I begyndelsen af 1980’erne tog 19-årige Nina Ørum på en rejse til USA. Hun var som så mange andre unge rejselysten og trængte til at forlade de hjemlige rammer i Nyborg på Fyn. Hun rejste som frivillig med organisationen ”Experiment in International Living”, som havde et ambassadørprogram, hvorigennem danskere og amerikanere kunne møde hinanden og udveksle kulturer.
”Jeg blev sponsoreret af Rotary-klubben og skulle bo hos forskellige klubmedlemmer, mens jeg var af sted. Min opgave var at fortælle om Danmark og på den måde være en slags ambassadør for landet,” fortæller Nina Ørum om rejsens sigte. Dengang havde den unge kvinde ingen anelse om, at hun ville vende hjem med et spirende venskab i bagagen, der skulle udvikle sig gennem hendes voksne liv og ende med en uventet arv.
Nina Ørum fandt sig hurtigt til rette hos sin værtsfamilie, der bestod af et ældre amerikansk ægtepar. En præst og hans kone, der havde hjemme i en forstad til New York. Selvom aldersforskellen var betydelig, var kemien mellem Nina Ørum og ægteparret særlig fra begyndelsen. Især præsten Victor førte hun hurtigt dybe samtaler med.
”Han var presbyteriansk præst i en kirke i New York, og han var enorm belæst. Jeg var selv en ret nørdet teenager, der elskede opera og læste Søren Kierkegaard. Og han vidste noget om alt det her, så det var fantastisk at møde én som ham. Det var, som om vi talte samme sprog. Og hans kone var i øvrigt ligesådan, så vi havde det bare rigtig godt sammen,” husker hun.
Ægteparret var i begyndelsen af 60’erne og havde aldrig fået børn, alligevel tog de imod Nina Ørum med åbne arme og stor nysgerrighed. Men fornøjelsen var kort, for ambassadørprogrammet var strikket sådan sammen, at Nina Ørum og de øvrige rejsende kun skulle bo hos værtsfamilierne en uge, før de skulle videre til en ny.
Det er nok de færreste, der formår at skabe livslange venskaber på bare syv dage, men det blev tilfældet for Nina Ørum og ægteparret, der holdt kontakten. I mange år skrev hun breve med Victor og hans kone, og flere gange slog Nina Ørum vejen forbi USA.
”Kontakten har holdt ved, for siden har jeg været på ferie i New York flere gange. Hver eneste gang jeg har været derovre, har jeg besøgt Victor og konen. Mit arbejde har også ført mig til New York flere gange, og så har jeg kunne kombinere arbejdsrejserne med flere besøg,” fortæller Nina Ørum, der arbejder på et stort trykkeri i Hamborg i Tyskland, hvor hun har boet i mere end 25 år og også har mødt sin engelske mand, Gregory O’Toole.
Mange år senere i 2013 blev Nina Ørum ringet op af sin mor.
”Der er en amerikansk privatdetektiv, der har ringet og vil tale med dig,” fortalte moderen i røret. Nina Ørum havde ingen idé om, hvad en privatdetektiv mon ville hende, men hun var nysgerrig og ringede ham op samme aften.
”Han ville sikre sig, at jeg var den person, han troede, hvad jeg selvfølgelig bekræftede,” fortæller Nina Ørum.
Det næste, detektiven sagde, husker hun tydeligt. Han ville vide, om hun kendte Victor, og da hun sagde ja, lød en chokerende melding i den anden ende af røret.
”Han er desværre afgået ved døden for tre uger siden. Og du er betænkt i hans testamente,” forklarede han. Nina Ørum husker, at hun måtte sætte sig ned for at sunde sig lidt. Hendes gamle ven var borte, og ikke nok med det skulle hun pludselig arve ham.
”Jeg må indrømme, at jeg ikke anede, at han havde nogle penge at give af, og jeg havde slet ikke forventet, at han ville give nogle til mig,” siger den i dag 58-årige Nina Ørum.
Præcis hvor meget, Nina Ørum arvede, ønsker hun ikke at dele, men der var nok til at hun kunne invitere sin mand på en spændende udlandsrejse.
”Victor havde skrevet i sit testamente, at jeg skulle have pengene på grund af vores lange, loyale venskab. Jeg får tårer i øjnene ved tanken. Det var helt fantastisk. Selvom han var meget ældre end mig, blev vi gode venner, og det viser netop, hvordan venskab ingen alder har. Vi var fælles om nogle af vores interesser og kunne tale om dem. Jeg tror, at de bedste venner er dem, man er forskellig fra, men hvor man samtidig har en fælles note, hvad enten det er en interesse for hunde, eller at begge elsker boksning. Der er ligegyldigt, bare det fællesskab er der, så glemmer man alt om alder, eller hvad det må være,” siger hun.
Nina Ørum husker, at hun og Gregory O’Toole tænkte en del over, hvordan de skulle bruge den uventede arv.
”Min mand kendte jo også ægteparret, og da vi overvejede, hvad pengene skulle gå til, var det med udgangspunkt i, at Victor havde været sådan en fantastisk person. Han var berejst, havde besøgt mere end hundrede lande, boet i udlandet og levet et spændende liv, så jeg tænkte, at det bedste, vi kunne gøre, var at rejse et sted hen, vi ellers aldrig ville have drømt om at rejse til. Et sted, hvor vi kunne møde nye mennesker,” fortæller hun.
Derfor tog parret på en grupperejse til Oman. De ville gerne se noget af Mellemøsten, opleve en ægte ”arabisk nat” og spise autentisk mad, husker hun. Og måden at bruge arven var den helt rette for Nina Ørum.
”Det betød helt enormt meget at bruge arven i hans minde. Han havde helt sikkert heller ikke tænkt, at jeg ville skynde mig ud og fifle dem af på ligegyldige ting, for så havde han nok brugt pengene selv. Men at gøre noget, der var i hans ånd, og hvor vi mødte nogle nye mennesker, var det helt rigtige. Vi kom hjem med oplevelser, vi kun har fået på grund af hans arv, og det er jeg meget taknemmelig for,” siger hun.
Alligevel er det ikke pengearven, der i dag betyder mest for Nina Ørum, men alt det, som venskabet med det amerikanske ægtepar har givet hende.
”Når vi taler om arv, er det jo også al den ballast, man får fra andre mennesker. Alt det, man lærer om, hvad der er rigtigt og forkert. Alle, man møder på sin vej, influerer en i en eller anden retning, og Victor og hans kone var med til at trække mig i en god retning, som det unge menneske, jeg var, da vi mødtes første gang,” siger hun.
Spørger man Nina Ørum, om hun kunne finde på at lade andre end familiemedlemmer arve hende, når hun en dag skal herfra, er hun ikke i tvivl. Det kunne hun. Og ligesom Victor vil hun lade det komme som en overraskelse og en tak til de mennesker, der har betydet noget for hende.
Generelt har den uventede arv fået Nina Ørum til at forholde sig til sit eget testamente. Hun og ægtefællen har allerede skrevet deres, og for dem er der ingen triste tanker forbundet med at nedskrive deres sidste vilje.
”Jeg kan godt lide, at man rydder op efter sig, hvis man kan sige det på den måde, og det behøver man ikke være syg for at gøre. Det er nogle fine overvejelser, man gør sig når man skriver testamente om, hvem man vil betænke og med hvad.”