”Jeg vil gerne gå fra at være en del af problemet til at være en del af løsningen”. Sådan lød et af hovedbudskaberne, da Frank Jensen søndag aften beklagede sin krænkende adfærd gennem 30 år efter et tre timer langt krisemøde hos Socialdemokratiet i København.
Mindre end et døgn senere havde piben fået en anden lyd. I går ved middagstid indkaldte den nu forhenværende overborgmester til endnu et pressemøde, men denne gang med beskeden om, at han måtte træde tilbage, fordi ”det store mediepres” skyggede for det politiske arbejde, Frank Jensen gerne ville udføre.
Når Frank Jensen antyder, at mediedækning forhindrer ham i at passe sit arbejde, forvandler han sig selv til offer, forklarer professor i retorik ved Københavns Universitet Lisa Villadsen, som har forsket i undskyldningsretorik.
”Fra af at have flere elementer af en tilståelsessag i søndagens pressemøde bærer hans retorik nu mere præg af et selvforsvar. Han siger, at mediedækningen fylder så meget, at han ikke kan komme til at gøre sit arbejde, og det er på en måde en modanklage. Han gør sig selv til et offerlam på MeToos alter,” siger Lisa Villadsen.
Selvom Frank Jensen erkender, at han har krænket kvinder, signalerer han ifølge Lisa Villadsen, at det er folkedomstolen, der afgør hans skæbne uden et solidt vidensgrundlag.
Frank Jensen undgår sprogligt at tage det fulde ansvar. Det mener også Tanya Karoli Christensen, lektor ved institut for nordiske studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet. Hun har blandt andet bidt mærke i denne forklaring fra Frank Jensen:
”Jeg møder andre mennesker med glæde. Nogen kan opleve, hvis man har fået lidt alkohol, at den glæde kan blive for overvældende.”
”Han portrætterer sig selv som en, der bare er positiv og glad og gerne vil interagere med andre mennesker, men at der er nogen, der ikke bryder sig om det,” forklarer Tanya Karoli Christensen og tilføjer:
”Glæde er jo normalt noget positivt, som vi gerne vil have meget af i de fleste sammenhænge. Han nedtoner derfor problemet voldsomt ved at kalde det en overvældende glæde, som ikke kan sammenlignes med en seksuel krænkelse,” forklarer Tanya Karoli Christensen.
Samme analyse foretager Lisa Villadsen.
”Han får på en måde sagt, at nogen læser noget andet ind i hans glæde og skildrer ofrene som tyndhudede eller uden humoristisk sans,” siger hun.
Et andet eksempel, Tanya Karoli Christensen fremhæver, er Frank Jensens ordvalg, da han omtaler ”MeToo-kampagnen”.
”En kampagne er typisk planlagt og målrettet af en hel gruppe, der har lagt en plan. MeToo bliver i mange sammenhænge kaldt en bevægelse, fordi det snarere er noget, der gradvist pibler frem. Med det får han sagt mellem sidebenene, at hensigten er at skade folk som ham,” siger Tanya Karoli Christensen.
”De forseelser og fejl, jeg har begået, har jeg vedkendt mig. Jeg har aldrig løjet, I har aldrig taget mig i at lyve,” sagde Frank Jensen også, hvorefter han forklarede, at han måske havde ”doseret” sine svar til pressen, efter hvordan ”tingene kunne udvikle sig”.
”Han siger først ’jeg har aldrig løjet’, og så siger han lige bagefter, ’I har aldrig taget mig i at lyve’,” påpeger Tanya Karoli Christensen.
”Det er et ret fast mønster ved mange, der lyver, at bekymringen handler mere om, hvorvidt man bliver taget i at lyve, end om man har løjet eller ej.”
Samtidig erkender Frank Jensen med ordet ”dosere”, at han har fortalt mindre, end hvad der var sandt eller givet mindre end det fulde billede. ”Det er en meget effektiv strategi, hvis man gerne vil undgå at blive anklaget for noget, at man kun fortæller en lille del af sandheden,” siger Tanya Karoli Christensen.