Som barn blev Rane Willerslev hevet med på Nationalmuseet af sin mormor, der var industriarbejder. Han og tvillingebroderen skulle lære noget, og så måtte de hellere besøge Nationalmuseet. På museet gloede drengen med åben mund og polypper på de opstillede scenarier af inuit-kultur med igloer og spæklamper.
”Jeg husker den tydeligt. Den udstilling fra 1970’erne havde fat i det helt rigtige i forhold til, hvordan man husker – med sanser og leg.”
I 1992 gik den daværende ledelse på Nationalmuseet i den helt anden grøft med den nye permanente udstilling. Med en seks kilometer lang udstillingsrække fra stenalder til nutid havde museets formidlere høje tanker om de besøgende.
”Jeg husker selv, at jeg så udstillingen i 1992 og var imponeret over den. Sådan skulle en udstilling være dengang, æstetisk. Men nu er det helt hul i hovedet. Tænk sig, de forestillede sig, at folk pænt ville gå seks kilometer og kigge på genstande. Der er jo stor risiko for, at folk går ud fra den udstilling og føler sig dummere. Det har nogle besøgende faktisk svaret i vores interne undersøgelser. Og det kan jeg godt forstå. Sådan har jeg det også. Jeg kommer ind, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal forstå det, jeg ser, for jeg kender ikke historien, og jeg har endda en ph.d. fra Cambridge,” siger Rane Willerslev.
Hans forhold til den nuværende og den forhenværende permanente udstilling på Nationalmuseet i København er den gamle diskussion om folkelighed versus akademisk bedrevidenhed, underholdning versus faglighed. Netop den diskussion har kendetegnet Rane Willerslevs nu to et halvt år som direktør for Nationalmuseet. Med tv-programmet ”Ranes Museum” inviterede han hele Danmark ind i maskinrummet på museet, hvor især hans egen person kom i fokus. Siden satte Kedsomhedsknappen og Jim Lyngvilds vikingeudstilling for alvor Nationalmuseet på dagsordenen.
”Jeg fandt hurtigt ud af, at der ikke går lang tid, før man bliver beskyldt for at tivolisere. Men det bliver man nok beskyldt for, hver gang man laver noget, der bare tilnærmelsesvist er morsomt,” siger Rane Willerslev og griner på sin kendetegnende tø-hø-facon, inden han igen samler ordet op.
Kristeligt Dagblad har sat direktøren i stævne for at tage temperaturen på, hvordan det egentlig er gået Nationalmuseet med ham ved roret. Ikke overraskende er den gennemgående fortælling positiv, når man giver direktøren ordet:
”Det er gået ret godt, ja, det vil jeg sige.”
Rane Willerslev byder på kaffe i musselmalet stel med underkop, da han sammen med sin pressechef tager imod på sit smukke kontor i Prinsens Palæ direkte over for Christiansborg, på den anden side af kanalen. Her kan direktøren passende pege over, når politikernes krav påvirker hans arbejde. På spørgsmålet om, hvordan det er gået indtil nu, slår han hurtigt armen ud mod Christiansborg.
”Det er vigtigt at forstå, at da jeg kommer til, er der en helt ny situation. De årlige sparekrav på to procent er lige sat i værk, til gengæld må Nationalmuseet tage entré. Det bliver simpelthen en del af vores økonomi. Nationalmuseets 20 afdelinger har tilsammen en årlig økonomi på 400 millioner kroner, hvor halvdelen er en bevilling fra staten. Den anden halvdel er vores egne indtægter, primært fra entré og støtte fra fonde.”
Netop denne grundlæggende ændring af økonomien er årsagen til, at det er helt nødvendigt at kunne tiltrække publikum til museet. Danmarks største museum er så at sige kommet på markedsvilkår. Men det ser Rane Willerslev ikke som noget dårligt.
”I udgangspunktet er jeg positiv over for, at vi tager billetter, og at det betyder noget for vores økonomi. Det tvinger en institution til at engagere sig i det samfund, det er sat i verden i og rent faktisk lave noget, som folk synes er interessant og relevant.”
