Kristeligt Dagblad kommer ikke til at bringe satiriske Muhammed-tegninger hverken som journalistisk dokumentation eller i annonceform.
Partiet Nye Borgerlige har annonceret, at det vil indrykke annoncer med satiretegningerne i landets aviser. Partiets leder, Pernille Vermund, vil teste danske medier og deres redaktørers vilje til at stå på mål for ytringsfriheden. I dag fik partiet nej til at genoptrykke de franske satiretegninger. Men debatten stopper formentlig ikke her. Dansk Folkepartis Søren Espersen mener, at det er et svigt ikke at trykke tegningerne. De blev årsag til, at en fransk skolelærer for nylig blev myrdet på den mest brutale måde. Han havde vist de satiriske tegninger, som den franske ugeavis Charlie Hebdo havde bragt for fem år siden. Det gjorde først ugeavisen og siden ham til terrormål for ekstreme muslimers forvrængede tænkning. Lærerens holdning var den enkle, at denne type satire behøver man ikke kunne lide, men i et demokrati skal man kunne tåle den. Det var det, han underviste i, og helt urimeligt og på forfærdeligste vis måtte dø for.
Militante islamister har ændret den verden, vi lever i. Morgenavisen Jyllands-Posten har på brutal vis lært, at islamisters vold virker. Det samme har andre medier. Ingen redaktør kan i dag trykke satiriske Muhammed-tegninger uden risiko for, at de gør deres medie og medarbejdere til terrormål. Det er den ulykkelige virkelighed. Internettet kan sprede og forvrænge oplysninger og hensigter, så det bliver ukontrollabelt. Det erfarede Jyllands-Posten, Charlie Hebdo og senest den franske lærer Samuel Paty.
Når Kristeligt Dagblad derfor ikke vil trykke tegningerne, skyldes det tre forhold.
Først og fremmest er frygten for terror-gengældelse reel, også selv om tegningerne alene optrykkes som journalistisk dokumentation. Blandingen af danske aviser og Muhammed-tegninger er blevet en eksplosiv og helt uforudsigelig cocktail.
Hvis et politisk parti indrykker annoncer med tegningerne, prøver de at tage en vigtig redaktionel beslutning på mediets vegne. En så vigtig beslutning ønsker vi som medie ikke at overlade til andre. Det er den anden grund til, at vi ikke vil bringe tegningerne, heller ikke i annonceform. Man kan argumentere for, at en avis bør trykke annoncer også med et indhold, som avisen ikke selv bakker op om, da der i et demokrati er og bør være udstrakt frihed til at markedsføre og udtrykke alle tænkelige budskaber, også i annonceform. Men når det gælder Muhammed-tegningerne har voldsmanden udstedt sit veto.
Den tredje grund til ikke at trykke satiriske Muhammed-tegninger er, at netop Kristeligt Dagblad altid har tilstræbt, at avisens redaktionelle linje respekterer andres tro.
Vi har den dybeste sympati med den myrdede franske lærer og det offer, han led. Men vi finder det ikke rigtigt - heller ikke som tilkendegivelse af sympati - at gengive tegninger, som ellers aldrig ville have fundet vej til dette dagblads spalter. Vi anser heller ikke krænkelser af folks religiøse følelser som det sted, hvor man bedst tester og forsvarer ytringsfriheden. Man kan sagtens respektere andres tro uden at underkaste sig den.
Ytringsfriheden skal altid forvaltes med omtanke og er aldrig ubegrænset. Når det gælder islam, ville den for alvor være truet, hvis vi som avis og medie ikke skrev kritisk om islam og islamismen. Vi ville have indskrænket og svigtet ytringsfriheden, hvis vi af frygt havde afstået fra at beskrive og kritisere islam for at forbyde muslimer at konvertere væk fra religionen. Vi ville som medie også have svigtet, hvis vi havde fortiet forfølgelser af især kristne i store dele af den muslimske verden, og hvis vi ikke løbende omtalte og dækkede den muslimske verdens mangel på ligestilling af kvinder og intolerance over for homoseksuelle.
Islamismen skal og kan ikke bekæmpes med satiretegninger. Den skal bekæmpes med dygtig journalistik, der blotlægger virkeligheden og med lovgivning, efterretningstjeneste og politi.