Morgensamling: Fejl hos statsadvokaten gjorde, at Emmas anmeldte voldtægt aldrig kom for retten

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

En 22-årig pige blev angiveligt voldtaget i sommeren 2021. Hun anmeldte episoden til politiet, men fejl hos statsadvokaten gjorde, at hendes sag aldrig kom for retten. Kvinden på billedet er ikke Emma, som omtales i artiklen. Genrefoto.
En 22-årig pige blev angiveligt voldtaget i sommeren 2021. Hun anmeldte episoden til politiet, men fejl hos statsadvokaten gjorde, at hendes sag aldrig kom for retten. Kvinden på billedet er ikke Emma, som omtales i artiklen. Genrefoto. . Foto: Danny G/Unsplash.

Den parallelle finske og svenske Nato-ansøgning bliver betegnet som et historisk nybrud i nordisk og europæisk sikkerhedspolitik. Og både Island, Norge og Danmark er nu klar til at forsvare deres nordiske naboer i perioden frem til medlemskabet, som ikke har vakt glæde hos Vladimir Putin i Kreml. Det forventes, at det finske parlament allerede i aften vil stemme om, hvorvidt Nato-ansøgningen skal sendes afsted. Det skriver Kristeligt Dagblad, som har haft journalister i Finland.

I Sverige fortalte statsminister Magdalena Andersson i går, at de venter på, at Finlands ansøgning er blåstemplet af parlamentet. Herefter vil Sverige og Finland sende deres ansøgninger synkront, meddelte hun. Hvornår det præcist bliver er endnu uvist, skriver TV 2. Selve optagelsen i forsvarsalliancen står dog heller ikke til at forløbe gnidningsfrit. Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan oplyste mandag, at han "ikke vil sige ja" til svensk og finsk Nato-medlemskab. Det skriver Ritzau.

264 soldater er evakueret

Som det blev pointeret i gårsdagens Morgensamling, kan den pludselige finske og svenske interesse for Nato begrundes med det, der sker i Ukraine. Krigen har i den forgangne uge stået mere stille end ellers. Der er dog mindst én nyhed fra krigen, som er værd at dvæle ved: I går lykkedes det at evakuere 264 soldater, som har været fanget på det enorme Azovstal-stålværk i Mariupol i flere uger.

Stålværket er under krigen blevet et symbol på Ukraines modstand mod Rusland. Det skyldes, at de hundredvis soldater på Azovstal fortsatte med at kæmpe, selv efter at Mariupol faldt til russerne, skriver Ritzau.

Her ses en bus, der kører væk fra stålværket med sårede soldater. Billedet er taget den 16. maj 2022. Foto: Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Her ses en bus, der kører væk fra stålværket med sårede soldater. Billedet er taget den 16. maj 2022. Foto: Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvem skal kende Hjorts hemmeligheder?

Morgensamling flyver hjem til Danmark, hvor en hjort er fanget i lygternes skær i en historisk sag, der bare buldrer afsted. Regeringen forsøger nemlig at skaffe politisk flertal til at kunne ophæve tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksens (V) immunitet, så en reel retssag kan føres mod ham. Sagen er dog spækket med dilemmaer for alle partier i Folketinget. Kristeligt Dagblad ridser i dag nogle af de væsentligste op.

Hvilke informationer, der kan og bør gives til Folketinget forud for afstemningen om Claus Hjort Frederiksens immunitet, er også til debat. Regeringen mener nemlig ikke, at Folketingets 179 medlemmer skal være bekendt med de statshemmeligheder, som Hjort angiveligt har videregivet. Ifølge Karen Ellemann, der er Venstres medlem af Folketingets Præsidium, er disse informationer nødvendige for, at afstemningen kan ske på et oplyst grundlag. Læs mere om den spektakulære sag i dagens avis lige her.

Trods anmeldt voldtægt: Emma fik ingen retssag

Morgensamling forbliver i det retslige hjørne; dog i en helt, helt anden sag. DR har de seneste dage beskrevet, hvordan 22-årige Emma ifølge hende selv blev voldtaget på en strand i sommeren 2021. Men selvom Emma anmeldte voldtægten, kom sagen aldrig for retten – på grund af flere fejl hos statsadvokaten. Emma har dermed endnu ikke fået svar på, om en dommer vil give hende medhold i, at hun blev voldtaget af en mand sidste sommer på Hornbæk Strand i Nordsjælland.

I dag kan DR så fortælle, at Emma og hendes advokat vil forsøge at få sagen rejst i Strasbourg, hvor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ligger. Her vil de kæmpe for, at domstolen fastslår, at Emma skulle have haft en retssag i en dansk retssal.

Svend Lings fortsætter ufortrødent

Svend Lings er for mange danskere blevet personificeringen af dødshjælpsdebatten. Nu er han sigtet af politiet igen. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.
Svend Lings er for mange danskere blevet personificeringen af dødshjælpsdebatten. Nu er han sigtet af politiet igen. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

En person, der formentlig gerne havde været foruden sit kendskab til danske retssale, er Svend Lings. ”Dødshjælpslægen” er tidligere dømt i by-, lands- og Højesteret for at have medvirket til to selvmord og et selvmordsforsøg. Han har fået frataget sin autorisation som læge, og han er ekskluderet af Lægeforeningen. Men nu efterforskes Lings i en ny sag, skriver Kristeligt Dagblad i dag. Denne sag beror på en anmeldelse fra en pårørende til en person, som begik selvmord i 2020.

I skrivende stund efterforskes Lings faktisk i to sager. For en anden sigtelse blev rejst i september sidste år, efter at Kristeligt Dagblad kunne dokumentere, hvordan Svend Lings rådgav en ældre kvinde til, hvordan hun kunne begå selvmord - og ifølge hans mailkorrespondance med kvinden også hjalp hende med at købe medicinen til det planlagte selvmord.

En reality-stjerne takker af

Den tabloide presse bimlede og bamlede i breaking-gule farver i aftes. Og med god grund. For den 43-årige Sidney Hassel Hansen – bedre kendt som Sidney Lee – er død. Ekstra Bladet, der som de første fik dødsfaldet bekræftet af Sidney Lees familie, kan også fortælle, at årsagen til dødsfaldet bliver undersøgt af Den Uafhængige Politianklagemyndighed, DUP. Det betyder, at politiet har været til stede, da Sidney Lee gik bort. Mere ved man på nuværende tidspunkt ikke.

Reality-seere ved dog, at et af Danmarks allerstørste og første reality-navne har vist sig for sidste gang på skærmen – og at ”Mr. Reality” med sin godt 15 år lange tv-karriere, der omfatter medvirken i mere end 50 programmer, har drukket sin sidste ”son of a bitch”, som han foretrak at kalde alkohol- og energidrikken Cult Shaker.

Undervandsorkester vil ikke drukne i konkurs

Hvad er kunst? Hvad er musik? Og hvad tangerende bizart? Det vil Morgensamling ikke fastslå over for læseren. Til gengæld skal du nu præsenteres for et aarhusiansk undervandsorkester, der kæmper for igen at kunne spille musik fra deres akvarier. De er nemlig i skrivende stund konkurstruet, skriver TV 2 Østjylland.

I 2019 spillede de på et museum i Tyskland. Natten efter koncerten lækkede et kar 1500 liter vand, som endte hos underboen; en restaurant, hvis køkken blev totalskadet. Restauranten stævnede det aarhusianske undervandsorkester for 4,7 millioner kroner. Derfor har bandet startet en indsamling, så de kan komme på tourné igen – og tilbagebetale pengene. Her kan du se og høre, hvordan det aarhusianske undervandsorkester optræder: