De næste årtier skal Nordsøen være vært for havvindmølleparker og energiøer, der kan producere seks gange mere vindenergi, end der i dag produceres i hele verden. Det er regeringslederne fra Danmark, Tyskland, Holland og Belgien blevet enige om, og de præsenterede onsdag deres aftale på havnen i Esbjerg.
Morten Hahn-Pedersen, hvad betyder den aftale for byen?
Der er ingen tvivl om, at der er et fantastisk potentiale for Esbjerg i den. I forvejen bliver de havvindmøller, der står rundt omkring i Nordsøen, jo afskibet fra Esbjerg, og vi var blandt de første, der arbejdede med havvindmølleparker i Nordsøen.
Det hele begyndte med olie- og gasudvindingen, men efterhånden så man, at der var et potentiale i vindenergien, så den sorte offshore-industri blev suppleret med en grøn offshore-industri. Det er den sidste, der er fremtidens vej.
Esbjerg er en forholdsvis ny by, som har udviklet sig meget hastigt de seneste 150 år. Hvad betyder omstillingen til den grønne industri for bybilledet?
Det ændrer sig allerede. Olieboreriggene er blevet suppleret med vindmøllefartøjer af forskellig art. For folk, der ikke kender til det, kan det måske være svært at se forskel på dem og de store borerigge, men der er betydelige forskellige.
Vi har en havnefront, som skifter karakter, og så har vi en havn, som får brug for mere plads. Når man tænker på, hvad der ligger af tårne, vinger og narceller (vindmøllehuse til motor, gearkasse mv.) på havnen i dag, og på, at det alt sammen bliver større og større og større, så øges pladskravene.
Esbjerg har gennem historien været præget af havnearbejdere, fiskere og ansatte i olieindustrien. Hvad betyder omstillingen for befolkningens sammensætning?
I overgangen fra fiskeri til offshore kom der betydeligt flere udlændinge. Der er kommet ingeniører og oliefolk fra alverdens lande. Det er en proces, der vil fortsætte, for der vil blive brug for rigtig mange ingeniører og teknikere, og der er jeg ikke sikker på, at Danmark kan levere nok folk. Esbjergs status som en international by vil blive fastholdt.
Hvad er den historiske forklaring på, at Esbjerg er blevet Danmarks femtestørste by, når den i en vis forstand ligger i et hjørne af landet?
Det gør den i allerhøjeste grad. En af byens udfordringer er, at den mangler halvdelen af sit opland, der hvor havet ligger, men det hav giver så en masse arbejdspladser. Lige præcis det hav er årsagen til, at Esbjerg er vokset til den størrelse, den er. Et vestjysk udtryk siger, at ting også kan skuffe til den gode side, og det kan man sige, at Esbjerg har gjort, for det var slet ikke meningen, at der skulle være en by her. Der skulle være en havn til eksport til Storbritannien. Det var meningen, da man vedtog loven om havnen i 1868, men der kom ret hurtigt en by. I første omgang var den beregnet på søfart, men allerede i 1880’erne kom der et betydeligt kontingent af fiskere til.
Hvad er dit eget forhold til byen?
Jeg har boet her i rigtig mange år, men er egentlig nordjyde. Jeg kom hertil i 1988 som direktør for Fiskeri- og Søfartsmuseet, og det var jeg indtil 2015. Forinden var jeg museumsinspektør på Søfartsmuseet i Svendborg i fem år. I forhold til Svendborg var Esbjerg ufattelig let at komme til, for Svendborg var mere en lukket købstad, hvor man helst skulle have været i nogle generationer, før man kunne komme ind. Det billede fandtes ikke i Esbjerg, som var en ny by. Ingen kan jo sige at have været esbjergenser i mere end fire, måske højst fem generationer.