Det skortede ikke på hverken store smil eller vidtløftige ambitioner, da de nordiske statsministre i august sidste år vedtog, at ”Norden skal blive verdens mest bæredygtige og integrerede region.”
Men siden er det stort set kun gået ned ad bakke med samarbejdet, mener Bertel Haarder, mangeårigt medlem af Folketinget for Venstre og nyvalgt præsident for Nordisk Råd – de nordiske parlamentarikeres samarbejdsforum.
”Særligt under coronakrisen har det stået skidt til, og for mig at se har de nordiske lande i urimelig grad generet hinandens borgere med ukoordinerede – og i mine øjne fuldstændigt ubegrundede – grænselukninger,” siger han.
”En af mine første og vigtigste opgaver i spidsen for Nordisk Råd bliver derfor at få endevendt de dårlige erfaringer, vi har gjort os, således at vi fremover bliver bedre naboer og undgår at spænde ben for studerende, pendlere, turister, erhvervsfolk og andre, som ønsker at nyde godt af den nordiske integration, som politikerne jo rent faktisk har givet hinanden håndslag på.”
Norden har altid stået centralt i Bertel Haarders verdensopfattelse. Og derfor glæder det også den 76-årige politiker, at han nu kommer til at stå i spidsen for et arbejde, som står hans hjerte nært, men som også har brug for kærlig hånd.
”For mig personligt betyder Norden alt. Det er en del af mit dna og en afgørende komponent i min forestillingsverden. At jeg lever i en region med fælles historie, fælles kultur, fælles religion og ikke mindst med ufattelige muligheder for at sætte et positivt præg på verden,” fortæller han.
”Og derfor kan det også være voldsomt deprimerende at opleve den manglende viden og interesse for det nordiske, som desværre er udbredt blandt både politikere og befolkningen i Danmark. Vi har brug for at blive mindet om, at vi er stærkest, når vi står sammen.”
Men sammenholdet kommer ikke af sig selv, og derfor er ambitionen for Nordisk Råd med Bertel Haarder i spidsen, at eksempelvis forsvarssamarbejdet skal intensiveres. Norden kan og skal spille en mere markant rolle ude i verden – både i forhold til Arktis, men også som en stærkere stemme på europæisk plan, mener den nyudnævnte præsident.
”Efter Brexit, de østeuropæiske landes politiske udskejelser og de sydeuropæiske landes økonomiske udskejelser mener jeg, at der både er rum og behov for, at de nordiske lande for alvor begynder at bidrage til ledelsen af Europa. Og jeg er sikker på, omverdenen vil elske, at vi i højere grad griber taktstokken. Man forbinder os med fredsommelighed og diplomati – men netop derfor er det også vigtigt, at vi selv sætter foden ned over for både russerne og kineserne i Arktis, så det fortsat vedbliver at være et lavspændingsområde,” siger han.
Men ét er samarbejde om udfordringer uden for Norden – noget andet er fælles front over for det, der kommer helt tæt på. Under coronakrisen har de forskellige håndteringer i henholdsvis Sverige og nabolandene betydet, at svenske ministre flere gange har ytret sig kritisk om eksempelvis lukkede grænser fra dansk og norsk side.
”Og der må jeg desværre sige, at jeg tilslutter mig den kritik, der har været rejst af blandt andet den svenske minister for nordisk samarbejde. Den måde, vi har forvaltet grænsen mellem Danmark og Sverige – som længe havde lavere smittetal end på den danske side – har været urimelig. Ikke bare, at vi smækkede grænsebommen i, men også det forhold, at ikke i tilstrækkelig grad varskoede vores svenske kolleger om beslutningerne. Hvorfor taler man ikke med hinanden, før man indfører foranstaltninger, der jo helt åbenlyst vil komme til at genere mennesker i grænseområderne?” spørger Bertel Haarder og fortsætter:
”Vi bør med stor alvor notere os, at den gode stemning i forhold til Danmark er forsvundet på det seneste. Vores naboer er blevet godt stramme i betrækket, og jeg forstår dem sådan set godt. Det ærgrer mig, og da Nordisk Råd mødtes med statsministrene forleden, kunne jeg heller ikke for alvor spore en vilje til at tage ved lære af coronakrisen. Jeg tror ikke, det ville skade, hvis man øverst oppe blev lidt bedre til at lytte – ellers er det i hvert fald svært at være optimist på det nordiske samarbejdes vegne.”