For få uger siden havde Landsforeningen Ædru Livsstil sit første årsmøde som ny og mere tolerant organisation. Tidligere kaldte man sig Danmarks Afholdsforening, men som andre forsamlinger af sin art har foreningen måttet konstatere, at tiden er løbet fra det med total afholdenhed.
Så på spørgsmålet om, hvor mange ægte afholdsfolk, der er tilbage i Danmark, svarer formand for Landsforeningen for Ædru Livsstil, Jan S. Jensen, lidt polemisk: ”Tre. Henning Sørensen og et par stykker mere”.
Den Henning Sørensen, der tales om, er æresmedlem i afholdsbevægelsens sidste bastion, Danmarks Totalafholdsforening. Og selvom foreningen tæller lidt flere medlemmer end tre, erkender også den 88-årige afholdsmand, at det ser sort ud.
”Jeg frygter, at den hårde kerne dør ud med mig. Jeg mener stadig, der er behov for afholdsbevægelsen, men der er jo sket en tilbagegang, der vil noget,” siger han.
Den folkelige opbakning voksede op gennem 1800-tallet og toppede under Første Verdenskrig i 1917 med omkring 130.000 medlemmer. Med sit sociale og moralske grundlag var fremstødet en af de største græsrodsbevægelser i danmarkshistorien.
Siden blødte de fleste organisationer op, accepterede alkohol i kontrollerede mængder og fungerer i dag, i stil med Landsforeningen for Ædru Livsstil, som hjælpeinstanser for alkoholikere og deres pårørende.
På Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet hæfter lektor Peter Birkelund Andersen sig yderligere ved, at afholdsbevægelsen ofte havde et kristent afsæt, hældende imod det missionske.
”Dét teologiske synspunkt er siden blevet marginaliseret i den brede kristne udvikling i den danske folkekirke. Det var også med til at svække afholdsbevægelsen,” siger han og peger på, at der i dag findes flere alternativer, som adresserer alkoholmisbrug, men uden samme store folkelige forankring, såsom Minnesotakuren.
Lektor Sidsel Eriksen, som forsker i folkelige bevægelser ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet, mener, at afholdsbevægelen har været døende siden 1917.
”Det er børn og børnebørn, der holder den i live. Det betyder, at den ikke fornyer sig, og det er synd, fordi det er med til at bekræfte gamle fordomme, som gør, at vi ikke får en sund alkoholdebat.”
På spøgsmålet om, hvornår det er helt slut, svarer hun:
”Afholdsbevægelsen har egentlig ikke eksisteret i mange år, men dens ånd lever videre, og nye bevægelser, som ønsker at diskutere alkoholproblematikken i dag, har svært ved at etablere en fordomsfri debat.”
Trods det, at han er ukuelig optimist, begræder ”århundredets afholdsmand” Henning Sørensen, at bevægelsen lakker mod enden.
”Før samledes man om kaffe, nu skal der alkohol på bordet, bare man er to eller tre forsamlet,” siger han.
Selv holder han fanen højt og hverken ryger eller drikker. Heller ikke kaffe faktisk, så hjemme i Grenaa står den på te.