Jødernes redning: Den fineste stund i danskernes fortælling

Historien om, hvordan cirka 7000 jøder i oktober 1943 blev reddet fra Danmark til Sverige, er det stof, som nationalt samlende fortællinger er gjort af. Selvom virkeligheden altid er mere sammensat og modsætningsfuld end myterne, er der ifølge forskere ganske meget belæg for at fortælle historien om den dag, da et stort og velorganiseret antal almindelige hverdagsdanskere traf det anstændige valg. Et valg, der stadig på 75 års afstand kan inspirere hele verden

De danske fiskerbåde, som i de første to uger af oktober 1943 sejlede 7000 jøder til sikkerhed i Sverige, symboliserer verden over et lille lys af menneskelig anstændighed i mørket af holocaust.
De danske fiskerbåde, som i de første to uger af oktober 1943 sejlede 7000 jøder til sikkerhed i Sverige, symboliserer verden over et lille lys af menneskelig anstændighed i mørket af holocaust. Foto: Erik Petersen/Ritzau Scanpix.

Fredag den 8. oktober 1943 gik den 33-årige reservelæge Karl Henrik Køster fra Bispebjerg Hospital i København til hospitalets kapel for at inspicere, hvordan det stod til med de jødiske flygtninge, som en kreds af læger og andre personer med tilknytning til hospitalet havde besluttet at hjælpe til Sverige samme aften. Han havde forventet at finde omkring 40 personer, men 150 opholdt sig i kapellet, hvor de forsøgte at lade, som om de var til begravelse:

”Der stod vi nu med alle disse mænd og koner, børn og bedstemødre med kufferter, pakker og sager, og alle stirrede forventningsfulde på en stønnende generatorflyttebil, der højst kunne tage 25. Der var ved at opstå uro i forsamlingen, da alle havde et forståeligt ønske om at komme med bilen – og ’begravelsesfølget’ begyndte at vække nogen opsigt.”

En rådsnar oversygeplejerske, frøken Mogensen, løste situationen. I al hast blev de påfaldende mange jøder gennet over i et undervisningslokale og skjult. 25 blev derefter udvalgt og stuvet om bord på flyttebilen, hvis sejldugsbetræk blev lukket omhyggeligt, så ingen kunne se, hvad den indeholdt.

”Det sidste vi så af den, var en hånd, der kom ud gennem en sprække i sejldugen og vinkede farvel,” berettede Køster efterfølgende.

Senere samme dag stod den 18-årige landbrugsmedhjælper Mogens Larsen på gården Tammoseholm ved Strøby Ladeplads lidt syd for Køge. Hans opgave var at holde vagt, og det gjorde han så, mens bilerne med skjulte jøder ankom fra Bispebjerg Hospital og andre københavnske opsamlingssteder, fortalte han siden:

”Flygtningene ankom i alle slags køretøjer, blandt andet et større antal taxaer, i kreaturvogne og ambulancer. De standsede ved gårdens port og læssede flygtningene af. Til sidst var der flygtninge overalt på gården, i stuehuset, i stalden, de var alle vegne. Jeg tror, der var omkring 400. Ved 9-tiden om aftenen dukkede en stenfisker op ved Stensiloen, som lå cirka 250 meter fra kysten. Båden kom ind uden lys, og en våd sæk var lagt over udstødningen. Han lagde sig om bag siloen, hvor han lå i skjul, indtil flygtningene begyndte at komme.”

Den nat sejlede to stenfiskerbåde fra Amager over Øresund med hver omkring 200 hemmelige passagerer om bord. Det var det største antal jøder, der blev reddet i én aktion i de oktoberdage, og det lykkedes at komme over sundet uset af tyskerne.

400 jøder undslap holocaust den nat takket være reservelægen, oversygeplejersken, landbrugsmedhjælperen, stenfiskeren og en lang række andre almindelige hverdagsdanskere. En tilsvarende sejlads med lige så mange jøder blev forberedt til søndag den 10. oktober, men denne anden redningsaktion skulle ikke forløbe så problemfrit som den første.

