Haven under glas er de utålmodiges legeplads

I mistbænk og drivhus kan man tage foråret på forskud. Men ingen kan overvinde naturens love

En uge med sol gjorde mere for den spæde spinat, end en hel måned under drivhusets glas.
En uge med sol gjorde mere for den spæde spinat, end en hel måned under drivhusets glas. . Foto: Lise Søgaard.

Min fireårige søn har det med at skulle afprøve ting. Han er ikke som sådan ude på at ødelægge, tror jeg, det virker nærmere som om, han udforsker naturens love. Hvilken rolle han kan spille i en verden af fast og flydende.

Hvor langt kan en vinduesvisker eksempelvis strække sig væk fra bilens forrude? Hvor meget kan man vride sin mors yndlingshårspænde, før det knækker? Den slags spørgsmål er lige oppe og vende. Og i påskeferien satte han sig så for at afprøve, hvor stort et tryk, glasruderne på vores mistbænk i sommerhushaven kunne klare.

Mistbænken er de utålmodige haveejeres legeplads, et fix for dem, der ikke kan vente. Der er nemlig det ved marts og april, at det kan føles som om, foråret virkelig er lang tid om at komme i gang, i hvert fald det, man kan smage og dufte. Nok har solen været meget fremme, fuglene synger, og alt det der. Men hvornår lander foråret i min salatskål, hvornår?

Sommerhusets mistbænk er egentlig bare et rektangulært højbed, bygget op af gamle fliser og noget mørtel, der blev tilovers i renoveringen.

I marts måned fyldte vi den op med hestemøg fra den nærliggende gård, blandet med jord og kompost. I Brugsen på fastlandet indkøbte vi frø af de grønne ting, vi længes mest efter: Sprød spinat og salat, duftende dild, koriander og persille. Vi lagde frøene, vandede godt og lagde en række gamle vinduesruder henover.

Det var en god følelse at køre fra øen og tænke på, at tiden nu ville arbejde for os. At ruderne og hestemøget ville danne varm kondens og sætte lidt fut i Moder Jord.

Hjemme på Sjælland har vi ingen mistbænk, men dog et drivhus, der blev sået til med de samme grønne sager. Og vi vandede og vandede – intet skete. Korianderfrøene blev ved at ligge brune og dumme i overfladen af såjorden, og jeg blev helt i tvivl om, hvorvidt jeg faktisk havde lagt dilden for dybt, siden den ikke viste sig.

Så var det jo godt, vi havde været forudseende og plantet i sommerhuset for længe siden, tænkte jeg, da vi sad i bilen på vej på påskeferie, mens en rejemad med dildkvist kom svævende for mit indre blik. Men ak!

Spinaten, som jeg havde regnet med ville være ved at sprænge glasloftet, var kun små grønne streger. Dilden var slet ikke kommet op.

Man kan ikke forcere naturen, måtte jeg sande. Ting tager sin tid. Og en 18 kilos dreng i fuld galop er også for meget for en glasrude.

Jeg så det ikke selv, men hørte kun de voksnes skrig efter knækket ude i haven. En mormor, der helt undtagelsesvist var oppe i det røde felt. Heldigvis havde barnet termobukser på og benet, der gik igennem, tog ikke skade. Men mistbænken mangler en rude nu.

Det må gå sin gang, nu endnu langsommere end før. Men tænk: En uges påskeferie med sol gjorde mere end en hel måned i drivhuset derhjemme. Da vi kom hjem stod spinaten klar til den første, spæde forårshøst. Det kommer alt sammen.