I år har jeg mistet to veninder på grund af alkohol. De har begge haft en karriere i modebranchen. Alkohol er en dødelig sygdom, og jeg har gennem årene kendt flere, der er døde af den lidelse.
Jeg kom ind i et alkoholmisbrug i begyndelsen af 1980’erne, og det varede otte år. Jeg var stylist i filmbranchen, og mit sociale liv og min karriere blomstrede. Udefra var det svært at se, at jeg havde problemer, for jeg passede mit arbejde til punkt og prikke.
Champagnen flød, og jeg tilbragte en stor del af mit liv til receptioner mellem interessante mennesker med et langstilket glas i hænderne. Misbruget voksede efter, at jeg var blevet skilt, og selvom det var mig, der havde taget initiativet til at flytte, så var det en hård tid rent følelsesmæssigt. Jeg følte mig ensom, og vinen blev min ven. Den hjalp mig til at holde min generthed og skyhed væk. Min nye ven gav mig sjov og ballade, men jeg kunne ikke styre, hvor meget jeg drak.
Jeg gik til min læge for at høre, om han kunne hjælpe. Han sagde: ”Nej, hør nu her, Bibbi. Du drikker da ikke for meget. Ved du hvad, du skal se at blive gift igen, for så bliver du lykkelig.”
Jeg gik også til en psykolog, der afviste, at jeg drak for meget. Jeg var tilsyneladende velfungerende, og det var svært at se, hvor hæsligt, jeg havde det indeni.
Jeg mødte en kæreste fra USA. En dag ringede han til mig, mens jeg var fuld. Han sagde med det samme: ”Drikker du?”.
Det måtte jeg indrømme. Hvis jeg var villig til at gå i behandling, ville han gerne fortsætte forholdet. For som han sagde. ”I Amerika siger vi: Det er ikke en skam at være alkoholiker. Det er en skam ikke at gøre noget ved det.”
Fra USA organiserede han, at jeg kunne komme hos Anonyme Alkoholikere i Hellerup den næste dag. Det var fantastisk.
Efter et par år med alkoholfri perioder og tilbagefald kom jeg i Minnesota-behandling i 1990. Det ændrede mit liv.
Efter 20 år som ædru havde jeg et tilbagefald i 2010. Jeg havde været i Indien og bestilt en gin og tonic i flyet, og så begyndte jeg at drikke igen. Efter hjemkomsten var jeg til en modereception på Københavns Rådhus og faldt og slog mig, fordi jeg var beruset. Det var så alvorligt, at jeg måtte indlægges på hospitalet. Jeg havde ikke passet mine møder i Anonyme Alkoholikere, og min datter Christina sagde:
”Hvis ikke du begynder at gå til møder, får du ikke dine børnebørn at se.” Det gjorde udslaget, og siden har jeg ikke drukket. Jeg kommer aldrig over, at mine børn har set mig langt ude på grund af alkohol. Den skam vil vare livet ud.
Jeg er ikke overrasket over, at tallene viser, der bliver drukket mere i de velstillede kommuner nord for København. Kulturen har været sådan, at man altid bliver budt en drink. Det er da også hyggeligt og afslappende med hvidvin på terrassen, hvis man kan tåle det.
Da jeg begyndte som stylist i filmbranchen i begyndelsen af 1980’erne, var filmverdenen en festplads for alkoholisme. Alkohol var tæt knyttet til det at være kunstner. Når man var lidt uoplagt eller havde hovedpine hed det: ”Åh, er du skidt. Det ordner den lille sygeplejerske.” Sygeplejersken var en Fernet Branca eller et glas vin.
I dag går jeg stadig til AA-møder. Møderne varer en time og har en fast struktur, og vi har lejlighed til at komme med input til hinanden. Det hjælper mig. Der er meget så meget skam forbundet med alkohol, men for mig har det været vigtigt at være åben og ærlig. Jeg har fortalt om min historie i en erindringsbog, og jeg har fået mange henvendelser fra læsere, der har søgt behandling.
Der er meget benægtelse om alkohol – også i de velhavende kredse. Benægtelsen koster menneskeliv. ”Nej, han drikker ikke for meget” – den sætning har jeg hørt rigtig mange gange om mennesker, der tydeligvis havde et alkoholproblem. Jeg har også medvirket i en tv-serie om alkoholmisbrug i whiskybæltet, og den udsendelse tror jeg hjalp mange mennesker til at erkende, at de har et alkoholproblem, selvom de er velfungerende.
For en alkoholiker er det sindssygt krævende at holde sig ædru. Når jeg er under følelsesmæssigt pres, vokser lysten til alkohol. Men jeg ved, at hvis jeg falder i, kan jeg ikke være noget for nogen.
Heldigvis er vi i en brydningstid – alle steder i samfundet – også i overklassen og i kunstnermiljøer. Jeg oplever ikke samme pres for at drikke som tidligere. Man behøver ikke altid blive budt på en drink. Der findes andre muligheder. Vi er også ved at gøre op med, at man ikke behøver drikke hele natten til en fest. På den måde er det en positiv tid, vi lever i.
Denne artikel er en del af en ny serie. Du kan følge serien "Danmark drikker" ved at få en mail, hver gang en ny artikel er klar. Klik her.