Over 7000 danske jøder i alt undslap til Sverige ved redningsaktioner i løbet af de første uger af oktober. Det samme gjorde cirka 700 andre danskere af ikke-jødisk oprindelse. Og ifølge historikeren Magnus Panduro Juhl lå der bag redningen et uhyre velorganiseret samarbejde, som involverede mange hundrede mennesker og havde Lægeorganisationen som en af de centrale aktører. En hjælpegruppe med afsæt i læger, sygeplejersker og andre ansatte ved københavnske hospitaler.

”Det interessante ved Lægeorganisationen er, at den repræsenterer den organiserede flugt. Det, som kendetegner den danske del af holocaust-fortællingen, er, at det lykkedes at redde så mange på grund af god organisering og medvirken af et stort kollektiv af mennesker,” siger Magnus Panduro Juhl, som tidligere har været ansat på Dansk Jødisk Museum og nu arbejder på en bog om Lægeorganisationens rolle i redningen af de danske jøder. Citaterne fra Karl Henrik Køster og Mogens Larsen indgår i materialet til bogen og stammer fra henholdsvis ”Den hvide brigade. Danske lægers modstand” fra 1946 af Aage Svendstorp og ”Køge under besættelsen 1940-45” fra 1995 af Henning Bjørn Larsen.

Magnus Panduro Juhl skrev i 2017 speciale på Københavns Universitet om jødernes hjælpere i oktober 1943.

”Frem for et entydigt billede af en gruppe fantastiske, altruistiske mennesker viser der sig et varieret billede af mange forskellige motiver for at hjælpe. Et motiv var politisk. Nogle følte, at de kæmpede for en større sag, der handlede om at gøre modstand. Et andet motiv var socialt, Man var drevet af en almenmenneskelig lyst til at hjælpe et andet menneske eller være med, når nu resten af arbejdspladsen hjalp. Der optræder også mere egoistiske motiver om at tjene penge eller opleve spænding. Den vigtigste pointe er, at hvert menneske ikke var drevet af ét, men ofte flere sideløbende motiver,” siger Magnus Panduro Juhl.

Han tilføjer, at den begrænsede risiko ved hjælpearbejdet muligvis har medvirket til, at så mange folk lod sig involvere. Størstedelen af hjælperne i hans undersøgelse deltog ved mange redningsaktioner over en lang periode, mens det kun var få, der stoppede, fordi de fandt arbejdet for risikabelt. Mange valgte desuden at bidrage, selvom de havde kone og små børn derhjemme, hvilket kunne tyde på, at de betragtede risikoen for at blive fanget og straffet hårdt som relativt lille.

Ved at kontakte, skjule, tilbyde husly eller transport til jøder. Ved at holde vagt eller ved at sejle gennem nattemørket ydede de mange hverdagsdanskere hvert deres lille bidrag til den store kollektive indsats, som i mytedannelsen efter Befrielsen hurtigt blev til en historie om helte og om den danske besættelseshistories finest hour. Den stund, hvor den danske befolkning efter tre et halvt års duknakket accept af og tilpasning til den tyske besættelse trådte i karakter og valgte at gøre det rigtige.

På holocaust-museet Yad Vashem i Jerusalem er der udstillet en autentisk fiskerbåd fra Gilleleje sammen med andre klenodier som Oskar Schindlers berømte liste over jøder, der skulle reddes fra kz-lejrene. Og på United States Holocaust Museum i den amerikanske hovedstad Washington står et tilsvarende lille dansk fartøj, som ingen havde tiltænkt en rolle som museumsgenstand og internationalt symbol på frihed og frelse, før det i oktober 1943 blev brugt til at sejle jøder over Øresund til Sverige.

