To sider af sagen: I blåt lys overgår det tamilsagen. I rødt lys er offeret for minkrodet betalt

Fødevareminister Mogens Jensen (S) måtte onsdag forlade sin post, og nu kæmper oppositionen og støttepartier om, hvor dybt der skal graves videre i minksagen

I den blå optik er Mogens Jensen blevet ofret af Mette Frederiksen for at redde resten af regeringen, og oppositionen kræver, at en undersøgelseskommission skal endevende hele forløbet, hvor også embedsmænd kan vidneafhøres. I den røde optik vil støttepartierne frede regeringen, så længe den kan fastholde, at ”fejlene” i håndteringen har været ubevidste.
I den blå optik er Mogens Jensen blevet ofret af Mette Frederiksen for at redde resten af regeringen, og oppositionen kræver, at en undersøgelseskommission skal endevende hele forløbet, hvor også embedsmænd kan vidneafhøres. I den røde optik vil støttepartierne frede regeringen, så længe den kan fastholde, at ”fejlene” i håndteringen har været ubevidste. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

I et blåt lys: De borgerlige partier går målrettet efter statsminister Mette Frederiksen (S) i minksagen. Den hårde retorik om grundlovsbrud kan på et senere tidspunkt tvinge dem til at rejse en rigsretssag, hvis de får regeringensmagten igen.

Minksagen tvang tirsdag formiddag fødevareminister Mogens Jensen (S) til at træde tilbage. På det tidspunkt var de længe ventede redegørelser om sagen endnu ikke blevet offentliggjort, men Mogens Jensen vidste, hvad vej vinden blæste på Christiansborg. Politikere fra støttepartierne var da også hurtige til at kalde det klogt og fornuftigt, at han trådte tilbage.

For de borgerlige partier er det langt fra tilstrækkeligt. I deres fortolkning er sagen om den ulovlige aflivning af mink værre end tamilsagen fra 1993, der fik den daværende statsminister Poul Schlüter (K) til at gå af. Sagen førte også til en rigsretssag og -dom mod den daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen (K).

De borgerlige partier krævede onsdag, at statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes regering går af, først og fremmest fordi hun i flere dage undlod at gribe ind over for det ulovlige påbud til minkavlere om at slå deres mink ned, til trods for at hun var blevet orienteret om, at det var ulovligt.

Deres rationale er, at statsministeren har siddet for bordenden, at hun har ansvaret for sine ministre, og at hun ikke kan tørre ansvaret for skandalen af på Mogens Jensen og embedsværket.

Redegørelserne fra Miljø- og Fødevareministeriet ruller ganske rigtigt mange graverende forhold op. Der har åbenlyst ikke været lovhjemmel til at kræve, at minkavlere med raske dyr uden for smittezonerne skulle slå deres mink ihjel - det har myndighederne alligevel gjort, ganske kontant endda - og seks ministre blev allerede den 1. oktober orienteret om, at det ville kræve en lovændring, hvis man ville slå alle besætninger ned på et senere tidspunkt.

Så hvorfor gjorde ingen ministre opmærksom på det, inden regeringen godt en måned senere den 4. november holdt sit pressemøde, hvor alle minkavlere fik at vide, at de skulle aflive deres dyr?

Justitsministeriet lægger ikke fingrene imellem og konstaterer i en notits, at myndighederne har tilsidesat ”grundlæggende forvaltningsretlige normer”.

Hvem der har det overordnede ansvar for den tilsidesættelse, fortaber sig foreløbig. Af samme grund kræver de borgerlige partier, at en undersøgelseskommission skal endevende hele forløbet, hvor også embedsmænd kan vidneafhøres. De borgerlige politikeres håb er, at man kan få frem, at statsministeren har været orienteret og involveret i langt videre omfang, end regeringens egne redegørelser viser.

Umiddelbart stod det onsdag ikke klart, om regeringens støttepartier vil bakke op om, at en undersøgelseskommission skal se på sagen.

Traditionelt tager den slags undersøgelser meget lang tid, og både regeringer, ministre og topembedsmænd kan være skiftet ud, når kommissionen er færdig.

I den blå optik er Mogens Jensen blevet ofret af Mette Frederiksen for at redde resten af regeringen.

Hvis de ikke kommer igennem med en undersøgelseskommission, kan de sætte deres lid til den uvildige undersøgelse, Folketingets udvalg for forretningsorden allerede har vedtaget at sætte i gang.

