425 nye coronasmittede - antallet af indlagte falder

Der er det seneste døgn registeret 425 nye smittetilfælde med coronavirus.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Tallet er en del af en tendens, der fortsætter med at være stabilt nedadgående, mener Henrik Nielsen, der er overlæge på Aalborg Universitetshospital.

Men han advarer samtidig om, at vi formentlig blot befinder os i en dal, inden tallene begynder at stige igen til efteråret.

- Samtidig kigger vi ind i en influenzasæson, der viser tegn på at være mere kraftfuld end tidligere, og derfor kan antallet af syge patienter, heriblandt coronapatienter, også godt ende med at hobe sig op på hospitalerne, siger han.

Antallet af indlagte har i de seneste periode også fundet noget stabilitet, viser tallene. Siden mandag er antallet af coronarelaterede indlæggelser endda faldet med otte til 117.

Hans bekymring for en ophobning af patienter på hospitalerne senere på året kommer, efter at der blandt andet er set en stigning i antallet børn, der er blevet smittet med RS-virus.

Med hensyn til influenzasæsonen beroliger det ham dog, at SSI har lavet et rekordstort indkøb af influenzavacciner. Der er blevet købt i alt 2,5 millioner vacciner. Det er 900.000 flere end året før, skrev Berlingske lørdag.

Af de 117 indlagte er 30 på intensivafdeling, og 20 af dem får hjælp af en respirator til at trække vejret.

De 425 smittetilfælde er fundet blandt 51.922 PCR-prøver, hvilket giver en positivprocent på 0,82.

Positivprocenten viser, hvor stor en andel af de testede der er smittet med coronavirus.

Smittetallet følger tendensen fra de seneste uger, hvor smittetallet har været under 1000.

Der er det seneste døgn foretaget 44.774 lyntest. Men de positive tilfælde herfra indgår ikke i smittetallet grundet usikkerhed om testresultatet.

Der er ikke registreret døde med coronavirus det seneste døgn. Samlet er 2614 personer døde med covid-19 under epidemien.

/ritzau/