Siden 2013 har lesbiske par haft mulighed for at opnå fælles ansvar for et barn gennem såkaldt medmoderskab. Selvom det i sagens natur er den ene af kvinderne, der er blevet befrugtet og bærer barnet, kan parret blive registreret som mor og medmor med de samme juridiske pligter og rettigheder.
Men hvad sker der, hvis parforholdet går i stykker, og parret er enige om, at medmoderskabet derfor skal afblæses igen? Det spørgsmål afgør Højesteret i dag. Den konkrete sag handler om et lesbisk par, som i 2017 fik en søn ved åben sæddonation.
Den ene kvinde blev biologisk mor til barnet, mens den anden allerede inden befrugtningen registrerede sig som medmor. Kort efter fødslen gik de to kvinder imidlertid fra hinanden, og medmoderens kontakt med barnet ophørte.
Parret ønskede derefter at få den biologiske mor gjort til eneforælder og medmoderskabet afblæst igen, men dette er blevet afvist i både byretten og landsretten af hensyn til barnets tarv.
Sagen blev derpå indbragt for Højesteret, fordi den er den første af sin art. Men spørger man Lise von Seelen, socialpædagog og medlem af Det Etiske Råd, bør Højesteret træffe samme afgørelse som de foregående instanser.
”Jeg mener, at man i en sag som denne bør se på, hvad der tjener barnet bedst. Når man påtager sig et ansvar som forælder, hvad enten det er som biologisk forælder, ved medmoderskab eller som adoptivforælder, så er det en meget ansvarspådragende handling, som man ikke skal kunne fraskrive sig igen, når det synes ubelejligt,” siger Lise von Seelen, som understreger, at vurderingen står for hendes egen regning, idet Det Etiske Råd ikke har formuleret en fælles stillingtagen til dette spørgsmål.
Man kunne argumentere for, at selvom medmoderskabet afblæses igen, stiller det ikke barnet ringere end de børn, som i første omgang kun har én registreret forælder, men den argumentation afviser Lise von Seelen.
”Hvis man ser på det enkelte barn, har dets forudsætning aldrig været, at der kun var én til at hjælpe med og påtage sig ansvar for dets opvækst,” siger hun.
Hvis man ser på lovens bogstav, er det forholdsvist tydeligt formuleret, at et barn, der har to forældre, ikke sådan kan miste den ene igen, fordi hun fortryder. Men i den tidligere retlige behandling af sagen har den biologiske mors advokat fremført, at sønnen er undfanget ved en åben sæddonation, hvilket betyder, at han på sin 18-årsfødselsdag kan få oplyst, hvem hans biologiske far er. Men Lise von Seelen understreger, at kendskab til biologisk ophav ikke er det samme som forældreansvar.
”Jeg går meget ind for åben donation. Hvis donoren ikke er anonym, tjener det barnets tarv at kunne få at vide, hvem den biologiske far er. Men dét er jo et andet forhold end at tage ansvar for at være en del af barnets opvækst. I min verden er det to meget forskellige situationer.”