Derfor kender alle museets ansatte nu retningslinjerne ”publikum først” og ”hele Danmarks museum”.
”Grundlæggende handler mit projekt om, at museet skal være et meget mere folkeligt sted og være for den brede befolkning. Det er der to grunde til, udover den økonomiske.”
”For det første: Hvis du ikke får den brede befolkning ind på museet, kan du ikke være en søjle i danskernes bevidsthed og en samfundsunderstøttende institution for dannelse. Hvis kun de højtuddannede kommer på museet, hvordan kan du så forsvare, at alle betaler for det gennem skattebilletten?”
”Den anden grund er, at museet ikke har nogen legitimitet, hvis befolkningen ikke besøger det. Hvorfor skal vi have et Nationalmuseum, hvis folk ikke kommer? Derfor var det en væsentlig prioritering at ændre imaget for Prinsens Palæ. Det var faktisk hovedgrunden til, at jeg sagde ja til at blive direktør for Nationalmuseet – at give et andet blik på museet.”
Omstillingen er lykkedes. I Rane Willerslev tid er Nationalmuseet blevet et emne, danskerne diskuterer. Især var designer Jim Lyngvilds fotostater af vikinger til en relancering af museets vikingeudstilling meget omdiskuteret. I medierne, blandt fagfolk og også blandt danskerne. I epicenteret af en diskussion om faglighed versus fiktion stod direktøren for Nationalmuseet, for han havde inviteret designeren ind i museets hellige gemakker.
”Udstillingen skabte et ramaskrig, og jeg havde ikke forestillet mig så meget ravage. Allerede før vi åbnede, var folk meget kritiske. Der var også utilfredshed indad i organisationen. Jeg følte mig rimelig presset. Men retrospektivt viste det sig at være utrolig positivt. For Nationalmuseet blev noget, man diskuterede ved ethvert spisebord, og alle måtte ind og se, om de blev bekræftede i at være forargede eller ej. Udstillingen går vel over i historien som den udstilling, der kostede mindst og skabte størst indtægter. Den kostede 300.000 kroner og har været med til at indtjene et to-cifret millionbeløb.”
Rane Willerslev overtog i 2017 et museum, der økonomisk var på vej ud over skrænten. Han måtte derfor allerede i sit første år fyre 30 ansatte og ved at undlade at genbesætte stillinger i alt reducere bemandingen med 50 årsværk. For et år siden, netop i forbindelse med Jim Lyngvilds udstilling, var spareøvelsen effektueret, samtidig med at entréindtægterne pludselig skæppede godt i kassen. Nu, to og et halvt år efter, at Rane Willerslev satte sig for bordenden, har Nationalmuseet en god økonomi.
Publikumssuccesen har vist sig ikke blot at være et engangshit. Indtil august i år har Nationalmuseet i København haft 35 procent flere besøgende i forhold til året før og øgede entréindtægter på 65 procent.
Rane Willerslev er indtil videre godt på vej med sit projekt om at popularisere Nationalmuseet i København. Men den fortsatte færd er ikke uden hindringer.
”Man kan sige, at alt taget i betragtning, så går det egentlig ret godt. Men der er nogle udfordringer. Vi har for eksempel en stor udfordring med at flytte kulturen blandt medarbejderne. Vores nye strategi er ’at skrive historien i nutid’, og det lyder måske meget enkelt, men det er det ikke for alle. Hvis du har specialiseret dig i et nicheområde, hvordan skal du så gøre det relevant? Jeg vil ned ad en ny sti, hvor udstillinger ikke kun er et spørgsmål om at formidle en faglig viden i et 1:1-forhold. Udstillingerne skal ramme en bred befolkning. Hvordan spiller du som forsker ind i det scenarie? Der er ingen tvivl om, at nogen finder det svært. Men jeg synes, at det er en legitim rejse, hvis museet skal have legitimitet i befolkningen,” siger Rane Willerslev.