Ifølge paven kan Natos ”gøen ved Ruslands dør” være medskyldig i russisk vrede

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

I et interview med den italiensk avis Il Corriere della Sera siger pave Frans, at Nato kan have været med til at vække den vrede, der førte til Ruslands invasion af Ukraine. Paven har desuden – uden held – anmodet om at besøge den russiske præsident, Vladimir Putin, i Moskva.
I et interview med den italiensk avis Il Corriere della Sera siger pave Frans, at Nato kan have været med til at vække den vrede, der førte til Ruslands invasion af Ukraine. Paven har desuden – uden held – anmodet om at besøge den russiske præsident, Vladimir Putin, i Moskva. Foto: Remo Casilli/Reuters/Ritzau Scanpix.

Flakkende lys vil i aften være at spotte i vinduerne i mange danske hjem. I dag er det nemlig 77 år siden, at BBC i sin aftenudsendelse kunne meddele, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig. 

Det er ikke den eneste begivenhed, der i dag minder om, at fred ikke nødvendigvis er en selvfølge. For i år falder Befrielsesdagen sammen med den årlige test af Danmarks sirenesystem, der skal kunne varsle befolkningen i tilfælde af ulykker og angreb. Sirenerne vil – som hvert år på den første onsdag i maj – lyde klokken 12. Dette år har Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet dog gjort særligt opmærksom på proceduren i materiale på ukrainsk og russisk i et forsøg på ikke at forskrække nogle af de mange krigsflygtninge, der den seneste tid er kommet hertil som følge af krigen i Ukraine.

Desuden vil den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj i dag tale til danskerne. I den anledning kan man i Kristeligt Dagblad komme lidt tættere på, hvem den ukrainske præsident egentlig er – og ikke mindst blive klogere på, hvordan han på sin vis minder om den danske kong Christian X.

Indisk besøg i Danmark

Zelenskyj er ikke det eneste udenlandske statsoverhoved, der i disse dage forholder sig til Danmark. Som den første indiske premierminister i 20 år aflægger Narendra Modi i disse dage statsbesøg i Danmark. Formålet har været at sætte fokus på det såkaldt "grønne strategiske partnerskab", som Danmark og Indien indgik i 2020.

Det var dog især krigen i Ukraine, der løb med opmærksomheden, da de to statsoverhoveder i går holdt pressemøde. Her opfordrede statsminister Mette Frederiksen (S) Indien til at hjælpe med at påvirke Rusland til at stoppe krigen. Hidtil har landet nemlig undladt at fordømme Rusland. Men der var antydningen af nye takter at spore hos Modi.

 "Vi appellerer til en øjeblikkelig våbenhvile i Ukraine, og at dialog og diplomati skal løse problemet," sagde han nemlig ifølge Ritzau på pressemødet.

Til gengæld tyder intet på, at Indiens problemer med diskrimination mod det kristne og muslimske mindretal blev bragt op under mødet mellem de to statsledere. Det har flere – herunder Kristeligt Dagblads leder – ellers har plæderet for. 

Rusland fortsætter nazi-beskyldninger

Mens flere håber på en tydeligere fordømmelse af Rusland fra indisk side, fortsætter fordømmelsen med at ulme i Vesten. I gårsdagens avis kunne man læse, at den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov med udtalelsen "De største antisemitter er netop jøderne" har vakt vrede i Israel. Men det har ikke forhindret Rusland i fortsat at trække på beskyldninger om nazisme i den propaganda, som har til formål at retfærdiggøre angrebene i Ukraine, skriver The Guardian. I stedet beskyldte det russiske udenrigsministerium i går den israelske regering for at støtte Ukraines "nynazistiske regime".

Samtidig er der på reklamesøjler ved busstoppesteder i Moskva dukket en række opsigtsvækkende kampagner op. De viser billeder af forfatter Astrid Lindgren, filminstruktør Ingmar Bergman og Ikea-grundlægger Ingvar Kamprad og proklamerer, at de tre svenskere var nazister.

"Vi er imod nazismen, det var de ikke," står der ifølge Sveriges Radio på plakaterne.

Paven: Nato er medskyldig i Ukraine-krig – som kan være en afslutning nær

Hvis man spørger, hvem der er skyld i krigen i Ukraine, vil de fleste i Vesten formentlig pege på Vladimir Putin. Men spørger man pave Frans, er svaret måske ikke helt så simpelt igen. I et interview med den prominente italienske avis Il Corriere della Sera udtaler han nemlig, at Natos "gøen ved Ruslands dør" kan have givet anledning til russisk vrede. Det skriver Religion News.

Overfor den italienske avis gentager paven desuden sit ønske om at besøge den russiske præsident, Vladimir Putin, i Moskva og fortæller, at man fra Vatikanets side fortsat arbejder på sagen, om end Rusland ikke har besvaret henvendelsen.

Og så kan man i interviewet med pave Frans for øvrigt læse, at den ungarske premierminister, Viktor Orban, angiveligt har fortalt paven, at Rusland planlægger at afslutte krigen den 9. maj.

Pensionskommission fremlægger overraskende anbefaling

Fra to opsigtsvækkende udmeldinger til en tredje. For mens mange danskere har forsøgt at vænne sig til tanken om en pensionsalder, der vil fortsætte sin himmelflugt mange år ud i fremtiden, så lægger regeringens pensionskommission nu op til en justering af kursen. Officielt er det først i dag, at kommissionen vil fremlægge sit forslag til, hvordan fremtidens pensionssystem bør indrettes, men allerede i går kunne TV 2 fortælle om anbefalingernes ordlyd. 

Står det til kommissionen, skal pensionsalderen fra 2045 ikke stige så hurtigt, som der ellers er lagt op til. Konkret betyder det, at en i dag 18-årig vil kunne gå på pension to år tidligere end planlagt. Det vil ifølge kommissionen skabe et mere retfærdigt pensionssystem, hvor danskerne – på tværs af generationer – får mulighed for at være på pension den samme andel af livet.  

En særlig brudevals mellem sygesenge i Ukraine

Vi afrunder dagens Morgensamling på en hospitalsstue i vestukrainske Lviv, hvor Viktor Vasyliv og Oksana Balandina netop har danset som ægtepar for første gang. Foruden den hvide kjole var Oksana Balandina iført hvide bandager. I slutningen af marts stødte de to unge ukrainere nemlig på en landmine, og eksplosionen kostede den 23-årige kvinde hendes ben og fire fingre. Men selvom parret omtaler den efterfølgende tid som mørk, har de besluttet at lade kærligheden og håbet råde. 

"Jeg er nødt til at leve videre. Det er ikke livets afslutning. Hvis Gud efterlod mig i live, så er det min skæbne," siger hun til Reuters, der har delt videoen fra sygehuset, hvor Viktor Vasyliv løfter sin hustru op til brudevals mellem hospitalssengene.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling skrives på skift af den digitale redaktions journalister og udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.