Præsten Knud Gjørup og hans kone sad i venneparret Horns selskab i Skælskør fredag den 9. juli 1920. Mange festligheder i lokalområdet fejrede, at Sønderjylland dagen efter ville blive genforenet med Danmark. Men præsten, der var lidt ked af, at ikke hele Slesvig vendte tilbage til Danmark, havde ikke tænkt sig at gøre det store ud af begivenheden, hvor kong Christian X ville ride over grænsen ved Frederikshøj og ind i Sønderjylland.
”Hvis jeg var mand, så tog jeg derover”, hævdede fru Horn, og de andre damer stemte i.
”Ja! Jeg kunne nok have lyst til at være med på Dybbøl på søndag – kunne du ikke?”, spurgte Carl Christian Horn.
Brat vækkedes præstens lyst til at bevidne den historiske begivenhed.
”Skulle vi derover, så ville jeg helst være med ved grænsen”, sagde Knud Gjørup.
”Det kan vist nås endnu! – med færgen 9.18! (21.18, red.) – skal vi?«, spurgte Horn æggende, og så lod præsten alle betænkeligheder fare.
”Jeg er klar!”
70 år tidligere i 1850 var Danmark kommet sejrrigt ud af en krig med preusserne. Men i Aabenraa fik en spåkone ved navn ”Jomfru Fanny” et frygteligt syn. Forudsigelsen var, at Danmark ville tabe en ny krig mod tyskerne. Herefter ville sønderjyderne komme til at lide under tysk herredømme i mange år. Hun forudsagde dog også, at det tabte land ville blive genforenet med moderlandet. Man kender ikke hendes præcise forudsigelser, da de først blev skrevet ned efter hendes død. Men angående genforeningen skulle hun ifølge de lokale have sagt:
”Jeg tror nu, det varer længe, inden vi bliver danske hernede, der skal ske saa mange store Forandringer med alting, og det bliver ikke Christian den Niende, der kommer hertil som dansk konge. Kongen, der kommer herned, kommer ridende paa en hvid Hest, og er en mand i sin bedste Alder, hverken gammel eller ung. Der er sort af Mennesker for at tage imod ham; men ikke et bekendt Ansigt har jeg set iblandt dem. Hvor er alle de gode, danske Mænd henne? De maa være døde, ellers vilde de da være her paa denne Dag.”
Kongen Christian X og hans stab er ikke døve over for spådommens store betydning blandt sønderjyderne. Allerede i efteråret 1919 sendte Kongehuset en forespørgsel til de danske godsejere for at finde en passende hest til den forventede genforening med Sønderjylland. Greve Knud Danneskiold-Samsøe fra Visborggård ved Hadsund i Nordjylland havde inden krigsudbruddet i 1914 købt en hvid hest ”Malgré Tout” i Paris, og stillede den nu til rådighed for kongen. Siden nytår havde en rideknægt trænet hesten til at være rolig under råb og masen, så den var klar til de formodede festlige begivenheder den følgende sommer. Rideknægten kunne godt forudse, at genforeningen ville blive et tilløbsstykke uden lige.
Med under to timer til færgens afgang skyndte selskabet i Skælskør at pakke sammen, og kun på grund af færgeafgangens forsinkelse, nåede præst Gjørup og hans ven, gennemblødte af sved og regn efter cykelturen og med blot cigarer og penge på lommen, at komme med færgen fra Korsør. På toget over Fyn stod de som sild i en tønde, det samme på færgen til Fredericia.
”Man havde en egen anelsesfuld fornemmelse af, at vor strøm kun var en af de mange strømme, der fra alle egne af Danmark ville mødes den kommende morgen i det vældige folketog ved grænsen, og en sådan stemning kan give kræfter, der gør, at selv det besværlige synes let,” skrev Knud Gjørup siden i en beretning om de festlige dage i Sønderjylland.
Da Holm og Gjørup klokken 5 om morgenen 10. juli ankom med toget til Kolding, forstod sjællænderne pludselig, hvor stor folkefesten var.
Normalt ville den brede landevej mod grænsen til Tyskland ligge tom og nattestille. Men vejen var opfyldt af et festligt bølgende folketog. Flagsmykkede biler og hestevogne rullede langsomt afsted mellem en hærskare af cykler og fodgængere. Mange steder var vejen ikke bred nok, og folk gik ude på markerne. Alle bevægede sig mod syd, ned mod den grænse, der ikke længere var en grænse. I folketoget lød kendte danske sange, og glade hilsener flød mellem fremmede. Hverken regnen eller vejens frygtelige pløre kunne trykke den glade stemning.
”Et sådant folketog klokken fem om morgenen – det var et syn, der måtte gribe et dansk sind,” skrev Knud Gjørup.
Ved selve den gamle grænse stod to milepæle ved vejen, omkring en halv meter fra hinanden. Den ene sagde ”fra Kolding”, den anden ”von Altona.” Mellem de to lå grænsepælen væltet, og en stor opført triumfbue hævede sig over vejen med ordene ”Velkommen til Sønderjylland” påskrevet.