Ifølge Michael Berenbaum, holocaust-forsker, tidligere medarbejder ved United States Holocaust Museum samt rabbiner og professor ved American Jewish University, er fortællingen om holocaust fortsat vigtig at fortælle, fordi det ikke er en historie om forfølgelse af jøder, men om hele menneskeheden. Om den valgsituation, det enkelte menneske kan blive bragt i, hvor spørgsmålet er, om man tilsidesætter eller insisterer på sin menneskelighed. I denne fortælling kan begivenhederne i Danmark i oktober 1943 bruges som symbol på det sidste.

”Min faglige uddannelsesbaggrund er ikke historie, men religion og kultur. I religion er en myte en historie, som vi fortæller, fordi den fremhæver de dybeste sandheder, vi udlever. Det er ikke forfalskning, men sandhed iklædt fortælling. Den danske jødehistorie bliver legemliggørelsen af anstændighed i en verden berøvet denne anstændighed,” siger den 73-årige Michael Berenbaum, der har bidraget til et stort antal bøger om holocaust samt dokumentarfilmen ”Copenhagen 1943 – The Rescue of the Jews in Denmark” fra 2003.

Han mener, at anstændigheden i den danske befolkning er hovedtrækket i den virkelige historie. At der til fortællingen blev knyttet falske fortællinger om for eksempel, at kong Christian X i sympati med jøderne bar en davidsstjerne, gør ikke myten til løgn.

”Der er en underliggende historie om anstændighed og solidaritet. Om at jøderne blev betragtet som danskere, og at der ikke var den samme skelnen mellem identiteter, som der fortsat var mellem for eksempel polakker og jøder, selvom der havde boet jøder i 700 år,” siger holocaust-forskeren.

Derfor er Danmark i oktober 1943 blevet et symbol og en myte, og ifølge Berenbaum er det en lille fortælling i den store grusomme historie om holocaust, som verden endnu husker.

Erindringen om oktober 1943 er imidlertid en forskelligartet størrelse, konstaterer Andrew Buckser, professor i antropologi ved State University of New York at Plattsburgh, USA. I slutningen af 1990’erne forskede han i, hvilken fortælling medlemmer af det jødiske samfund i København havde konstrueret for sig selv om oktober 1943. Han konkluderede, at historien kunne fortælles på mange måder. Én kvinde fortalte historien om danskernes og svenskernes enestående gæstfrihed og mod. En anden fortalte om nogle få enkeltpersoner, der gjorde hele forskellen. En tredje fokuserede på det overgreb, tyskerne foretog mod jøderne, og betegnede sig selv som ”overlever”. En fjerde fortalte historien om, hvordan han selv havde løbet en risiko og var lykkedes med sin plan, så han fremstod mere som den handlende end som et offer.

”Ved at interviewe alle disse mennesker stod det klart for mig, at der ikke kun er én historie om oktober 1943. Der er mange måder at opfatte begivenheden på, og man kan vælge den version, som appellerer mest til det, man i øvrigt aktuelt mener om verden og sin egen plads i den,” siger Andrew Buckser, der blandt andet henviser til, at nogle af de interviewede fandt anledning til at sammenligne jødehistorien med, hvordan muslimer blev behandlet i Danmark over 50 år efter befrielsen.

Ifølge antropologen er det tydeligt, at redningen af jøderne ikke kun står som en isoleret fortælling, men bruges flittigt som element og argument i andre debatter.

”Lige efter afslutningen på Anden Verdenskrig var det et spørgsmål, om Danmark overhovedet kunne betragtes som en allieret nation. Derfor blev oktober 1943 brugt som argument for, at deri befolkningen havde været en opposition mod det tyske styre. Siden er fokus skiftet. Den danske debat om oktober 1943 har flyttet sig i en retning, så jeg som amerikaner og antropolog får indtryk af, at den er påvirket af Janteloven,” siger Andrew Buckser, der i forbindelse med et andet forskningsprojekt har udført antropologisk feltarbejde på Mors.

Han uddyber, at mens amerikanere og jøder ude i verden ser på begivenheden som et eksempel på et lille lys i mørket, virker det, som om danske debattører overser denne grundfortælling i deres skænderier om, hvilke forudgående begivenheder og beslutninger der muliggjorde redningen.

