Er selve retsstatens fundament på spil i den mulige kommende straffesag mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V)?
Spørgsmål som det presser sig på i disse dage, da justitsminister Mattias Tesfaye (S) forsøger at overbevise Folketingets partier om, at de skal stemme for at fratage Claus Hjort Frederiksen hans politiske immunitet, så en retssag kan anlægges, som rigsadvokat Jan Rechendorff i sidste uge indstillede til ministeren.
Hver partileder er indbudt til en personlig orientering, og mandag var lederne fra SF, Enhedslisten, De Konservative og Frie Grønne hos ministeren hver for sig. Møderne ventes at fortsætte tirsdag, men Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh og Nye Borgerliges formand Pernille Vermund vil ikke deltage, for de ønsker ikke at få fortrolig viden om sagen, som de ikke må give videre.
Tiltalen mod Hjort handler om, at han uberettiget har videregivet højt klassificerede oplysninger i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste, og han risikerer op til 12 års fængsel for det.
Dilemmaerne hober sig imidlertid op, både for regeringen, for oppositionen og for regeringens støttepartier. Kristeligt Dagblad ridser her de væsentligste dilemmaer op for hver af de tre politiske grupperinger.
Regeringen har svært ved at spille neutral
Claus Hjort Frederiksen har flere gange anklaget regeringen for at være drevet af et politisk hævnmotiv, men det er svært at se, at den seneste udvikling skulle være særlig belejlig for statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes nyudnævnte justitsminister Mattias Tesfaye (S).
I Hjorts optik bunder anklagerne mod ham i, at det var ham, der oprindeligt gik i flæsket på den tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) i forbindelse med hjemsendelsen af fem chefer for Forsvarets Efterretningstjeneste i august 2020, efter at Tilsynet med Efterretningstjenesterne havde fremlagt en stærkt kritisk rapport om FE's arbejde.
Næppe nogen regering ville dog ønske at gå ind i et valgår med beskyldninger om, at den står bag et politisk bestilt justitsmord på en højt respekteret oppositionspolitiker og minister gennem mange år. Derfor kunne det reelt være fristende for regeringen at lægge sagen død nu og afvise Rigsadvokatens indstilling om at rejse en sag. Det skal regeringen imidlertid give en meget god, skriftlig begrundelse for at gøre, men det er svært at få øje på de juridiske argumenter, regeringen skulle bringe i spil.
På kort sigt er dens største udfordring det store hemmelighedskræmmeri i sagen. Regeringen finder det imidlertid umuligt at lægge beviserne frem for offentligheden uden at gøre sig skyldig i den selvsamme forbrydelse, som Claus Hjort anklages for. Derfor forsøger man nu i stedet som nævnt at orientere partilederne fortroligt, og så må de fortælle deres partiers medlemmer, hvad de mener, at de skal stemme til forslaget om at ophæve Claus Hjort Frederiksens politiske immunitet.
Oppositionens kvaler
Borgerlige partier definerer ofte sig selv som varme fortalere for retsstaten og lov-og-orden. På papiret burde det derfor være enkelt for dem at stemme for at ophæve immuniteten for den tidligere forsvarsminister, så domstolene kan afgøre sagen.
Når folketingspolitikere overhovedet er udstyret med politisk immunitet, skyldes det, at man oprindeligt ville undgå, at en regering kaster politiske modstandere for retten eller får dem fængslet efter behag. Når Venstre investerer så meget i at få lagt denne tiltale frem for Folketinget, synes det derfor nærliggende at konkludere, at partiet har mistillid til, at retsstaten fungerer.
Siden revisionen af grundloven i 1953 har Folketinget ophævet 42 folketingsmedlemmers politiske immunitet, og i langt de fleste tilfælde har det været en ren formssag.
Når folketingspolitikere overhovedet er udstyret med politisk immunitet, skyldes det, at man oprindeligt ville undgå, at en regering kaster politiske modstandere for retten eller får dem fængslet efter behag. Når Venstre investerer så meget i at få lagt denne tiltale frem for Folketinget, synes det derfor nærliggende at konkludere, at partiet har mistillid til, at retsstaten fungerer.
Venstre forsøger ligesom Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance at presse regeringen til at lægge tiltalen frem - som minimum for de 179 folketingsmedlemmer, så de kender den sag, de skal give anklagemyndigheden lov til at føre.
Ligesom i Støjberg-sagen står de borgerlige partier dog ikke samlet om at gå imod at ophæve Claus Hjort Frederiksens politiske immunitet. Formelt tager De Konservative først stilling på et gruppemøde i næste uge, men meget indikerer, at partiet vil støtte regeringens forslag. Søren Pape Poulsen er selv tidligere justitsminister og vil sandsynligvis ud fra lov- og orden-argumentet anbefale, at man overlader det til domstolene at afgøre anklagerne mod Hjort.
Støttepartiernes magtkritik er under pres
For venstrefløjen er det et principielt dilemma at skulle stemme for at ophæve Claus Hjort Frederiksens politiske immunitet, uden at alle folketingsmedlemmerne kender tiltalen mod ham. SF og De Radikale ser alligevel ud til at ville acceptere den model, regeringen har lagt frem. De bøjer sig for argumentet om, at man ikke kan lægge anklageskriftet frem for 179 folketingsmedlemmer uden stor risiko for, at det bliver lækket til offentligheden.
For Enhedslisten spiller de principielle overvejelser en større rolle, og partiet får sværere ved at acceptere den lukkede proces. Skræmmeperspektivet er diktaturer, hvor politiske modstandere fængsles i flæng, og offentligheden ikke kan få indsigt i grundlaget for det.
Skulle Enhedslisten afvise at ophæve Hjort Frederiksens immunitet, kan partiets mandater dog umiddelbart erstattes af De Konservatives, og i så fald vil regeringen stadig lige netop have flertal bag sig. Men at få sagen ført på baggrund af det smallest tænkelige flertal i Folketinget er næppe et drømmescenarie for regeringen.