Minkavler efter minister-fald: Det er ikke sådan, at vi nu får slukket en hævntørst

Den sidste af Frank Andersens 15.000 mink blev aflivet den 9. november. Han synes ikke, det er en sejr, at Mogens Jensen trækker sig som fødevareminister. ”For os er løbet kørt,” siger han

Minkavler Frank Andersen, 48 år, har måttet aflive sine 15.000 mink på farmen ved Hjørring i Vendsyssel. Han er rystet over myndighedernes håndtering af minksagen og mener ikke, at en ministerfyring er nok. – Foto: Mads Claus Rasmusen/Ritzau Scanpix.
Minkavler Frank Andersen, 48 år, har måttet aflive sine 15.000 mink på farmen ved Hjørring i Vendsyssel. Han er rystet over myndighedernes håndtering af minksagen og mener ikke, at en ministerfyring er nok. – Foto: Mads Claus Rasmusen/Ritzau Scanpix.

Selvfølgelig er det godt, der placeres et ansvar, mener minkavler ved Hjørring Frank Andersen, men det er ikke nok, at der ryger en fødevareminister, hele forløbet skal undersøges til bunds.

”Jeg kan ikke forestille mig, at det er Mogens Jensen alene, der har bommet i det, så jeg synes da, man skal kigge langt bredere,” siger han og er dermed enig med formand for de omkring 1000 minkavlere Tage Pedersen i, at der bør en kommisionsundersøgelse til.

”Vores statsminister og styrelserne har nok også lidt af skylden. Hvis jeg har været til en fest og sætter mig ind bag rattet i min bil og kører afsted sammen med mine ædru venner, er vi jo alle sammen skyldige,” siger Frank Andersen.

Han mener, at de massive protester, som minkavlerne har optrappet gennem de seneste uger, er kommet bag på regeringen.

”De troede formentlig, det var et nicheerhverv, man kunne lukke uden de store problemer. Men de stak hånden i den forkerte hvepserede, da de begyndte på Gjøl, hvor der er et godt sammenhold og mange farme. Var de startet ude på Lars Tyndskids mark, kunne de have tromlet hen over os lige så stille, men de begyndte det forkerte sted,” siger han.

Hele forløbet har gjort, at Frank Andersen i dag har svært ved at stole på myndighederne.

”Jeg var nok klar over, at det gik lidt langsommere i det offentlige, men jeg er rystet over, hvor dårligt det har kørt. I virkeligheden er det en ret lille entreprise, som vi selv klarer hvert år på nogle uger. Det var et spørgsmål om at levere fire containere til hver farm, og så køre minkene til forbrænding bagefter uden at tabe dem på vejen. Og det har de ikke kunnet finde ud af,” siger han.

Frank Andersen havde 15.000 mink, nu har han ingen, og ved ikke, om han kommer i gang med sit erhverv igen. Den sidste blev aflivet mandag den 9. november, og avleren har ikke fået svar på, om han skal tømme staldene for gammelt hø og under hvilke foranstaltninger.

”Men jeg vil da håbe, at det i det mindste var den rette beslutning at aflive minkene, for ellers er det godt nok ærgerligt at have aflivet et helt erhverv,” siger han.

Havde det faglige grundlag været i orden fra begyndelsen, tror Frank Andersen ikke på, at der ville have været en eneste minkavler, som ikke var med på at aflive.

”Men den ene virolog har sagt det ene, og den anden har sagt det andet, og hvem skal man så tro på?”

Frank Andersens egen besætning nåede at få corona to gange, men ikke i cluster-udgaven. Selv har han formentlig haft corona tilbage i juli måned, mens hans hustru og børn ikke har været smittet.

Om den forklaring Mogens Jensens gav, da han i går trak sig, mener minkavleren, at det er ”den samme papegøje”, der taler.

”Han har sagt det samme igen og igen, og jeg synes ikke, der er noget i det, man kan bruge. Nu trækker han så stikket, så han ikke kan spørges ind til noget længere,” siger Frank Andersen.