Fugle i vinterhi

De forskellige fuglearter har hver deres strategier for at overleve nætterne i vinterkulden

Gærdesmutten er en af de småfugle, der foretrækker hulrum for eksempel i brændestabler eller under hustage, når den skal søge ly mod kulden. --
Gærdesmutten er en af de småfugle, der foretrækker hulrum for eksempel i brændestabler eller under hustage, når den skal søge ly mod kulden. --. Foto: Jens Kirkeby.

Mens vi mennesker fistrer omkring for at nå alle gøremål op til jul, har fuglene travlt på en mere alvorlig baggrund. Med kun otte lyse timer i døgnet er der ikke meget tid til at finde den føde, der skal til for at holde den fjerede krop i live vinteren over. Derfor må de fleste fugle, store som små, jage rundt efter insekter, vand og brødkrummer, fra solen står op, til den er på vej ned.

Småfugle som spurve, mejser og finker skal spise mindst en tredjedel af deres egen vægt hver dag.

Et kvarters tid før mørket sænker sig, er fuglene nødt til at indstille jagten for at finde et godt sted at tilbringe natten. To kriterier skal opfyldes: Man skal være i sikkerhed for rovdyr og beskyttet mod den værste kulde. Spætmejser, gærdesmutter og spætter foretrækker hulrum for eksempel i brændestabler eller under hustage, mens mange sangfugle sover siddende i træer eller buske. Et af de bedste nattely i frostvejr er stedsegrønne planter, for kviste og blade holder sne og slud ude og varmen inde, men også fuglekasser kan tiltrække nye beboere om vinteren.

Enkelte fuglearter finder på alternative løsninger: Den amerikanske vagtel bobwhite holder sammen i grupper og sover på jorden. De stiller sig tæt i en cirkel med ansigterne udad, så de kan varme hinanden og samtidig holde øje med sultne fjender. Og er det en vinter med meget sne, kan nogle rypearter finde på at dykke ned under sneen og udnytte dens isolerende effekt som en slags dyne.

kristine.korsgaard@k.dk