Misinformation forhindrer genbrug af hårde hvidevarer

Manglende viden om, at kabler ikke må klippes af hårde hvidevarer fører til, at meget elskrot ikke kan genbruges. (Arkivfoto)
Manglende viden om, at kabler ikke må klippes af hårde hvidevarer fører til, at meget elskrot ikke kan genbruges. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Mange kasserede hårde hvidevarer - der ellers er egnet til genbrug - kan ikke genbruges, fordi kablet er klippet af.

Det oplyser Elretur på baggrund af en analyse foretaget af miljøkonsulentvirksomheden Econet.

Helt præcist er det 12 procent af hårde hvidevarer, der ikke kan genbruges, fordi det mangler et kabel, fortæller administrerende direktør i Elretur Morten Harboe-Jepsen.

Når kablet er klippet af, kan produktet ikke forberedes til genbrug, forlade affaldsstrømmen og komme tilbage på markedet.

- Vi må konstatere, at produkter hvor der mangler et elkabel, fordi det er klippet af, ikke kan genbruges, og dermed er tabt for den cirkulære økonomi, siger Morten Harboe-Jepsen.

Ifølge Miljøstyrelsen er der omkring 500 ton kabler, der hvert år ender i kommunernes kabelcontainere på grund af fejlsortering.

Elretur har både gisningerne og konkrete observationer, der kan forklare problemet.

- En af tingene er, at man oftest bliver misinformeret omkring, at kablet skal sorteres i en anden kategori, end der hvor man afleverer sine hårde hvidevarer.

- Det får nogle til at klippe kablet af i den tro, at det er det rigtige at gøre. Det er det ingenlunde, siger Morten Harboe-Jepsen.

Løsningen på det er ifølge direktøren, at folk får at vide, at de ikke skal klippe kablerne af.

- De produkter man afleverer til skrot, skal holdes så hele som muligt så længe som muligt, så vi har mulighed for at sortere dem fra, der ved hjælp af en reparation, vil kunne føres tilbage til markedet, siger han.

En anden årsag kan også være, at kablerne kan være penge værd.

- Kablet består af kobber og noget plast. Kobber har en positiv værdi, så en antagelse kunne være, at kablet klippes af for at opnå en økonomisk gevinst, siger Morten Harboe-Jepsen.

Elretur er en non-profit organisation, der står for at indsamle elektronikaffald på vegne af elektronikbranchen.

/ritzau/