”Dodik er et vanvittigt menneske. Vi bor her i fordragelighed som muslimer, kroater og serbere. Han er en katastrofe for hele Bosnien-Hercegovina.”
55-årige Nedjo Mićić tager sig til sit arrede hoved med sin venstre hånd, der mangler tommelfingeren. Den mistede han under 1990’ernes borgerkrig, som han udkæmpede på de serbisk-bosniske separatisters side.
Han bryder sig slet ikke om den retorik, som Milorad Dodik, der er leder af den serbiske statsenhed i Bosnien-Hercegovina, Republik Srpska, benytter sig af. Det selvom Nedjo Mićić kæmpede for Republika Srpska under krigen.
Fredsaftalen i Dayton i 1996 skabte fundamentet for, at Bosnien-Hercegovina i dag udgøres af to enheder og et enkelt uafklaret distrikt: En kroatisk-bosnisk føderation, den serbiske del Republika Srpska og Brko-distriktet.
Og det er denne skrøbelige konstruktion, der igen er truet.
“Dodiks taler er problematiske. Det er altid farligt, når man forsøger at begynde en krig,” siger Nedjo Mićić.
Milorad Dodik ønsker nemlig selvstændighed for Republika Srpska og har boykottet sin deltagelse i alle fællestatslige institutioner i Bosnien-Hercegovina. Derudover har han ytret ønske om at skabe en selvstændig hær i Republika Srpska.
Det har fået flere internationale institutioner til at råbe vagt i gevær, og det internationale samfunds repræsentant – tyskeren Christian Schmidt – taler om frygten for en ny væbnet konflikt på Balkan.Nedjo Mićić er indbygger i Brko-distriktet i det nordlige Bosnien-Hercegovina. En enklave, der ligger klemt inde mellem Republika Srpska, den bosnisk-kroatiske føderation og EU-landet Kroatien.
Moskeers minareter, katolske kirker og ortodokse gravpladser ligger her klos op ad hinanden og jugoslavisk betonbyggeri. Vandet i Sava-floden bevæger sig brunt og grumset forbi byen med den kroatiske bred på den anden side. Hele træer flyder med strømmen.
I dag lever Nedjo Mićić af at sælge drivtømmer, som han sammen med sin søn Nikolas bjærger fra floden og sælger videre. Sønnen ser med bekymring på den nuværende situation i Bosnien-Hercegovina.
”Politikerne er dem, der skaber krigen. Der er mange fanatikere på begge sider, der leder efter en undskyldning for at gå i krig med hinanden,” siger Nikolas Mićić.
Ifølge kritikere i og uden for Bosnien-Hercegovina ønsker Milorad Dodik at udnytte en konflikt til at fjerne fokus fra de korruptionsanklager, der hænger over ham. Det samme gør hans bosniske og kroatiske politiske modstandere.
”Når den her krudttønde eksploderer, så tager jeg herfra til Tyskland eller Østrig,” siger Nikolas Mićić.
Frivillige fanatikere
Enkelte fiskere kaster snøren ud i det ugennemsigtige vand. Skudhuller i husene ses stadig 25 år efter fredsaftalen på flere af husfacaderne.
På havnen i Brko lå Foka-lejren, der i 1992 var skueplads for nogle af de berygtede interneringer af muslimske og kroatiske mænd i serbiske dødslejre, styret af Goran Jelisi – den selvudnævnte ”serbiske Adolf”.
”Under krigen passerede jeg forbi fængslet med en ubehagelig fornemmelse i kroppen. Jeg ville hjælpe dem, der befandt sig der, for det var jo naboer og folk, jeg kendte, men jeg kunne intet gøre,” fortæller Nedjo Mićić.
”Dem, der bevogtede fangerne, var serbere fra Serbien. Frivillige fanatikere, der var kommet for at slå ihjel.”
Hverken Nedjo eller hans søn føler sig i stand til at spå om fremtiden for Bosnien-Hercegovina, men historien virker meget nærværende.
”Det var en krig, hvor brødre slog hinanden ihjel. Jeg var ung og dum, men jo mere jeg kæmpede, des mere fandt jeg ud af, at det var en krig, der blev udkæmpet af kriminelle,” siger Nedjo Mićić.
”Jeg ønsker ikke sådan en krig for min søn.”
På en af bådene, der er fortøjet langs med Sava-floden ved Brko, er de tre venner Aldin Pezerovi, Sadik Delic og Ismar Fejzic ved at reparere motoren på en båd, der ligger for anker.
”Dodik er ikke et normalt menneske. Det eneste, han taler om, er krig, krig, krig. Det her er et land med tre folk. Se min ene ven her er kroat og ham her er serber,” fortæller Aldin Pezerovi og peger på sine to venner oppe på bredden.
”Jeg selv er muslim. Men Dodik er bare stor i munden. Han taler meget, men handler lidt.”