”I danskere er ikke så stolte, som I burde være. Historien om oktober 1943 er en umådeligt inspirerende historie, som det som forsker er svært ikke at blive personligt berørt af. Der ligger som altid, når vi har med virkeligheden at gøre, en kompleks og varieret historie bag. Danskerne var ikke helte og helgener, men det gør da bare historien bedre. Danskerne reddede jøderne, fordi I er vidunderlige folk,” erklærer Andrew Buckser.

Den uenighed i den danske debat, Andrew Buckser taler om, handler ikke om, hvorvidt danskerne er vidunderlige eller ej. Stridens kerne er heller ikke, hvorvidt den smukke fortælling om danske enkeltpersoners handlinger i oktober 1943 kan udstrækkes til at symbolisere det anstændige, menneskelige valg i al almindelighed. Striden handler om, hvorvidt jødeaktionen kan stå som symbol på, hvordan Danmarks befolkning og folkevalgte politikere i det hele taget havde det med den tyske besættelse. Et symbol på, at vi var imod, men på grund af vores militære svaghed måtte vi bruge politik, forhandling og humanitær hjælp som våben. Og at samarbejdspolitikken, som blev ført fra besættelsen den 9. april 1940 og frem til 29. august 1943, var en forudsætning for, at de danske jøder stod til at redde.

”Op gennem efterkrigstiden har vi haft det socialdemokratisk-radikale paradigme, at Danmark i store træk gjorde, hvad der måtte gøres, også ved at føre samarbejdspolitik, og at det skyldes, at Danmark er en humanitært mere end militært orienteret stat,” forklarer Kristine Kjærsgaard, lektor i historie ved Syddansk Universitet.

Hun har forsket i den myte om det humanitære Danmark, som knytter sig til ”Jutlandia”, hospitalsskibet, der blev sendt af sted under Koreakrigen i 1950. En fortælling, der – også før Kim Larsen lavede et pophit ud af den – var myten om det lille og svage, men sympatiske og omsorgsfulde land, der går i krig ikke for at tage liv, men for at redde liv.

”Jeg tror ikke, at de danskere, der valgte at redde jøder i oktober 1943, tænkte over, hvordan det kunne passe ind i en national fortælling. Men både jødeaktionen og ’Jutlandia’ er fortællinger, der passer perfekt til den måde, ledende kræfter i Danmark gerne ville have Danmark til at fremstå på under den kolde krig: som en militær småstat, men et humanitært foregangsland,” siger Kristine Kjærsgaard.

”Hr. Stein” er titlen på 18. afsnit af ”Matador”, Lise Nørgaard og Erik Ballings berømte tv-serie i 24 dele fra 1978-1982, som skildrer livet i den fiktive provinsby Korsbæk fra slutningen af 1920’erne til et par år efter befrielsen. Afsnittet beskriver, hvordan rygtet om den planlagte tyske aktion mod jøder når frem til Korsbæk Banks pligtopfyldende jødiske kasserer, hr. Stein, så han omgående må søge flugt. Han opsøger bankdirektør Varnæs, men finder på direktørens bopæl kun dennes sarte hustru, Maude, hjemme.

”Afsnittet er hele seriens dramatiske og følelsesmæssige højdepunkt. Det er dér, vi som seere får tårer i øjnene, når den kvinde, vi i de første afsnit lærer at kende som en bacilleforskrækket overklassefrue, træder i karakter,” forklarer Brian Petersen, der er ph.d. i filmvidenskab fra Københavns Universitet og har beskæftiget sig med fortællestrukturen i ”Matador”.

Som de fleste vil vide, lykkes det den frygtsomme, men kørekortindehavende Maude sammen med Daniel Skjern, den usikre søn fra den rivaliserende familie, at transportere hr. Stein uden for byen i grisehandler Larsens bil, hvorefter byens modstandsfolk hjælper ham videre mod Sverige og frelsen. Ifølge Brian Petersen bruger Lise Nørgaard i ”Matador” virkelighedens jødeaktion til at fortælle en aldeles fiktiv historie, der rører og overrasker publikum, fordi vi må erkende, at vi havde undervurderet Maude.

