I digtningen er et hus sjældent bare et hus. Et hus kan naturligvis fungere som den tilfældige ramme om forskellige begivenheder i en historie.
Men et hus kan også bruges til at fortælle om og vise rundt i menneskets indre rum. Huset kan inddeles i freudianske etager: loftet til overjeget og familiens gamle ting og sager, jeget i de repræsentative stuer og det ubevidste i kælderen. Men uanset arkitekturen kan huset bruges til at åbne for de rum i mennesket, der ikke ses og derfor må skrives frem.
Ole Sarvigs digtsamling "Jeghuset" (1944) er en gennemskrivning af huset som billede på den menneskelige eksistens med linier som: "Mennesker er huse/ med korsruder// Alle er vi huse/ i byen."
Det er altså et klassisk billede, Peter Mouritzen tager op i sin seneste samling af historier, der har fået titlen "Huset med de syltede hjerter. Historier med huse." Imellem de korte historier er sat citater af så forskellige forfattere som Tennessee Williams og Carl Ploug: "Herrer i vort eget Hus/ vi først af Alt vil være!". Man fornemmer, at der er tale om yndlingscitater; de er markante uden at virke alt for logiske i sammenhængen.
Men Peter Mouritzen kan også selv formulere sig så prægnant, at det giver lyst til at citere: "Huse er som mennesker. De har et liv. De bliver bygget, fundamentet først, det er det, der bygges på; sådan burde barndommen også bygges. Sokkel. Cement. Solidt."
Læg mærke til det lille ord "burde". Det er med sådanne sprogligt præcise antydninger, Peter Mouritzen formår at skabe spænding. Han får læseren til lytte til sproget og tænke videre, ligesom den syge pige, der undervises i dansk grammatik derhjemme: "Jeg er, jeg var, jeg har været, jeg havde været... Midt i timen rev pigen parykken af og skreg:
- Nu dør jeg! - Man dør ikke midt i dansk grammatik, sagde jeg til pigen. - Nå, svarede hun og klaskede parykken på igen."
Det er syv velfortalte historier - ofte med et betragteligt element af gys og uhygge, der også kommer fornemt til udtryk i Søren Jessens surrealistisk indbydende farveillustrationer.
Særlig vellykket er titelstykket, hvor jegfortælleren med skrækblandet fryd går ned i kælderen til syltetøjet, og huset siden styrter i havet.
Men kun i enkelte af historierne får huset på denne måde betydning i forhold til handlingen eller de personer, der fortælles om, og i historien om en bokser, er han muligvis stor som et hus, men ellers er der - ud over den, Ploug-citatet ovenfor skal etablere - ingen umiddelbar forbindelse til det overordnede tema.
Det virker lidt tyndt, og som om forfatteren har haft syv gode historier og så har fået en tilsvarende god idé, men at der ikke rigtig er sammenhæng i tingene.
Det ændrer imidlertid ikke på, at bogen inviterer den 10- til 15-årige læser til at udforske en række spændende rum. Som Peter Mouritzen indledningsvis digter: "Her er ånder, der hjemsøger/ huse, der knager,/ her er huse, der lyver/ og huse, der bedrager,/ huse, der er blinde, og huse, der har hjerter,/ huse, der har rum til os - / hvis ellers vi tør vær' der! VELKOMMEN."
Peter Mouritzen: Huset med de syltede hjerter. Illustreret af Søren Jessen. 76 sider. 199,95 kroner. Høst & Søn.