Oplev teologi, eksistens og bæredygtighed på Løgumkloster Højskole

Tag med Kristeligt Dagblad og Løgumkloster Højskole på et spændende læserophold den 31. juli til den 6. august

Ugen vil byde på højskoleliv, med alt hvad det inkluderer af fællesskab, højskolesang og gode måltider.
Ugen vil byde på højskoleliv, med alt hvad det inkluderer af fællesskab, højskolesang og gode måltider. Foto: Jacob Scharfs.

Velkommen til et læserophold, hvor deltagerne bliver klogere på, hvordan teologien kan bidrage til håb og handlekraft for en bedre og mere bæredygtig verden. Ugen byder på højskoleliv, oplæg fra inspirerende teologer og filosoffer og en masse nye idéer, deltagerne kan tage med sig hjem.

Vi står med vores klodes fremtid i hænderne. Klimaforandringerne bliver stadig mere nærværende i dagligdagen, og forskerne har sat alle alarmklokker i gang. Der er meget at gøre, og det er afgørende, at klimaangsten og handlingslammelsen ikke får overtag. Derfor undersøges der på dette læserophold, hvordan man gennem teologiens og åndsvidenskabernes begrebsverden kan fremelske håb og handlekraft for en bedre og mere bæredygtig verden.

I løbet af ugen gæster en række inspirerende tænkere højskolen, heriblandt filosof Kasper Lysemose, der vil fortælle om menneskets eksistensvilkår og det skabtes bevarelse hos Hannah Arendt og Hans Jonas. Teolog Mikkel Wold vil holde oplæg om forholdet mellem samfund og kristendom i et historisk perspektiv og gøre os klogere på, hvilken rolle kristendom og teologi spiller i udviklingen af dagens samfund. Og så kommer domprovst Jens Torkild Bak og svarer dystopien igen i et oplæg om Hartmut Rosas resonansbegreb.

Men deltagerne skal ikke bare lytte til kloge mennesker – de skal også tale sammen og være nysgerrige på hinandens tanker. Det skal de blandt andet til arrangementet ”Din og min apokalypse”. Her vil højskolelærer Emil Hageman Christensen sætte rammerne for en diskussion af, hvad deltagerne hver især forstår ved begrebet ”apokalypse”. Sammen skal de undersøge, hvordan apokalyptisk tænkning påvirker os, og hvordan man kan arbejde konstruktivt med den.

Ugen vil også byde på masser af højskoleliv, med alt hvad det inkluderer af fællesskab, højskolesang og gode måltider. Og når deltagerne tager hjem, er det med hovedet fuld af glade minder og spirende idéer, der kan komme den enkelte såvel som samfundet til gavn.