”’Matador’ fremstiller ikke jøderedningen eller modstandsbevægelsen særlig historisk korrekt. I Korsbæk er det for eksempel ikke de politiske yderfløje, men gode mennesker på den politiske midte, der står for modstandskampen, og serien forholder sig også meget frit til redningen af jøderne. ’Matador’ er heller ikke en historisk fremstilling, men snarere en Danmarks-krønike. Overordnet set er serien skrevet som et forsøg på at samle danskerne omkring én stor fortælling om, hvordan alle er nødt til at finde ud af det sammen. Det kulminerer i sidste afsnit med sølvbryllupsmiddagen, hvor familierne Varnæs og Skjern er nået til at kunne sidde til bords sammen,” forklarer Brian Petersen, som peger på, at det rene skønmaleri af Korsbæk-danskernes enige hverdagsheroisme dog lige får et par stænk malurt i bægeret af, at Mads Skjern vistnok er værnemager, og at sagfører Skjold-Hansen åbenlyst er på den forkerte side.

Efter den store vellykkede transport fra Strøby to dage før blev der planlagt en ny transport søndag den 10. oktober 1943. Denne gang lå udskibningsstedet lidt sydligere, fra Gjorslev Bøgeskov. Lægeorganisationen og en gruppe under professor Richard Ege fra Rockefeller Institutet stod bag og forsøgte at gentage succesen med at lade jøderne illudere et begravelsesoptog. Denne gang udgik aktionen ikke fra Bispebjerg Hospital, men kapellet på Blegdamshospitalet.

En af hjælperne den dag var den 37-årige Ina Haxen, en husmor fra Aarhus, der var taget til København, fordi hun selv var halvt jøde. I hovedstaden besluttede hun dog at hjælpe i stedet for at flygte og blev indrulleret i Eges gruppe. Senere blev hun gift med modstandsmanden Peter P. Rohde og var selv aktiv i modstandsbevægelsen. I sine erindringer har hun beskrevet, hvordan kapellet blev fyldt op og siden tømt igen, efterhånden som køretøjer kom og førte flygtningene videre, men blandt jøderne var børnene sultne og stemningen så anspændt, at læger gav både børn og voksne beroligende medicin:

”Smågrupper blev kaldt sammen og ført ud gennem en bagdør. Alligevel trak det hele urimeligt i langdrag, børnene blev mer og mer urolige, og der kom gang i uddelingen af beroligende midler.”

Peter Ilsøe var medlem af Akademisk Skyttekops (AS), som var en del af Lægeorganisationen, og han blev senere modstandsmand. Om formiddagen den 10. oktober var han med til at køre jødiske flygtninge fra Blegdamshospitalet til Gjorslev Bøgeskov i taxi:

”Vi måtte under ingen omstændigheder komme nærmere kysten undervejs end 10 km. Her kom vore i AS erhvervede kundskaber indenfor orientering og kortlæsning os til god gavn. Vi fandt vist alle derned i løbet af denne mørke og kolde oktobernat. Imponerende var det i hvert fald at se et større antal Københavnske taxaer, formentlig 30-40 stykker, holde nede ved kysten med klaprende generatorer. Som en ven udbrød: ’Nu forstår jeg bedre, at det er så svært at få en taxa i København’,” huskede han efterfølgende.

Til sidst var 200 jøder samlet i den mørke skov og ventede på signal fra stenfiskerbåden, men som Ilsøe siden fortalte, gik det ikke så godt som to dage før:

”Aftenen udviklede sig imidlertid dramatisk. Ikke én flygtning kom afsted. En robåd sejlede ud, da vi alle var fremme, kom tilbage vist nok med en melding om, at det flygtningeskib, de kontaktede, viste sig at være en tysk minestryger. Uheldigvis kom det de flygtende for øre, og inden vi havde set os om, var de spredte for alle vinde. Det tog os det meste af natten at finde flygtningene igen.”