Milorad Dodik har gentagne gange før advokeret for en separat stat. Så sent som i 2018 truede han ligeledes med at bryde Bosnien-Hercegovina op.
Den tidligere moderate socialdemokrat, der i sine første år ved magten tog afstand fra krigsforbrydelserne begået under borgerkrigen, har i hvert fald i tale udviklet sig til glødende serbisk nationalist.
Den nuværende retoriske eskalering begyndte i sommer efter, at det internationale samfunds daværende repræsentant, Valentin Inzko, gjorde det ulovligt at benægte folkedrabet i Srebrenica.
Noget, som både Milorad Dodik og flere serbiske ledere i Republika Srpska gør.
Forældede ideer
Det er fredag aften i Republika Srpskas de facto hovedstad Banja Luka. Familier skøjter rundt i cirkler på isen af en skøjtebane stillet op i nærheden af et tivoli. Et ungt par promenerer rundt mellem radiobiler, madboder og skydetelte.
”Det er forældede ideer fremført af gamle politikere, for at beholde magten. Almindelige mennesker forsøger bare at leve et normalt liv,” siger Nikola Djorbevi på 21 år.
”Mine fædre og onkler kæmpede i krigen og de opnåede ingenting. Hverken de eller jeg ønsker endnu en krig.” Saška Stardjak er enig med sin kæreste.
”Vores største problem er ikke vores naboer, men at vi har for dårlig livskvalitet,” siger hun.
En tung lugt af brændeovnsrøg ligger over hele byen, og som alle andre steder i denne del af Balkan bliver der røget cigaretter indenfor overalt. Milorad Dodik, der ellers har sæde i Banja Luka, er på statsbesøg i Moskva, hvor han til de officielle pressemøder efterfølgende udbasunerer, at hans gode ven, Vladimir Putin, ikke blot har øje for den serbiske sag, men også vil støtte Republika Srpska mod vestlige, liberale magter.
I byens centrale park spiller et band serbiske hits og coverversioner af internationale klassikere fra en scene. Her står en række boder, der serverer pølser og varm rødvin med kanel. Der er pyntet op til jul og stillet borde op, hvor kunder kan nyde deres indkøb. Ved et af bordene står Tijana Humenjuk og Jelena Ruli, der er veninder fra gymnasietiden. Begge ser gerne, at Republika Srpska bliver en selvstændig nation.
”Jeg har intet imod Sarajevo, men jeg ønsker selvstændighed. Min mor levede i Sarajevo før krigen, men hun følte ikke, at hun kunne blive boende derefter. Det er bedre, hvis vi bliver adskilt fra resten af Bosnien,” siger Tijana Humenjuk, der er født og opvokset i Banja Luka.
”Jeg tror, at der er mange her, der har glemt krigen, og alt det der skete,” siger hun.
En gruppe mænd ved et af de andre borde spiller ud af det blå en serbisk-nationalistisk sang fra en medbragt højtaler.
”I Sarajevo må du ikke spille denne sang. Det er her, problemet ligger,” siger Tijana Humenjuk.
Blandt de højtråbende mænd, der har sat musikken på, er der ingen, der ønsker at tale til citat, men det bliver understreget, at gæstfriheden, som man møder i Republika Srpska, skal viderebringes til Europa.
Gæstfriheden fredag aften i Banja Luka består af store mængder lokal blommealkohol – rakija. Flere taler om ikke at føle sig som en del af den samlingsstat, som har hovedstad i Sarajevo, men heller ikke som rigtige serbere. Derfor ønsker de selvstændighed.
Andre nævner den økonomiske situation i Republika Srpska som udslagsgivende for, at de ønsker forandring.
Pludselig dukker en god håndfuld politibetjente op i parken og begynder at udspørge de forsamlede. Det er denne politistyrke, som Milorad Dodik ønsker at bevæbne og træne til en decideret hær.
Og som en af kvinderne i selskabet hviskende fortæller, så løber man, når politiet i Republika Srpska dukker op.
Skyer over Sarajevo
Sneen falder tung og våd ned over Sarajevos sydlige Dobrinja-forstad. Store boligkomplekser skyder i vejret. Netop her går grænsen mellem føderationen Bosnien-Hercegovina og Republika
Srpska. Hovedstadens sydvestlige udkant er i dag placeret inde i det serbiske område.
”Der vil altid være politikere, der ikke ønsker det bedste for det her land,” siger Faruk Bukva, som bor lige på grænsen mellem de to dele af landet. Den 23-årige lastbilschauffør er selv muslim og indrømmer, at han ikke har mange serbiske venner, selv om han bor lige op ad dem. Alligevel tror han ikke på, at Milorad Dodik vil lykkes med sine planer.
”Jeg tror ikke, at Dodik vil lykkes med at få delt landet i to. Det her land er for både muslimer, kroater og serbere,” siger Faruk Bukva.
”Men hvad ved jeg om politik. Det sagde man sikkert også sidste gang.”