Fra computerens krypt til daglig tale

Inden for de seneste årtier er en række krypto-ord dukket op. Mange er opstået med computeren og beskriver ganske kryptiske fænomener

Fra computerens krypt til daglig tale
Foto: Morten Voigt.

Der er jævnligt historier om og diskussioner af et fænomen, som kaldes kryptovaluta. Jeg skal ærligt vedgå, at jeg ikke helt forstår, hvad det er. Jeg kan dog forstå, at kryptovaluta er en valuta, der ikke eksisterer i form af sedler og mønter, og som ikke reguleres af banker eller nationale pengevæsen. Den findes kun i digital form. Den mest kendte af disse, efter min mening ret kryptiske fænomener, hedder bitcoin. Jeg konstaterer på baggrund af historier i medierne, at nogle mennesker har scoret gevinster ved at investere i dette fænomen, mens andre vist er blevet snydt.

Kryptisk betydning

Der er inden for de seneste årtier skabt en række ord med forstavelsen eller præfikset krypto-. Det er især inspireret af engelsk crypto, men kommer oprindeligt af det græske kryptos, der betyder skjult, og som er afledt af kryptein, der betyder af skjule. Til de mange ord, der dukkede op i 1980’erne med denne forstavelse, hører tidsbundne begreber som kryptofascisme og kryptokommunisme. Til de sjovere brug af præfikset er navnet på en pseudovidenskabelig disciplin, der kaldes for kryptozoologi. Det er en "videnskab", der beskæftiger sig med fabeldyr som enhjørninger, kentauere, havfruer og andre mystiske væsner eller måske for længst uddøde arter, hvis nuværende eksistens, der absolut ikke kan findes videnskabeligt belæg for. 

Kryptorkisme

Nu skal vi til en lidt anden boldgade, for til den mere særprægede brug af krypto hører ordet kryptorkisme. Det er beskrivelsen af en tilstand, hvor en eller begge testikler ikke er vandret fra bughulen ned i pungen hos den lille dreng, som de ellers helst skal kort tid efter fødslen. Det er ganske ufarligt, men et farligt fint og blomstrende ord. Anden del af ordet kommer nemlig af orchis, der er græsk for testikel. Men det er også navnet på en smuk blomst, orkideen. Den svenske botaniker Carl von Linné fandt nemlig engang i 1700-tallet, at dens rynkede rodknold lignede en testikel.

Krypterede meddelelser

Nu må vi fra de nedre regioner til computeren. For mange nye krypto-ord er opstået sammen med computeren. I hvert fald er kryptovalutaerne knyttet til den digitale verden, ligesom man kan kryptere digitale meddelelser, så de kun kan forstås af rette modtager. Verbet at kryptere er kommet af det engelske encrypt, afledt af kryptos, der som allerede nævnt betyder skjult. 

Krypten under kirken

Der er altså opstået en række nye ord med krypto- som præfiks, som kan være mere eller mindre kryptiske, altså gådefulde eller svære at forstå. Men ordet er ikke nyt. Helten Superman redder igen og igen verden fra skrækkelige og onde forbrydere. Superman har sine særlige kræfter fra en planet, som er gået under, og derfor frygtede han kun en ting, nemlig kryptonit, der stammer fra denne planet, og som de onde har skaffet sig. Langt ældre er imidlertid de mere eller mindre skjulte rum under kirker, krypterne, der oftest ser hvælvede rum, som har været gravkapeller eller mødesteder for en menighed. Jeg fornemmer, at der dannes menigheder om kryptovalutaer.

Mon de kan gemmes i en krypt?