Nordjylland slippes delvis fri lidt før tid. Egentlig skulle de særlige restriktioner på grund af coronasmitten i syv nordjyske kommuner have varet til den 3. december, men fredag fortalte sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), at reglerne nu lempes.
Borgerne må bevæge sig frit inden for de syv kommuner, deres kommunegrænser åbnes for den offentlige trafik, og 5.-8. klasse får lov at komme tilbage i skole fra på mandag. Borgerne må dog stadig ikke rejse til andre dele af landet, slog ministeren fast.
Kursskiftet kommer efter en rædselsuge for regeringen med flere skiftende meldinger. Ikke mindst nedlukningen af de nordjyske kommuner og landets minkfarme har udstillet faren ved at ville handle hurtigt uden først at tage Folketinget, økonomien og juraen i ed.
Fronterne står dermed et helt andet sted, end de gjorde i foråret. Ja, faktisk var der på det tidspunkt knapt nok nogen fronter på Christiansborg. Under indtryk af den alvorlige situation kunne statsministeren og de øvrige ministre gøre præcis, som de ville. I den midlertidige epidemilov, som regeringen fik hastet igennem i marts, fik sundheds- og ældreministeren stort set enevældig magt over, hvilke håndtag der skulle skrues på for at holde sygdommen nede.
Statsminister Mette Frederiksen (S) red på en popularitetsbølge blandt vælgerne.
Hvor forandret. Den seneste uges sammenstød om den nordjyske nedlukning har vendt op og ned på de politiske magtforhold. Flere målinger viser, at tilliden til regeringens håndtering af coronakrisen styrtdykker. De borgerlige partier står tæt sammen som opposition, og selv støttepartierne rasler med sablen, i første omgang over for fødevareminister Mogens Jensen (S).
Regeringen kalder det en fejl, at myndighederne udsendte en ordre om at slå alle mink, raske som syge, ned uden at have lovgrundlaget til det, mens oppositionen mener, at der er tale om grundlovsbrud. Men den slags fejl kan koste regeringen dyrt. Helt aktuelt kommer den under pres med udspillet til en ny, permanent epidemilov.
Allerede for et par måneder siden indkaldte regeringen til et indledende møde med partier og relevante interesseorganisationer, så de kunne vurdere et første udkast til loven. Der faldt mange kritiske bemærkninger på mødet. Blandt andet om at regeringen fortsat vil centralisere alt for meget magt under en epidemi hos sundheds- og ældreministeren. Andre centrale kritikpunkter var muligheden for tvangsvaccinering af patienter, og at loven skal kunne bruges mod ”samfundskritiske sygdomme” – et udtryk, det bliver op til ministeren selv at definere.
Nu har regeringens reviderede forslag til en epidemilov været i høring. En lang række organisationer kritiserer det på præcis de samme områder som det første udkast. Ikke ét parti støtter umiddelbart forslaget, som det er lagt frem. Det er usædvanligt.
Det er vanskeligt at se andet, end at de mange måneder med fri bane i coronakampen har gjort regeringen ”fartblind”. 31 hastelove er indtil nu gennemført i forbindelse med corona. Loven om det midlertidige stop for minkproduktion skulle have været den 32., men her sagde de borgerlige partier stop, i hvert fald under førstebehandlingen i går.
Den midlertidige epidemilov har været et fuldskalaforsøg, som har vist, at når man udstyrer en minister eller en regering med magtbeføjelser under en alvorlig krise, bliver de brugt.
Omfanget af ”vedtag-nu -og-spørg-senere-tiltag” har forskrækket både venner og fjender af regeringen, som blandt andet derfor får svært ved at få sin epidemilov igennem uden store ændringer.
Paradoksalt nok kan det ende med, at epidemiloven bliver svagere og mindre vidtgående end den gamle lov, der var i kraft indtil marts, men som stort set aldrig er brugt. Den indeholdt for eksempel meget vidtrækkende beføjelser til både at tvangsmedicinere, tvangsindlægge og tvangsvaccinere personer, i hvert fald inden for et ”nærmere afgrænset område eller en nærmere afgrænset personkreds”. I den lov var magten dog uddelegeret til regionale epidemikommissioner og Sundhedsstyrelsen og ikke til ministeren.
At der bliver bedre parlamentarisk kontrol med indsatsen mod fremtidens epidemier, også selvom en indsats skal gå hurtigt, synes uomgængeligt.