Gjørup og Holm tog hatten i hånden og gik under æresporten.
”Man må have oplevet dette selv – med et dansk hjerte – for rigtigt at forstå, hvad disse skridt betød af glæde. Der var klang af sejr og jubel i de tusinde fodtrin, der lød hen under den stolte triumfbue hin sommermorgen, da det store danske folketog drog ind i Sønderjylland til fest. Hvert eneste fodslag forkyndte jo, at grænsen ved Kongeåen var slettet.”
Ved ni-tiden om morgenen besteg kong Christian X den hvide hest ved Taps Kro en smule nord for den hidtidige grænse Rideknægten var med på marken og åndede ifølge Politikens reporter lettet op, da hesten ikke lod sig mærke af de første hurra-råb mod kongen. Fra kroen og ned mod grænsen skridtede hesten roligt med knejsende hals mod syd. Christian X skrev siden i sin dagbog om den store dag:
”Begrundet paa den stærke tilstrømning nordfra, var Landevejen fra Taps Kro mod Syd fyldt med jublende Tilskuere, saaledes at vi først ikke bemærkede selve Grænsen – jeg vidste nemlig ikke, at en Æresport, vi skulle passere, netop var rejst over Grænsestedet.”
Brusende hurraråb nord for grænsen havde forkyndt for de to venner fra Sjælland, at kongen havde besteget hesten og var på vej mod grænsen. Knud Gjørup kunne mærke sin nationale stolthed som aldrig før.
”Så skete det! De danskes drøm blev virkelighed, og det blev af nåde forundt os at se det syn, som ingen, der var med, vil glemme. Kong Christian den Tiende red over Kongeåen. Red ind i det gamle danske land, som ingen dansk konge havde gæstet, siden Christian IX i 1864 forlod Dybbøl Skanser.”
Pludselig blev hurraråbene vekslet til stilhed. En dæmpet trommehvirvel kunne høres, mens Æresvagten præsenterede gevær, og bajonetterne rystede af bevægelse. Stilheden blev afbrudt af klangen fra et grådkvalt udbrud et sted i mængden:
”Der er han! – åh, der er han!”
Så blev der stille som i en kirke.
Præsten skrev siden:
”Stemningen var så fortættet – så knugende, at den føltes som en legemlig smerte. Det var, som om alle hjerter stod stille i vældig forventning.
Og se! Nu dukker en rytter frem i triumfbuen – på den hvide hest.”
Honnørmarchen smældede fra trompeterne. Og så blev højtideligheden afbrudt af hurraråb og hyldester.
Kongen skrev i din dagbog om oplevelsen.
”Men i det øjeblik, jeg var kommet igennem den (æresporten, red.), fik Jublen en ganske ny Klang, saa jeg var ikke i tvivl om, at nu havde jeg passeret Grænsen. Straalende Ansigter med taarefyldte Øjne rettedes imod mig, mens Raabet ”vor Kung” lød uafbrudt.”
Efter et par hundrede meter gennem den hyldende folkemængde stod den 9-årige pige Johanne Braren i hvid kjole og med højrøde bånd om liv, i ærmer og i håret. Hun rakte et flag, bundet på en rose, op mod kongen. Men kongen blev grebet af stemningen, tog pigen i hånden og gennem våde øjne og smil spurgte regenten pigens mor:
”Må jeg få hende lidt op på hesten, må jeg?”
Kongen måtte gentage spørgsmålet til den overraskede mor, hvorpå hun svarede:
”Ja tak”, og pigen blev løftet op foran sadlen.
Kongen skrev selv om situationen:
”Så overvældende var denne Modtagelse, at jeg følte mig dybt grebet. Og da en lille Pige senere raktes op imod mig med en Buket Blomster, saa lagde jeg i det kys, jeg trykkede på hendes Pande, al den Glæde og Taknemmelighed, jeg selv følte, og da det lille væsen selv lagde sine Arme om min hals, havde jeg følelsen af selv at have taget Sønderjylland i mine Arme – nu da den lille Pige tillidsfuldt sad foran mig paa Hesten.”
Kongens iscenesættelse af den lille pige havde forvandlet Johanne til ”den røvede datter”, et symbol på Sønderjylland, som digteren Henrik Pontoppidan havde beskrevet det i 1918:
”Det klinger som et eventyr, et sagn fra gamle dage; en røvet datter, dybt begrædt, er kommet frelst tilbage!”
Næste dag – og for Kristeligt Dagblads vedkommende først to dage efter, da avisen ikke udkom dagen efter – prydede Kong Christian X, Malgré Tout og Johanne Braren forsidernes at landets aviser.
Præsten Knud Gjørup var mange år efter stadig taknemlig over, at han havde skyndt sig til Frederikshøj for selv at bevidne det historiske ridt:
”Lykkelig den, som fik lov at være med!”.