I 1950’erne og 1960’erne bar filmstjerner som Marilyn Monroe, Elizabeth Taylor og Sophia Loren bløde minkpelse, og det var helt almindeligt, at en kvinde i de højere sociale lag fik en minkpels i sølvbryllupsgave af sin ægtemand. Fra 1950’erne og frem til 1980’erne havde pelsen sin storhedstid i Danmark og en række vestlige lande.
I 1990’erne blev pelsen i stigende grad opfattet som en gammeldags og kedelig beklædningsgenstand forbeholdt ældre damer, og samtidig gjorde dyrerettighedsaktivister det politisk ukorrekt at gå med pels.
Det fortæller Else Skjold, der er lektor i bæredygtighed og design ved Det Kongelige Akademi.
”Siden 1990’erne har meget dyre pelse været udbredt i overklassen, der bruger langt flere penge på beklædning end almindelige mennesker. Samtidig har der været en mindre skare, der er inkarneret modstander af pelse og en stor gruppe, der er mere i tvivl,” siger Else Skjold, som peger på, at kunstige pelse i stor udstrækning har afløst minken.
Minkpelsens kontroversielle image ændrer dog ikke på, at mink er et af Danmarks vigtigste eksporterhverv. I 2013 blev der ifølge Danmarks Statistik solgt minkskind til udlandet for 12,8 milliarder kroner. Selvom eksporten i 2019 var betydeligt lavere og lå på 4,9 milliarder kroner efter store prisfald som følge af et overmættet pelsmarked, så er minken det tredje vigtigste dyr i dansk landbrug efter svin og køer.
Else Skjold har tidligere været projektleder for et samarbejde mellem Designskolen Kolding og pelsfirmaet Kopenhagen Fur, hvor hun undersøgte pelsens rolle i den globale modebranche.
“Folk tror, at det er kinesiske milliardærer i storbyerne, der køber de danske pelse. Men det er det slet ikke.
Det er den store kinesiske middelklasse, som bor nordpå, hvor der er ned til minus 50 grader om vinteren. Det, de vil have, er ikke glamour eller særlig mode. Det er fuldstændigt identiske, enkle pelsjakker, som kan fås i brun, hvid eller sort. De køber pels for at vise, at de er kommet ind i middelklassen. Pelsen er et statussymbol på samme måde, som en Webergrill er det for danskere,” siger Else Skjold, der ikke ser nogen tegn på, at kinesernes lyst til at købe pels er aftagende.
Med aflivningen af alle danske mink er pelsproduktion ifølge Else Skjold definitivt fortid i Danmark.
”Når man slår alle de avlsdyr ned, som i årtier har gjort Danmark til verdens suverænt ledende pelsnation, står der mange andre på spring for at overtage det marked,” siger Else Skjold.
Hun understreger, at det i en tid, hvor industrielt dyrehold i stigende grad er kontroversielt, har været et muligt scenarie for pelsdyrerhvervet, at det skulle udfases over en årrække.
”Vi har sagt til pelsbranchen: ’Det kan sagtens være, I bliver de nye cigaretter. At folk om 20 år vil stå og sige, at det var fuldkommen skørt, at vi engang holdt pelsdyr i fabrikker.’ Men ingen havde tænkt, at udfasningen skulle foregå over 10 dage og uden en plan for en omstilling,” siger Else Skjold.
Hun peger på, at det i Danmark særligt er den unge generation, der finder det forkert, at man kan slå dyr ihjel for at bruge pelsen som tøj.
”Men de samme mennesker tænker måske ikke over, at den måde, tøj fremstilles på, har alvorlige miljømæssige konsekvenser,” siger Else Skjold og henviser til, at modeindustrien i dag oversvømmer markedet med billigt tøj, som forbrugerne hele tiden skifter ud.
Selvom brugen af levende dyr i produktionen er problematisk, rummer pels alligevel en vigtig lære for modebranchen omkring netop bæredygtighed, mener Else Skjold.
“Pels er et rigtig dyrt materiale, og det gør, at der er ikke er noget, der går til spilde. Vi gider godt investere i at få det renset og repareret. Det, der bliver gjort med pels, er det, vi skal gøre med alle materialer, hvis vi vil have en bæredygtig omstilling af moden. Lige meget om det er bomuld eller polyester, skal vi til at passe på alle materialer, som om det er utroligt dyrebart. Det kan vi lære af pelsen,” siger hun.
Kilde: Netmediet Zetland på baggrund af interview med Mikkel Venborg Pedersen, seniorforsker på Nationalmuseet