Det skal være slut med oplysningstidens ideal om religionskritik, mener knap halvdelen af efterkommere af ikke-vestlige indvandrere bosat i Danmark. Tallet stammer fra et notat, der er en del af Udlændinge- og Integrationsministeriets samlede årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab, som offentliggøres i denne uge.
På spørgsmålet, hvor enig eller uenig er du i, at det bør være forbudt at kritisere religion, erklærer 48 procent af efterkommerne sig således ”helt enig”. For indvandrere, der har opholdt sig mindst tre år i Danmark, er 42 procent enige, mens det gælder for 20 procent etniske danskere.
Forkvinden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, er ikke overrasket over, at der er flere efterkommere end indvandrere, der mener, at kritik af religion bør forbydes. Hun mener, at tallet hænger sammen med, at efterkommere bliver mere religiøse end deres forældre. En udvikling, der efter hendes opfattelse skyldes, at efterkommere ikke føler sig som en del af det danske samfund.
”Når man står uden for samfundet, så kan religion blive et trækplaster for at få identitet og føle sig som en del af et fællesskab. Det er i sig selv ikke et problem – problemet opstår, hvis det er ens eneste tilhørsforhold. På den anden side har indvandrere (i modsætning til efterkommere, red.) i mindre grad forventet at blive en del af det danske samfund, og de føler sig derfor ikke på samme måde ekskluderet,” siger Halima El Abassi, der understreger, at hun ikke selv har haft lejlighed til at læse notatet.
Netop følelsen af at være ekskluderet spiller en afgørende rolle, mener også Tarek Hussein, der er muslim og forfatter til bogen ”Det sorte skæg”, der handler om at være dansk muslim.
”Når man som muslimsk minoritet de seneste 20 år har følt, at man er blevet hetzet på baggrund af ens religion og kultur, så hæver man i sidste ende paraderne. Konsekvensen bliver, at man afviser enhver kritik af religion, også selvom den er berettiget. Mange muslimer – jeg selv inklusive – har længe befundet os i en defensiv position, hvor de har mistet værktøjerne til også at kunne kritisere religionen. Jeg tror dybest set, at mange af dem har svært ved at skelne mellem en legitim religionskritik og så dagligdagens hetz,” siger han og kalder undersøgelsens resultat for et grundlæggende problem, vi som samfund skal være opmærksomme på.
Ud over spørgsmål om religion indeholder medborgerskabsundersøgelsen en lang række emner, der tager udgangspunkt i nydanskeres værdier og holdninger til blandt andet ligestilling, homoseksualitet og det at føle sig dansk. Resultaterne er langtfra entydige. På den ene side identificerer flere nydanskere sig for eksempel i dag som danske end for 10 år siden, og tolerancen over for homoseksualitet er ligeledes steget. På den anden side er der sket en stigning i antallet af nydanskere, der mener, at piger kun bør gifte sig med en mand, som familien accepterer.
Karen Nielsen Breidahl, lektor ved institut for politik og samfund på Aalborg Universitet, har blandt andet forsket i værdiforståelser mellem etniske danskere, indvandrere og efterkommere. Hun mener, at vi skal passe på med at lade undersøgelsen og i særdeleshed spørgsmålet om religionskritik blive et udtryk for, hvordan det står til med integrationen generelt.
Adspurgt hvorfor, kommer lektoren med et eksempel. I 2015 lavede hun en lignende undersøgelse, hvor hun blandt andet spurgte danskere og indvandrere om, hvorvidt børn på daginstitutioner skulle spise traditionel dansk mad. Det svarede omtrent 40 procent etnisk danskere ja til.
”Modsat var tallet lavere for indvandrere. Her har vi igen at gøre med en frihedsrettighed, hvor det faktisk er danskere, der vil tvinge et barn til at spise en bestemt kost, og det samme ser vi i for eksempel debatten om tildækning,” siger hun og fortsætter:
”Derfor tror jeg ikke, at det her spørgsmål i sig selv afspejler, om man er imod danske eller demokratiske værdier. Når folk bliver præsenteret for sådan et spørgsmål, så er det de færreste, der fører det tilbage til oplysningstidens idealer. Svaret afspejler i stedet en aktuel debat, hvor splittelsen er stor.”
Det er Yvonne Mørck, lektor ved institut for samfundsvidenskab og erhverv på Roskilde Universitet, kun delvist enig i. Hun har i årevis forsket i integration og etniske minoriteter, og selvom hun mener, det generelt går bedre med integrationen i dag end tidligere, så viser resultatet, at vi skal bevare et fokus på at lære børn og unge på uddannelsesinstitutionerne at tænke kritisk.
”I mit eget feltarbejde har jeg set, hvordan gymnasielærere kan have berøringsangst, når det i undervisningen kommer til følsomme emner som religion eller for eksempel Israel-Palæstina-konflikten. Det må vi ikke. Vi skal blive bedre til at insistere på, at kritik, hvad enten det handler om religion eller noget andet, er en del af vores almene demokratiske dannelse.”