Når 23-årige Veronika Nielsen bliver spurgt, hvornår hun blev hjemløs, kan hun svare to ting.
Siden hun var halvandet år, har hun været anbragt uden for hjemmet syv eller otte gange, alt efter hvordan man tæller, og derfor har hun på sin vis følt sig hjemløs hele sin barndom. Men det var først, da hun blev smidt ud af sin ungdomsbolig som 18-årig, at hun blev hjemløs ifølge “systemet”, som hun ynder at kalde det.
“Jeg har som anbragt aldrig følt mig hjemme nogen steder, og det har gjort det sværere for mig at finde et hjem og falde på plads,” siger Veronika Nielsen.
I dag bor hun med sin mand i et hus på den lille halvø Thyholm i Limfjorden. Selvom hun på papiret ikke har været hjemløs det seneste år, føles det stadig ikke hjemligt. Livet på gaden trækker stadig i hende, for det er det, hun kender til, fortæller hun.
Veronika Nielsens historie er langtfra enestående. Af de knap 33.000 personer mellem 18 og 29 år, som har været anbragt uden for hjemmet på et tidspunkt i deres barndom, har syv procent oplevet hjemløshed i det tidlige voksenliv. Til sammenligning er tallet blot en halv procent for øvrige unge, viser tal fra analysen Socialpolitisk Redegørelse 2021, som Social- og Ældreministeriet offentliggør i dag. Tidligere anbragte unge har altså omkring 14 gange så stor risiko for at komme ud i hjemløshed sammenlignet med jævnaldrende.
Veronika Nielsen lider af ptsd, personlighedsforstyrrelse, adhd og social angst. Hun har også haft misbrugsproblemer, som tidligere inkluderede hårde stoffer, men i dag ryger hun kun hash. Inden for gruppen af anbragte unge er det oftest unge med psykiske lidelser og misbrugsproblemer som Veronika Nielsen, der havner i hjemløshed, fortæller seniorforsker Lars Benjaminsen fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive.
“Men at have været anbragt i barndommen er også i sig selv en risikofaktor, fordi anbringelsen skaber en kritisk overgangsfase, når man bliver 18 år og skal videre i systemet. De unge går fra at være en del af et institutionsmiljø til pludselig at skulle stå på egne ben.”
Det er også de færreste anbragte børn, der har en ressourcestærk familie i ryggen og et stort netværk at trække på, når de som 18-årige skal finde en bolig, siger Lars Benjaminsen.
“Det er en helt anden situation at skulle flytte fra et anbringelsessted end at bo hjemme hos den trygge kernefamilie, hvor man flytter på kollegieværelse, når man er klar til at begynde på uddannelse.”
Sammenhængen mellem anbringelser og senere hjemløshed indikerer, at de unge i overgangen til voksenlivet ikke kan nøjes med en kontaktperson, men bør tilbydes en mere struktureret og specialiseret indsats, mener Lars Benjaminsen.
“Det kunne være en støtteperson, der kan hjælpe med at være koordinerende tovholder. Det handler om hjælp til at finde en bolig, komme på plads, få styr på økonomien, hjælpe dem i gang med uddannelse og sørge for, at de får de rette behandlingstilbud. Det gør det traditionelle efterværnsarbejde også i nogen grad, men når der systematisk er en større gruppe, som tabes i den overgang, må vi se, om der er behov for en mere håndholdt og specialiseret støtte.”
Analysen viser også, at midlertidige ophør i anbringelsen og skift i anbringelsessteder øger risikoen for hjemløshed i det tidlige voksenliv. Ifølge social- og ældreminister Astrid Krag (S) understreger det vigtigheden af større stabilitet i anbringelserne, og at børnene anbringes endnu tidligere.
“Det siger noget om, hvor voldsomt det er for et anbragt barn at blive revet op med rode og skulle hjem til forældrene for så igen at blive anbragt eller skifte anbringelsessted. Med Barnets Lov har vi haft et selvstændigt mål om at skærme børnene mod skift og sikre dem en større stabilitet,” siger Astrid Krag med henvisning til den lov, som er vedtaget af et bredt politisk flertal og fra 1. april 2023 skal give udsatte børn og unge flere rettigheder.
Efterværn er et kommunalt tilbud til unge mellem 18 og 22 år, som eksempelvis har været anbragte og derfor har brug for støtte til at komme ind i voksenlivet. Astrid Krag er enig med Lars Benjaminsen i, at efterværnet trænger til et serviceeftersyn.
“Jeg mener ikke, at vi skal slippe de her unge mennesker, før de er godt inde i voksenlivet, og det handler både om, at de skal have et sted at bo og i gang med uddannelse eller job. Og så handler det om, at de ikke skal føle sig alene i verden, men have nogle mennesker i deres liv, når de ikke længere er anbragt.”