Kristeligt Folkeparti opstod i 1970 som et protestparti, primært som en protest mod adgangen til fri abort. Det er skæbnens ironi, at holdningen til det spørgsmål 52 år senere får partiet til at gå helt op i limningen - netop som det har stået med den måske hidtil bedste chance for et politisk comeback efter næsten et par årtiers ørkenvandring.
Men tirsdag formiddag forlod Kristendemokraternes partiformand Isabella Arendt både formandspost og parti med en åbenlys jobansøgning til andre partier, der kunne være interesseret i at engagere hende. Hun lagde ikke skjul på, at det høje konfliktniveau var en afgørende faktor for hendes beslutning - i øvrigt samme formulering, som folketingsmedlem Jens Rohde brugte for knap to uger siden, da han meddelte, at han ikke genopstiller for partiet.
På kvindernes internationale kampdag den 8. marts skrev han på Facebook, at han ville fremsætte et forslag i Folketinget om, at kvinder i hele verden skulle have ret til abort.
Siden har bølgerne gået højt både på de indre og ydre linjer i partiet. I den forgangne uge forsøgte Isabella Arendt at lukke debatten ned, da hun i et nyhedsbrev til medlemmerne slog fast, at Kristendemokraterne går ind for adgangen til fri abort. Det lykkedes dog ikke at lægge låg på stridighederne, og ifølge en centralt placeret kilde truede den politiske næstformand, Marianne Karlsmose, med at forlade sin post på grund af den utvetydige støtte til den fri abort. Over for Kristeligt Dagblad afviser Marianne Karlsmose at have truet med at gå, men bekræfter, at hun har overvejet sin fremtid i partiet.
"Jeg kan bekræfte, at jeg også har overvejet, om jeg skulle være en del af partiledelsen, også på grund af det høje konfliktniveau, der er. Det har jeg drøftet med Isabella, og derfor var jeg klar over, at hun også havde de overvejelser. Og det er klart, at det også har påvirket hendes overvejelser. Men jeg har ikke nogen kommentarer til et brev eller en mail, jeg har sendt i en meget sluttet kreds,” siger Marianne Karlsmose.
Hun henviser til, at partiet sidste år forsøgte at lande et kompromis i en såkaldt 2030-plan, som på den ene side siger, at kvinders ret til abort ikke må kompromitteres eller begrænses, og på den anden side, at partiet vil arbejde for at nedbringe aborttallet.
Den fungerende formand tilføjer, at hun har "stået meget fast på formuleringerne i 2030-planen" om abort, og at de formuleringer ikke stod i det nyhedsbrev, Isabella Arendt sendte ud i sidste uge.
Partiets organisatoriske næstformand og tidligere partisekretær Niels Chresten Andersen fra Rønne på Bornholm kan ikke pege på en helt præcis årsag til Arendts exit:
“Men der kan være én ting, som har givet noget kritik. Det er bare mit bud, men hun skrev et brev til samtlige medlemmer i sidste uge for at låse og lukke ned for denne her abortdebat. Det er et svært emne at formulere sig om i partiet," siger Niels Chresten Andersen.
Isabella Arendt afviser at sætte navne på, hvem hun konkret har haft konflikter med, samt hvad de har handlet om.
“Jeg kommer ikke til at sætte navne på. Det handler ikke om enkelte personer, og det handler ikke om enkelte begivenheder. Det er i øvrigt samtaler, der er foregået på fortrolige møder, så det kommer jeg ikke til at sige mere om,” siger hun.
Men hun er helt enig i, at konfliktniveauet i partiet har været højt i den seneste periode. Det er også den afgørende årsag til hendes farvel.
“Jeg trives ikke længere i mit arbejde. Arbejdsglæden er forsvundet, og jeg oplevede, at der var et højt og vedvarende konfliktniveau i partiet. Det er selvfølgelig noget, som er pågået over en længere periode. Det er kommet snigende,” siger hun.
Vikaren fra Himlen
For de fleste danskere var Isabella Arendt helt og aldeles ukendt, da hun i 2019 overtog tøjlerne som partiformand efter Stig Grenov efter blot få dage af folketingsvalgkampen. Men hendes bemærkelsesværdige gennemslagskraft i partilederdebatterne og hendes nye kælenavn, vikaren fra Himlen, var akkurat ikke nok til at klatre op over den spærregrænse, der har holdt partiet ude af Folketinget siden 2005.
Siden valget i 2019 har hun forsøgt at modernisere partiet og gøre det mere relevant for de vælgere, der ikke er en del af det traditionelle vestjyske bagland, hvor partiet fortsat står stærkt. Den proces blev der for alvor sat skub i, da den radikale afhopper Jens Rohde meldte sig under de orange faner i april sidste år, hvilket igen gav partiet en plads i Folketinget.
