Dårlig bemanding gør døende utrygge på landets plejecentre

Kommunernes bedste palliative tilbud mangler sygeplejersker og læger, siger Videncenter for Rehabilitering og Palliation og Kræftens Bekæmpelse

Der er ikke tryghed nok for de dødeligt syge på plejecentrene.
Der er ikke tryghed nok for de dødeligt syge på plejecentrene.

Dødeligt syge på landets plejecentre skal sørge for at have ondt om dagen og sove roligt om natten, for selvom stadigt flere kommuner har oprettet særlige palliative afdelinger på kommunens plejecentre, hvor dødeligt syge kan få en specialiseret lindring, så kniber det med den rette bemanding om natten.

Det viser en undersøgelse fra Videncenter for Rehabilitering og Palliation.

Kun 2 af de 40 kommunale plejecentre, der har oprettet et særligt palliativt afsnit, har en læge på vagt om natten, og 30 procent af plejecentrene har heller ikke sygeplejersker på arbejde i nattetimerne. I stedet varetages plejen af for eksempel sosu-assistenter:

”Der mangler læger på de særlige palliative tilbud på plejecentrene. Kun 2 af 40 steder har en læge ansat. Og når der samtidig heller ikke er døgnbemanding af sygeplejersker alle steder, så kan der opstå farlige situationer. I mange kommuner har man ladet opgaven glide til social- og sundhedsassistenter, men så er patienterne i risiko for ikke at blive plejet og behandlet tilstrækkeligt,” siger Jorit Tellervo, sygeplejerske og projektleder i Videncenter for Rehabilitering og Palliation, der står bag undersøgelsen.

Der kan for eksempel opstå en farlig situation, hvis en patient får åndenød, og personalet ikke er tilstrækkeligt uddannet til at håndtere det, og Jorit Tellervo kalder det ”utrygt” og siger, at de syge får en bedre pleje i deres eget hjem, selvom tanken netop er, at de mest syge skal følges mest tæt på for eksempel et plejecenter:

”Manglen på det rette fagpersonale gør, at de ikke får den pleje, de ville have fået i deres eget hjem, hvor der kommer en hjemmesygeplejerske, og man kan få kontakt til det specialiserede palliative team på sygehuset. Hvis du bliver så syg, at du ikke kan være i dit eget hjem, får du et dårligere tilbud. Det er et paradoks og meget, meget utrygt.”

Det er dog ikke kun hjemme, at man tilsyneladende kan få et bedre palliativt tilbud, men også i det øvrige behandlingssystem, og det undrer Jorit Tellervo:

”Personalesammensætningen på de særlige palliative tilbud på plejecentrene er meget anderledes end på et specialiseret niveau som et hospice eller en palliativ afdeling på et sygehus. Det burde ellers være kommunernes bedste palliative tilbud. Men det kniber med fagligheden, fordi der ikke er en læge og sygeplejerske hele døgnet,” siger hun.

Marlené Spielmann, chefkonsulent i Kræftens Bekæmpelse siger, at der er mangel på fagpersonale, der kan løfte den palliative indsats, både på de plejecentre, som har oprettet et palliativt tilbud, og på dem, der ikke har:

”Der er mange kræftsyge, der dør på et plejecenter, og der mangler sygeplejersker. Der skal mere fokus på, at personalet har de rette kompetencer. Vi vil ikke slå på de kortuddannede, men de er ikke uddannet til at kunne vurdere patienter med komplekse behov. Det gør patienter og pårørende meget utrygge, at der ikke er det rette personale. Hvis en patient har smerter eller åndenød, og det ikke bliver opdaget eller behandlet korrekt, kan det udvikle sig alvorligt. En patient med åndenød kan også få angst, hvis han ikke får lindring og måske så bliver bange for at dø af mangel på luft. Vi synes ikke, at det er hensigtsmæssigt, at det kortuddannede personale står alene med vurderingen,” siger hun.

Bodil Abild Jespersen er afdelingslæge for det Palliative Team ved Aarhus Universitetshospital og leder af en specialiseret telefontjeneste, hvor fagpersonale i Region Midtjylland kan ringe ind og få vejledning til den palliative indsats - hele døgnet.

Hun siger, at specialisterne nogen gange må opgive at hjælpe personalet i plejeboliger og på plejecentre, fordi de ikke har de rette kompetencer:

”Det er et stort problem, at der næsten ikke er sygeplejersker til stede i plejeboligerne, og at der slet ikke er nogen om natten. Det gør det svært for os at hjælpe. Vi har brug for en medspiller, en sygeplejerske eller en læge, som kan bringe den faglighed vi kommer med videre til patienten. Meget medicin bliver for eksempel ordineret efter behov, og det kan kun læger og sygeplejersker administrere. Hvis der kun er en social- og sundhedsassistent, kan patienten ikke få medicin.”