Fire personer, som har fodret Molslaboratoriets heste, er nu sigtet af politiet for hærværk. Man må nemlig ikke fodre dyrene på det omdiskuterede rewilding-projekt, som ligger midt i National Park Molsbjerge, meddeler politiet, der i en offentlig udtalelse henviser til, at der flere steder er skilte, hvor der står, at dyrene ikke må fodres. En af de fire sigtede er Dorthe Brauner Jensen.
Hun er stifter af foreningen "Stop vanrøgt af dyr bag hegn" og står bag Facebook-gruppen "Stop indhegningerne i kommende National Parker NNP for dyrenes skyld", som har 16.300 medlemmer. Kristeligt Dagblad har talt med hende for at blive klogere på, hvad der driver hende – og om hun har fortrudt.
Det er der imidlertid ikke meget, som tyder på.
”Jeg gav ét æble til én hingst,” siger Dorthe Brauner Jensen grinende og fortsætter:
”Så det er jeg nu sigtet for. Nu må det være op til politiets jurister og efterfølgende anklagemyndigheden at finde ud af, om der er noget at komme efter. Jeg tror, at politiet ønsker, at denne her sag skal blive en principiel sag; altså en sag, der kan slå fast, at man ikke må fodre indhegnede dyr i de her rewilding-projekter. Jeg håber også, at der kommer en retssag ud af det. For på den måde får vi mulighed for at fremlægge vores syn på, hvordan dyrene mistrives ude på Molslaboratoriet.”
Selvom Dorthe Brauner Jensen har kendskab til personer, som henover hele vinteren har fodret hestene på Molslaboratoriet, fastholder hun, at hun kun selv har gjort det den ene gang. Hun forklarer, at hun bor cirka 110 kilometer fra Mols Bjerge – men hvis de indhegnede arealer med heste havde været i hendes egen baghave, havde hun fodret hestene langt oftere.
Der er jo skilte ude på Molslaboratoriet, hvor der sort på hvidt står, at dyrene ikke må fodres. Kan man ikke sige, at du med denne sigtelse ligger, som du har redt?
”På skiltene står der ordret: ’Dyrene må ikke fodres. De skal forblive vilde.’ Der står ikke: ’Fodring forbudt. Overtrædelse vil medføre bødestraf’. Så jeg betragter ikke skiltningen derude som noget, der bør give mig eller andre en bøde eksempelvis. Det er jo også derfor, at vi er sigtet for hærværk, for man kan jo ikke sigte nogen for at have hjulpet nødlidende dyr. Det er også værd at slå fast, at vi er sigtet. Vi er ikke tiltalt.”
Hvad er problemet egentlig? Vilde dyr i skoven må jo også kæmpe for føden. Nogle af disse dyr må også lade livet fra tid til anden. Men skovens dyr fodrer I ikke. Hvorfor er der forskel, når det er vilde heste?
”Hestene er jo ikke vilde. Der er tale om exmoor-ponyer fra Tyskland, som lever bag et strømførende hegn. Hvis hestene var vilde, havde de åbne vidder, så langt øjet rakte. Men det er ikke tilfældet. Og derfor slipper føden, de kan tilgå, i efteråret og vintermånederne på et tidspunkt op. Derfor er det nødvendigt, synes jeg, at de får noget mere foder. Det vidner deres udmagrede kroppe og synlige ribben også om. Det er ikke naturligt. Det er unaturligt. Hvis vi som mennesker kan forhindre lidelse, så bør vi da gøre det. Det gør jægere også, når de stiller foder ud til hjortevildtet – eller skyder en ræv, der lider af skab.”
Har du og de andre dyreaktivister gjort jer tanker om, at jeres fodring ødelægger den forskning om biodiversitet, som Molslaboratoriets forskere forsøger at lave med deres rewilding-projekt?
”Ja. Det har jeg det sådan set rigtig godt med. Det føles rigtigt i min mave, at nogle mennesker tager ansvar for dyrene derude, når Molslaboratoriets egne ansatte ikke gør."
Nu, hvor du og tre andre er sigtet, vil fodringen af hestene så fortsætte?
”Ja, det tror jeg. Men de næste mange måneder, hvor foråret og sommeren sikrer en masse naturlig føde, vil fodringen nok aftage. Men jeg forestiller mig, at den vil blive genoptaget, når det bliver efterår og vinter. Man skal huske, at denne her sag handler om én ting: Følelser. Der er ingen, der fodrer dyrene for at skade Molslaboratoriet. De gør det, fordi de føler, at hestene har det elendigt, og fordi det føles godt at hjælpe dyrene. Disse følelser vil komme igen, når det bliver koldt, tror jeg.
Hvis du nu skulle gå hen og blive dømt, vil du så gøre det igen?
”Jeg tror ikke, at jeg ville kunne lade være. Så svaret er nok … ja”