkraft er afsluttet. Døde den egentlig her? Og det kan godt være, når det drejer sig om at være centrum i offentlighedens hysteri, hvor man var meget efter hinanden på sociale medier.
På den baggrund kan man godt lidt misforstået konkludere, at bevægelsen døde. Jeg tror dog, at en mere korrekt betragtning er, at processen er blevet overleveret til de rigtige instanser i samfundet herhjemme. Til domstolene og politikerne. Så jeg tror, at det, at MeToo er forsvundet fra offentligheden, ikke nødvendigvis er en dårlig udvikling.
Jeg tror, at MeToo har betydet, at vi danskere er blevet bedre til at tage debatten om det her - både i offentligheden og indbyrdes. Jeg tror også, at vi er et sted, hvor vi er blevet mere opmærksomme på, hvordan vi taler og handler over for hinanden.
Det kan godt være, at der er nogle mænd, der i forvejen var usikre over for kvinder, som er blevet mere skræmt over, hvad de må og ikke må. Og der har også været kvinder, der har brokket sig over, at mænd er blevet uproportionalt tamme efter MeToo.
Men i det store hele synes jeg med al respekt, at det er et lille offer for, at ofre for seksuelle forbrydelser får retfærdighed."
Kenneth Reinicke, mandeforsker på Roskilde Universitet
Kenneth Reinicke har skrevet bogen ”Mænd der krænker kvinder – refleksioner i kølvandet på #MeToo”. Derudover har han deltaget i debatten og blandt andet udtalt, at det danske frisind står i vejen for, at vi for alvor kan tage ved lære af MeToo.
Hvilken betydning har MeToo haft de seneste to år?
"Jeg tror, at det vigtigste, som MeToo har ført med sig, er, at debatten har hevet mænd ud af deres privilegerede usynlighed. Det har ført til et skift fra tidligere tider, hvor man fokuserede på kvinden, når det kom til seksuelle krænkelser. Det kom i høj grad til at handle om victim-blaming, altså en overførsel af skyld og skam til kvinden.
Med MeToo er det blevet mindre acceptabelt for mænd at udøve sexchikane. Og lige så vigtigt så er det blevet mindre tabuiseret at sige det højt for de, der udsættes for det."
Har det haft betydning for det at være mand?
"Det har været interessant at se, hvordan mænd har forholdt sig MeToo. Jeg tror, der har været en del mænd, der har benyttet MeToo som et læringsøjeblik. De har stoppet op, tænkt sig om og tænkt tilbage. Tænkt på, at selvom man måske ikke selv har udøvet decideret seksuelle krænkelser eller -overgreb, så har man måske bidraget til den usunde kultur gennem sexistiske vittigheder eller lignende.
På den anden side har der også været en del mænd, der har reageret med det, man på engelsk kalder ’Not all men’ (ikke alle mænd). Det er de mænd, der fremturer med holdningen om, at ’hvorfor skal jeg have dårlig samvittighed, bare fordi jeg deler køn med nogle originaler, der gør de her ting’.
Det kan man til en vis grad forstå, men problemet er, at når man bruger den argumentation, så fratager man mænds generelle delagtighed i problemet. Det her handler ikke bare om nogle enkelte mænd, der skal have korrigeret deres adfærd, det handler om et bredere, mere rodfæstet strukturelt problem."
Har MeToo ført til en reel forandring?
"Kigger man inden for vores eget lands grænser, så er det interessant, at der i Danmark ikke har været nogle mænd, hvor MeToo for alvor har haft karrieremæssige eller sociale konsekvenser. Det har man jo ellers set i andre lande.
Jeg tror generelt, at man må bevæbne sig med tålmodighed herhjemme, for forandringerne kommer til at slå langsommere igennem i Danmark end andre steder.
Vi har vores berømte frisind - den her ideologi om, at man skal have lov til at flirte og udtrykke sig. Det tror jeg, er en væsentlig del af forklaringen på, at eftervirkningerne af MeToo ikke har været så gennemgribende herhjemme som andre steder i verden.
Hvis eksempelvis episoden med Peter Ålbæk og hans opførsel på Zentropa, hvor han blev anklaget for en lang række tilfælde af sexchikane og ydmygende opførsel, var foregået i et andet land, så havde han været færdig. Herhjemme kunne han stille sig op på forsiden af Politiken og sige ’jeg kender ikke til de nye retningslinjer på Zentropa’ og slippe afsted med det."
Hvor står kampen mod seksuelle krænkelser og -overgreb i dag?
"MeToo er jo ikke synlig på samme måde længere, da den ikke i samme grad har mediernes interesse. Men egentligt må man sige, at det er fantastisk, at det kunne holde sig på den internationale dagsorden så længe, som det gjorde. Jeg har aldrig før oplevet, at et ligestillingsemne på den måde var mainstream i hele verden.
Jeg tror, at det, der videre kan få stor betydning herhjemme, er, hvis Folketinget tør at vedtage den nye samtykke-lovgivning, der har været til megen debat. Den type lovgivning ville tvinge mænd til at tænke over deres ageren og seksualitet på ny, og det ville også give mænd nye pejlemærker for, hvad der er okay.
Som lovgivningen er nu, skal ofret jo aktivt have gjort modstand, hvorimod man med en ny lovgivning skal have sikret sig samtykke. Dermed vil mænd for alvor skulle ud af den føromtalte privilegerede usynliggørelse.
Så handler overgreb ikke længere om, at kvinden skal have råbt og skreget, men om at manden skal tænke sig om. Også selvom man ikke er voldelig. Hvis den samtykkelov bliver til virkelighed, så kan man i min optik endegyldigt sige, at MeToo har sparket røv herhjemme."