Mundbind skaber ballade i busser, imam politianmeldes for omstridt skilsmissekontrakt, og videnskaben sætter etikken på prøve

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Mundbind skaber ballade i busser, imam politianmeldes for omstridt skilsmissekontrakt, og videnskaben sætter etikken på prøve
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Lars Møller/Nf-Nf/Ritzau Scanpix, Mikkel Møller Jørgensen/Ritzau Scanpix, .

Vi stoler ikke på hinanden.

Det viser resultaterne af en ny undersøgelse i dag på forsiden af Kristeligt Dagblad.

Størstedelen af danskerne mener selv, at de er gode til at holde fysisk afstand, vaske hænder og undgå unødvendige besøg under coronakrisen. Men hos hele 81 procent af danskerne halter tiltroen til, at vores naboer, kollegaer og sidemanden i bussen overholder coronarestriktionerne.

Og måske er vi også ved at blive lidt utålmodige? Det kunne coronaoverskrifterne i morgenens generelle nyhedsbillede tyde på:

DR beretter om, at praktiserende læger kimes ned af folk, der vil forrest i testkøen, fordi ventetiden ved testcentrene efterhånden er time- eller dage lange. Og de praktiserende læger synes, at folk er lidt for ivrige i deres jagt på en henvisning. Patienterne kan nemlig i første omgang være fuldstændig symptomfri, når de ringer og beder om en henvisning til coronatest. Men når de får at vide, at det kun er personer med symptomer, der kan få en henvisning, kan sygdomstegn som hovedpine og feberfølelse pludselig opstå under samtalen.

Fagbladet 3F skriver om utryghed og ballade i den kollektive transport i Hovedstadsområdet, fordi der er passagerer, der ikke vil bruge mundbind. Buschauffører oplever, at passagerer med mundbind overfalder dem verbalt, når andre passagerer får lov at køre med uden mundbind. Og chaufførerne føler sig så utrygge, at de har bedt trafikfirmaet Movia om øget sikkerhed i busserne.

Der er naturligvis også andre ting end corona på dagsordenen i dag. I en sag om hvorvidt muslimske friskoler skal have lov at modtage statsstøtte, har justitsministeriet pludselig taget en kovending. Det skriver Politiken Skoleliv.

Tilbage i 2017 foreslog Socialdemokratiet at tage støtten fra friskoler, hvor halvdelen af eleverne har udenlandsk baggrund. Her vurderede Justitsministeriet, at det ville "rejse væsentlige spørgsmål i forhold til grundloven" og menneskerettigheder. Nu har DF rejst et næsten identisk forslag, og Justitsministeriet ser ikke længere problemer, skriver Politiken Skoleliv.

Hvor langt kan vi drive videnskaben– og hvor skal grænsen gå?

I dagens Kristeligt Dagblad kan du læse om 32-årige Azita Andersen, der lider af en sjælden blodsygdom. Hendes krop kan ikke producere røde blodlegemer. Derfor løber hun tør for blod, hvis ikke hun hver anden uge får to poser blod fra donorer. Blodtransfusioner kan ikke holde hende i live meget længere. Men det kan den omdiskuterede genterapi. Den fremadskuende behandling møder dog modstand i Danmark, selvom den allerede blev godkendt af EU-Kommissionen sidste år.

Læs mere om problemstillingen og genterapi her.

En imam er blevet politianmeldt af Odense Kommune for psykisk vold, fordi han står bag en skilsmissekontrakt mellem et muslimsk ægtepar, som er lavet ud fra muslimske shariaregler. Det skriver Berlingske. Ifølge kontrakten vil kvinden for eksempel miste forældremyndigheden, hvis hun gifter sig igen, og hun vil skulle betale tusindvis af kroner til sin manden for overhovedet at opnå skilsmisse.

"Det er meget, meget grim læsning at se, hvordan en imam fuldstændig undertrykker en kvinde," siger Odenses Borgmester, Peter Rahbæk Juel, om sagen.

En debat om social kontrol i kristne miljøer er blusset op, efter at SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, i Kristeligt Dagblad i denne uge krævede, at miljøet skulle undergå særlig undersøgelse. Bente Boserup fra Børns Vilkår bakkede op om kravet, og i dagens avis gør hun rede for organisationens sondring mellem forskellige bevægelser som Indre Mission og Jehovas Vidner. På avisens debatsider tager frimenighedspræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk, Jens Lomborg, til genmæle mod Pia Olsen Dyhrs udsagn. "Det er udskamning og et forsøg på at få en stor gruppe til at tie stille," skriver han.

I Kristeligt Dagblads leder advarer chefredaktør Erik Bjerager i dag desuden Pia Olsen Dyhr og andre politikere om at træde varsomt i sagen: "I løbet af ingen tid kan de forgribe sig på den personlige frihed, som de ellers siger, at de er sat i verden for at beskytte."

I USA fortsætter vreden, efter at justitsministeren i delstaten Kentucky meddelte, at ingen betjente bliver sigtet for drabet på den 26 årige sorte kvinde Breonna Taylor. Hun blev skudt i sit eget hjem, da politiet trængte ind for at anholde hendes kæreste. Religiøse ledere af flere kristne kirker i USA som the Presbyterian Church (USA) og Evangelical Lutheran Church in America fordømmer beslutningen og kalder den blandt andet "en parodi" og "forbandet". Det skriver mediet The Christian Post.

Evangelical Lutheran Church in America sørgede over beslutningen allerede tidligere på ugen ved at tweete ordene fra 1. Korinterbrev kapitel 12 vers 26: "Lider én legemsdel, så lider også alle de andre."