Partileder kalder Danmark ”demokratisk apartheid”, retssag om racistisk hærværk begynder, og sexisme-debat når universiteterne

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

I dagens overblik runder vi ugen af med en underskriftsindsamling mod sexisme i forskningsverdenen, en opsigstvækkende udtalelse fra Sikandar Siddique og en retssag om racistisk hærværk.
I dagens overblik runder vi ugen af med en underskriftsindsamling mod sexisme i forskningsverdenen, en opsigstvækkende udtalelse fra Sikandar Siddique og en retssag om racistisk hærværk. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix, Bo Amstrup/Ritzau Scanpix og Jens Dresling.

En uge, hvor især Morten Østergaards afgang som leder af De Radikale har sat skub i debatten om sexisme herhjemme, er ved at gå på hæld. Men det betyder ikke, at samtalen forstummer. En ny branche har nemlig meldt sig på banen i koret af krænkede rundtom på landets arbejdspladser.

”Hvis du bliver gravid, viser du os, at du ikke tager din forskerkarriere seriøst.”

Sådan lyder ét af 771 beretninger om krænkelser, sexisme og overgreb på landets universiteter ifølge Politiken. De mange vidnesbyrd ledsager et brev underskrevet af knap 700 forskere, der sætter fokus på sexisme i forskningsbranchen. En branche, der ifølge initiativtagerne til underskriftsindsamlingen er præget af konkurrence og løse ansættelser, hvorfor det kan være svært at stå frem. Det skriver Ritzau.

Selvom det oftest er kvinder, der råber op i krænkelsesdebatten, rammer sexisme også det modsatte køn. Det viser en svensk undersøgelse ifølge Weekendavisen. Undersøgelsen er endnu ikke fagfællebedømt, men den kortlægger, at mænd oplever krænkelser på kvindedominerede arbejdspladser, mens det omvendte gør sig gældende for kvinder. Og det er dårligt nyt, hvis vi skal sexismen til livs, lyder det. Egoisme og manglende empati mellem kønnene sætter nemlig en stopper for, at problemet kan løses i fællesskab.

Vi skal også en tur forbi torsdagens åbningsdebat i Folketinget, hvor ikke bare sexisme, men også klimakamp og udlændingepolitik fyldte godt op på dagsordenen. Her fik lederen af det nye parti Frie Grønne, Sikandar Siddique, adskillige folketingsmedlemmer op af stolene, da han betegnede Danmark som et ”demokratisk apartheid”. Udtalelsen faldt i forbindelse med en diskussion om udlændinges ret til dansk statsborgerskab, og den faldt især Lars Aslan Rasmussen (S) for brystet:

”Danmark gik forrest sammen med Sverige for at stoppe apartheid. Danmark kan ikke sammenlignes med apartheid i Sydafrika,” sagde han ifølge Ritzau.

I Østjylland bliver der i dag taget hul på en retssag om organiseret racistisk hærværk, oplyser DR. Det drejer sig om en hændelse, der fandt sted på årsdagen for Krystalnatten sidste år, hvor flere end 80 gravsten på den jødiske del af Randers Kirkegård blev overmalet med militærgrøn maling. Flere gravsten var desuden væltet, og et klistermærke med en davidsstjerne og teksten ”Jude” fjernede enhver tvivl om, hvad der måtte være hensigten med hærværket. To medlemmer af organisationen Den Nordiske Modstandsbevægelse er tiltalt i sagen, der også har været omtalt i Kristeligt Dagblad.

Højreekstremisme og antisemitisme er som bekendt ikke en problematik, der udelukkende begrænser sig til Europa. I følge Ritzau peger en ny trusselsvurdering fra USA's ministerium for indenlandsk sikkerhed på, at netop højreradikale grupperinger udgør den største terrortrussel i USA netop nu – hvilket altså er et ganske andet billede end det, den amerikanske præsident Trump tegner. Vurderingen er særligt relevant i lyset af Trumps udtalelse under den første tv-debat, da han bad gruppen Proud Boys om at ”holde sig tilbage, men holde sig klar”.

I dag er desuden dagen, hvor den prestigefyldte Nobels Fredspris bliver uddelt. Det sker klokken 11.00, og ifølge bookmakerne er WHO, Greta Thunberg og Donald Trump favoritter til at modtage prisen. Men i en tid, hvor verden er præget af konflikt og polarisering, er spørgsmålet, om prisen overhovedet er i tråd med Alfred Nobels oprindelige ånd og vision. Fredsprisen bør nemlig, hvis den skal flugte med intentionen, bruges til at fremskynde nedrustning og en samarbejdende verdensorden, siger juristen Fredrik S. Heffermehl. Problematikken kan du læse mere om i Kristeligt Dagblad.