Da Christian lærte, at han ikke kan styre alt

Christian Grib blev en hyppig gæst hos lægen, efter han skiftede branche og blev skovhugger. Men en ulykke på motorvejen satte de dybeste spor, kan man læse i denne fortælling bag hans livs ar

Det var på mange måder absurd, at det ikke var ved en ulykke i skoven, men derimod på motorvejen ved afkørslen til Herlev i 2015, at Christian fik ødelagt tommelfingeren. –
Det var på mange måder absurd, at det ikke var ved en ulykke i skoven, men derimod på motorvejen ved afkørslen til Herlev i 2015, at Christian fik ødelagt tommelfingeren. – . Foto: Leif Tuxen.

Den dag på motorvejen lærte Christian Grib to ting: at han ikke kan kontrollere alt. Og at han ikke er udødelig.

Vejret var smukt den majdag i 2015, hvor den dengang 40-årige skovhugger susede af sted i sin mørkeblå Mercedes i retning mod Herlev nær København. Faktisk skinnede solen så stærkt, at de skarpe stråler senere skulle få stor betydning for Christians liv.

Han var glad. Det gik godt med forretningen. Ordrerne væltede ind, og traileren bag bilen var spækket med redskaber til dagens første job.

Christian var ikke den eneste bilist på vej på arbejde den dag. Foran flettede morgenpendlerne ind og ud mellem hinanden, trafikken blev tykkere og gik på et tidspunkt helt i stå. Han bremsede op og skuede ud over bilkøen. Et kort øjeblik fangede hans blik bakspejlet. Han nåede kun akkurat at skimte en vogn i fuld fart komme drønende bagfra, før braget kom.

Christian Grib er ikke typen, der slider sygesikringsbeviset op. Faktisk kiggede lægen en ekstra gang i journalen den dag, han troppede op med sin første skovhugger-skavank i 2007. Kunne det virkelig passe, at han ikke havde været til læge i 17 år?

Christian har altid helst villet klare sig selv, hvis han har kunnet slippe af sted med det. Og når det er knebet, har forældrene altid bakket op og stået klar med en økonomisk håndsrækning. Han er vokset op i en velhavende familie på Nordsjælland, og da han som 17-årig proklamerede, at han ville være butiksejer, hjalp forældrene med at bane ham vejen.

Den unge mand fik hurtigt succes. Solgte jeans og mærkevarer til et jetsetklientel i Charlottenlund og kunne hurtigt kalde sig ejer af to fysiske tøjbutikker samt en webshop. Forretningsrejser til Milano blev hans hverdag, logepladser i Parken hans fritid, Ralf Lauren-tøj og Rolex-ur hans arbejdsuniform. Indtil han begyndte at drømme sig ud i den friske luft, hvor han kunne bruge sine hænder og mærke naturens kræfter – langt væk fra det noget materielle og overfladiske liv, han havde ført i så mange år.

Lægebesøgene begyndte at melde sig, da han skiftede branche. Som 32-årig blev han skovhugger, og den ene dag skar han sin venstre tommelfinger halvt over med en håndsav, mens han en anden dag fik sprøjtemiddel i øjnene og måtte ligge i saltbad i fire timer for at redde synet. Den slags fulgte med jobbet.

Derfor var det også helt absurd, at det ikke var en ulykke i skoven, men derimod på motorvejen ved afkørslen til Herlev i 2015, at Christian fik det ar, der skulle påvirke ham mest. Det gav et ryk i den blå Mercedes, da vognen bragede ind i ham bagfra.

”Hvem er den idiot, der ikke kan bremse,” tænkte han og steg ud af bilen.

Til hans held havde traileren taget det meste af stødet, og han var sluppet uskadt til at starte med.

Manden bagved var noget perpleks. Han undskyldte sig med, at solen havde blændet ham, så han ikke kunne se, at trafikken var gået i stå.

Lettere oprevet førte Christian sin bil ind i nødsporet. Han ville trække i håndbremsen på den halvsmadrede trailer, men først her skete det egentlige uheld. Slam. Der var gået overgang i bremsen, som slog tilbage som en hammer. Hans venstre tommelfinger blev klemt fast mellem trailer og håndbremse, og han besvimede. Christian vågnede først, da ambulancefolkene kom. Tommelfingeren var knust.

4-årige Christian Grib foran en villa i Charlottenlund i færd med at uddelegere opgaver.
4-årige Christian Grib foran en villa i Charlottenlund i færd med at uddelegere opgaver.

Hvor slemt kan det lige være at få nedsat funktionsevnen i en enkelt finger? Christian Grib havde aldrig tidligere tænkt over, hvor ofte man bruger tommeltotten. Men pludselig kunne han ikke åbne og lukke karabinhager, binde knob eller blot samle et stykke papir op fra bordet.

På det tidspunkt havde Christian haft sit eget skovhuggerfirma i otte år med 10 ansatte. Han havde altid været den første til at møde på arbejde. Havde struktureret hverdagen, lagt udstyr frem, været den første til at klatre op i træerne og den sidste til at gå hjem. Nu blev han sygemeldt i to måneder og måtte have hjælp til alt fra indkøb til at lufte hunden. Det huede ham absolut ikke.

Da han vendte tilbage til arbejdet, var hverdagen ændret. Hvem skulle nu føre an? Personalet var forvirrede, oprørske, hjælpeløse. Eller også var det Christian selv, der havde svært ved at forlige sig med tanken om ikke at kunne gå forrest. Uanset hvad overskyggede skuffelse og frustration arbejdsglæden. Den knuste finger kunne hverken forældrene, lægerne eller han selv gøre noget ved.

Fire år senere i 2019 står 44-årige Christian Grib foran en stor villa i Charlottenlund i færd med at uddelegere opgaver. Hans samarbejdspartnere fjerner jord, lægger dræn, planter roser og buksbom. Imens holder han nøje øje med den sirlige plan, han selv har udformet på et stort kort.

Da Christian indså, at han ikke længere ville kunne klatre i træer, skiftede han endnu en gang branche. Den friske luft og naturen som arbejdsplads beholdt han, nu som landskabsarkitekt og skoventreprenør – i tæt samarbejde med gode kolleger, der tager sig af den fysiske del af opgaverne. Han er netop blevet færdig med at renovere udendørsarealer ved en stor skole i København og er nu startet som projektleder for en planteskole.

Det ærgrer ham stadig, at finmotorikken i venstre hånd er væk. Men han føler sig faktisk gladere end før ulykken. For hans ar har lært ham, at der er vigtigere ting i livet end dem, man kan købe for penge. Og det er slet ikke så slemt at uddelegere opgaver og bede andre om hjælp.