Ifølge Magnus Panduro Juhl, der fortæller hele historien om aktionen i sin bog, kunne episoden i Gjorslev Bøgeskov være endt som en tragedie endnu værre end den tyske razzia på kirkeloftet i Gilleleje, som nogle dage forinden, den 6. oktober, havde ført til, at 80 skjulte jøder var blevet pågrebet.

”Det er i det lys, man skal forestille sig den totale panik, som griber de 200 jøder og får dem til at løbe længere ind i den mørke skov. Men takket være en stor indsats fra de mange involverede hjælpere, lykkedes det at finde dem igen og få dem indlogeret på Gjorslev Slot,” fortæller Magnus Panduro Juhl.

Selvom aktionen den 10. oktober mislykkedes, faldt de 200 jøder ikke i tyskernes hænder. Men begivenheden er med til at fortælle historien om, at selvom jødernes redning var mulig, fordi kræfter på den tyske side spillede dobbeltspil, lod en advarsel sive og måske ligefrem ønskede at flugten skulle lykkes for de fleste jøder, så var det ægte liv og død, der var på spil for de involverede.

”Den organisatoriske del i Danmark var en af de vigtigste grunde til, at hjælpeaktionen blev så stor en succes. Hvis det ikke havde været for den, havde vi formentlig set flere mislykkede transporter, flere tragedier og drukneulykker. Nogle jøder var så fortvivlede, at de begik selvmord. Hjælpegrupperne fik, især i anden uge af oktober, sat flugten i system, hvilket generelt betød både større, sikrere og billigere transporter,” siger Magnus Panduro Juhl.

Som historiker er det ikke den samlende myte, han leder efter. Han søger vidnesbyrd fra dem, som var tæt på begivenhederne og ofte fortalte nøgternt om detaljer som en vinkende hånd fra en lastvognspresenning eller en vittighed om taximangel i København. Men selvom myter og fiktionsfortællinger tager sig friheder, er han enig i, at de også rummer sandheder.

”’Matador’ er en ensidig heltefortælling. Men jeg hæfter mig ved den detalje, at Maude bliver aktiveret, fordi hun bliver opsøgt af hr. Stein. Min undersøgelse tyder på, at mange danskere hjalp, fordi de blev bedt om hjælp. Var de ikke blevet opsøgt, var de formentlig ikke blevet hjælpere,” siger Magnus Panduro Juhl.

Han tilføjer, at det på en måde også er en kvalitet, at der slet ikke indgår fiskere, både eller Øresund i ”Matadors” version af fortællingen. I den brede offentlighed er det oftest fiskerne, der sejlede jøderne over Sundet, som forbindes med jødernes redningsmænd. Men hjælperne talte folk fra alle samfundslag, som bidrog på mange forskellige måder, for eksempel ved at advare, skjule, beskytte eller fragte jøder på land. Det demonstrerer ”Matador” meget godt.

Den store opmærksomhed på fiskerne skyldes ikke mindst betalingsspørgsmålet og diskussionen om retfærdigheden i, at der til tider blev taget meget store beløb for transporterne. Det spiller slet ingen rolle i ”Matador”, men i en anden fiktion om jødeaktionen, Nicolo Donatos film ”Fuglene over sundet” fra 2016, er netop dette moralske spørgsmål i hovedsædet. I filmen portrætteres én fisker som god og en anden som grisk. Det er et forsøg på at nuancere det nationale helteepos, men fremstillingen bliver ret karikeret, mener Magnus Panduro Juhl. Han tilføjer:

”Man kan kritisere de glansbilled-fremstillinger, der skabes ud af begivenheden. Men vi må acceptere, at redningen af de danske jøder er en utrolig stærk fortælling, som lever i den kollektive erindring, uanset hvor meget vi historikere vifter med armene.”