Isabella Arendts forsøgte som formand at dreje det politiske spotlight hen mod andre og mere spiselige mærkesager end abortspørgsmålet. I sin formandstid forsøgte hun blandt andet at markere sig som den blå bloks' humanistiske og sociale samvittighed. Men også på klima- og naturdagsorden forsøgte hun at skrue op for lydstyrken. Indtil nu har strategien placeret partiet på grænsen af spærregrænsen i meningsmålingerne.
Rune Stubager er valgforsker og professor på institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. I hans øjne er den nuværende situation endnu et bevis på, at den evige rumlen om abort er “skadelig” for partiet.
“Det virker til, at hun har haft svært ved at få enderne til at mødes og lægge området dødt,” siger han og fortsætter:
“Abortspørgsmålet bliver ved med at spøge i kulissen, og det bliver ved at dukke op hver gang, der er folketingsvalg. Hvis de ikke får lagt emnet dødt, så vil det blive ved med at dukke op og skræmme potentielle vælgere væk. I nogle vælgeres øjne er det med til at brændemærke partiet,” siger Rune Stubager.
Ifølge ham er Isabella Arendts farvel et “kæmpe tab for Kristendemokraterne".
“Nu begynder det at se rigtig svært ud. Hun fungerede godt i valgkampen i 2019, og det så ud til, at hun havde en bredere profil og potentialet til at nå bredere ud end de trofaste kernevælgerne i Vestjylland. Det samme var i øvrigt tilfældet med Jens Rohde, selvom vi aldrig fik det testet i praksis i en valgkamp,” siger han.
At den vestjyske stemmesluger Kristian Andersen, der var knapt 200 stemmer fra et kredsmandat i Vestjyllands Storkreds ved valget i 2019, har afvist at stille op igen, gør kun forholdene dårligere, lyder det.
“Tretrinsraketten er forsvundet. Det kan godt være, at man kan finde en ny, lokal stemmesluger, men det bliver overordentlig svært at finde en ny formand, der kan bryde igennem på den nationale scene inden det kommende folketingsvalg,” siger han.
Partiet der nægter at dø
På trods af de dramatiske omstændigheder er det langtfra første gang, der bliver skrevet nekrologer over Kristendemokraterne, som mistede sin plads ved egen kraft i Folketinget i 2005. Valg efter valg er det imidlertid lykkedes at indsamle nok vælgererklæringer til at opstille igen.
I 2012 smækkede den daværende landsformand Per Ørum Jørgensen med døren til partiet, efter at det ikke var lykkedes ham at få partiet ind i Folketinget. Han var tidligere konservativt folketingsmedlem, men skaffede Kristendemokraterne en midlertidig repræsentation i Folketinget fra sommeren 2010 til 2011.
Der har også været adskillige formandsopgør og fløjkrige, blandt andet om holdningen til EU og om, hvorvidt partiet skulle støtte en borgerlig eller socialdemokratisk regering.
En af de hårdeste stridigheder fandt sted efter valget i 2007, da det ikke lykkedes den daværende formand Bodil Kornbek at få Kristendemokraterne i Folketinget på en mere venstreorienteret kurs, end den forgængeren Marianne Karlsmose havde ført.
Det er dermed anden gang, at selvsamme Karlsmose kommer til at stå i spidsen for partiet. Hun var tidligere landsformand fra 2002 til 2005.
På et forretningsudvalgsmøde torsdag og et hovedbestyrelsesmøde den 11. juni skal man drøfte, hvad der nu skal ske for partiet, som allerede er opstillingsberettiget til det kommende folketingsvalg.
Marianne Karlsmose frygter ikke for fremtiden trods Isabella Arendts farvel.
Har Kristendemokraterne en berettigelse?
“Jeg mener absolut, at vi har en berettigelse. Vi har et stærkt mandat herude, hvor jeg bor (i Ringkøbing-Skjern, red.), hvor vi har seks mandater og er det næststørste parti i byrådet, og vi havde fremgang ved regionsrådsvalget.
Så der er chancer for, at vores politik kan vinde genklang i bred forstand. Det er jo det, der skal bære et parti. Det kan aldrig være en enkelt person, selvom det selvfølgelig er et stort tab for os,” siger Marianne Karlsmose.
18.5.2022, kl. 9.45: I første version af artiklen stod, at abortspørgsmålet får partiet til at gå op i limningen 51 år efter, at Kristeligt Folkeparti opstod. Det er 52 år siden. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.