Tegneseriefigurer indtager de belgiske pas

Blandt andet Tintin og Smølferne kan fremover findes i de belgiske pas

Den belgiske udenrigsminister, Sophie Wilmès, viser landets nye pas frem, hvor raketten fra tegneseriealbummet ”Tintin på Månen” fylder det meste af side 2
Den belgiske udenrigsminister, Sophie Wilmès, viser landets nye pas frem, hvor raketten fra tegneseriealbummet ”Tintin på Månen” fylder det meste af side 2. Foto: Benoit Doppagne/Belga/Ritzau Scanpix.

Smølferne, Lucky Luke og Tintin. Alle kendte tegneseriefigurer. Alle er de af belgisk oprindelse. Fremover får de yderligere det til fælles, at de sammen med en række andre belgiske tegneseriefigurer kommer til at optræde som baggrundsmotiv på siderne i det nye pas, som det lille, vesteuropæiske land indfører fra den 7. februar.

”Tegneserier er en central del af vores kulturarv og noget af det, vi er kendte for i udlandet,” lød begrundelsen fra Belgiens udenrigsminister, Sophie Wilmès, da hun på en online-pressekonference i sidste uge fortalte om det nye pas.

På pressemødet kaldte hun også indførelsen af det nye pas for en ”kærkommen lejlighed til at sætte fokus på ’den niende kunstart’”.

Udtrykket ”den niende kunstart” er et velkendt begreb i både Belgien og Frankrig, hvor tegneserier har en langt højere kunstnerisk status end i for eksempel Danmark og rangerer på linje med mere klassiske kunstarter som malerkunst, litteratur og ballet.

Det nuværende pas-design daterer sig tilbage fra 2008, og her er baggrundsmotiverne langt mere traditionelle og viser rådhusene i de 10 belgiske provinshovedstæder samt de forskellige regionale parlamentsbygninger i et land, der trods sin lidenhed er opdelt på kryds og tværs – blandt andet sprogligt mellem fransktalende valloner i syd og nederlandsktalende flamlændere i nord. Netop derfor var tegneseriefigurerne også et oplagt valg:

”For tegneserier er en integreret del af vores kulturarv, både i den nordlige og sydlige del af landet,” sagde kontorchef Dirk Bulcke fra Udenrigsministeriet ifølge avisen Het Laatste Nieuws på pressekonferencen.

Der var især stor opmærksomhed på motivet på indersiden af passets forside. For hvor denne hædersplads i et dansk pas viser Kristusfiguren fra Jellingstenen, har Belgien altså valgt, at paskontrollører verden over fremover skal se på den rød- og hvid-ternede raket fra Tintin-albummet ”Tintin på Månen”.

Måske meget passende. For en stor model af samme raket har gennem flere år budt rejsende i Bruxelles’ lufthavn velkommen til Belgien.