Under alle omstændigheder har de borgerlige partiledere sagt grundlovsbrud så mange gange den seneste uge, at de nærmest vil være tvunget til at rejse en rigsretssag mod Mette Frederiksen, hvis de skulle få regeringsmagten tilbage i overskuelig fremtid. Med den indbyggede risiko, at hun frikendes og kun vil stå endnu tydeligere tilbage i historiebøgerne som statsministeren, der bragte Danmark trygt igennem coronakrisen. Trods et embedsværk, der svigtede, da den for alvor brændte på i Nordjylland.

I et rødt lys: At vælte en minister er den højeste pris, S-regeringens støttepartier kan kræve uden at vælte regeringen. I minksagen presses de dog af deres egne høje idealer om retssikkerhed

Minkskandalen er fyldt med indre spændinger for regeringens støttepartier. I snart halvandet år har de haft et næsten gnidningsfrit samarbejde, men de seneste dage er det blevet stadig mere klart, at de ikke fortsat ville kunne bakke op om fødevareminister Mogens Jensen (S). Hans skiftende meldinger i sagen om de ulovlige påbud til minkavlerne gjorde det i sidste uge indlysende, at sagen måtte undersøges til bunds, og han reddede i første omgang sit politiske liv ved at bebude en redegørelse om forløbet.

Da den forelå onsdag, måtte han gå af, og dermed havde regeringen betalt sit offer. At vælte en minister er den højeste pris, støttepartier kan kræve næst efter at vælte en regering. Den nuværende regerings støttepartier har dog ingen interesse i at vælte statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes regering.

Når myndigheder, en regering eller en minister handler i strid med loven, er det sædvanligvis ellers noget, De Radikale, SF og Enhedslisten tager endog meget alvorligt. At sætte politi og forsvar ind mod borgere uden at have et lovgrundlag ville i de fleste tænkelige scenarier være mere end rigeligt til at kræve en ministers og måske også en regeringsleders hoved på et fad.

Dilemmaet for støttepartierne er, at de i den aktuelle sag helt og fuldt deler regeringens analyse: at det hastede med at få lukket minkfarmene ned, fordi de udgjorde en betydelig risiko for folkesundheden.

For dele af venstrefløjen har minkfarmene desuden i årevis været en torn i øjet, både af miljø- og dyreværnshensyn, og det har kun kunnet gå for langsomt med at få dem lukket.

Venstrefløjens kritik er altså den modsatte af de borgerliges. Den synes, at det er gået for langsomt med at aflive minkene, mens de blå politikere primært anfægter regeringens hastværk og manglende inddragelse af Folketinget.

SF står regeringen nærmest af støttepartierne, og partileder Pia Olsen Dyhr bakker tydeligt op om regeringens fortælling, nemlig at hovedansvaret for skandalen ligger hos embedsmændene, og hun krævede allerede onsdag, at Fødevareministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, skulle gå af.

De Radikale er et lidt andet sted og vægter normalt retssikkerheden for borgere meget højt. Partiet overvejede onsdag fortsat, om det skulle med på de borgerliges krav om en kommissionsundersøgelse, eller om man skulle nøjes med for eksempel en advokatundersøgelse. Sidstnævnte kan gennemføres hurtigere, men omfatter normalt kun skriftlige kilder. Det vil sige, at embedsmænd ikke vil blive indkaldt til at give deres forklaringer mundtligt som i en undersøgelseskommission.

Over hele sagen svæver spørgsmålet om regeringens og statsministerens mulige ansvar. Almindeligvis fritager ukendskab til loven eller uagtsomhed ikke for ansvar, men i politisk sammenhæng kan det gøre en meget stor forskel på, hvor hårdt man vil gå til en regering eller en minister.

Det gælder også i den aktuelle sag, hvor støttepartierne vil frede regeringen, så længe den kan fastholde, at ”fejlene” i håndteringen har været ubevidste. At der ikke har været noget motiv til at overtræde loven.

Som Mette Frederiksen flere gange har sagt, ville hun have holdt præcis det samme pressemøde, som hun gjorde den 4. november, da hun bad minkejerne slå deres dyr ned – blot med den tilføjelse, at der først skulle indgås en aftale om lovgivningen. Hun vidste ikke, at der ikke allerede var et lovgrundlag.

Så længe den forklaring ikke kan modbevises, vil støttepartierne fortsat bakke hende op. Offeret er gjort.