Nazikritisk biskop ud af glemsel

Modstandsbiskoppen Hans Fuglsang-Damgaard fortjener samme opmærksomhed som digterpræsten Kaj Munk, lyder budskabet fra flere sider

Biskop Hans Fuglsang-Damgaard med sin dengang 11-årige søn Hans Erik Fuglsang-Damgaard. Privatfoto
Biskop Hans Fuglsang-Damgaard med sin dengang 11-årige søn Hans Erik Fuglsang-Damgaard. Privatfoto.

En ph.d.-afhandling, en bog og en dokumentarfilm. 40 år efter hans død er der for alvor kommet fokus på Københavns tidligere biskop Hans Fuglsang-Damgaard.

Biskoppen, som døde i 1979, er især kendt for, at han i september 1943 på vegne af de danske biskopper udsendte det såkaldte hyrdebrev med en skarp kritik af nazisternes jødeforfølgelser og for sin generelle støtte til jøderne før og under Anden Verdenskrig, men i en bred offentlighed har hans indsats ikke fået den fortjente opmærksomhed, lyder det nu fra flere sider.

Det mod, som Fuglsang-Damgaard udviste, er blevet overset af eftertiden, mener blandt andre professor emeritus i kirkehistorie Martin Schwarz Lausten, som er med i kredsen bag den kommende dokumentarfilm.

”Folkeligt er det præsten Kaj Munk, som har fået al opmærksomheden, men Fuglsang-Damgaard bekendte kulør på en måde, som kunne have kostet ham dyrt. Gejstlige i Tyskland var blevet sendt i koncentrationslejr for mindre. At der har været stille om ham, ser jeg som udtryk for historieløshed og så denne særlige danske angst for at dyrke personer.”

I lyset af hærværket mod jødiske hjem og gravpladser på årsdagen for Krystalnatten i Tyskland er tiden inde til at fremhæve en skikkelse som Hans Fuglsang-Damgaard, mener også tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), der som præstedatter mødte ham flere gange.

”Desværre er der god grund til at repetere, at den danske folkekirkes officielle holdning altid har været, at vi er meget gode venner med jøderne, kerer os om dem, og vi tager afstand fra enhver forfølgelse. Arven efter Fuglsang er vigtig, for den minder os om, at der trods forskellene i troen er et fællesskab, og at vi som folkekirke har en pligt til at værne om jødernes frihed og sikkerhed.”

Senere i denne måned udkommer den forhenværende konservative minister og dr. phil. Per Stig Møllers bog ”Sommeren ’45”. Her beskriver han blandt andet, hvordan Werner Best, Nazitysklands rigsbefuldmægtigede i Danmark, var forbitret på Fuglsang-Damgaard.

”Han udtrykker kirkens samvittighed mod Nazitysklands brutalitet, men han er ikke fremtrædende i vores bevidsthed, hvor Kaj Munk med sin skæbne og meget udtalte kritik går kraftigere ind,” siger Per Stig Møller.

Peter Skov-Jakobsen, biskop over Københavns Stift, er også med i filmprojektet og glæder sig over den fornyede interesse for Hans Fuglsang-Damgaard.

”Hyrdebrevet står som et mesterværk, hvor der argumenteres teologisk, juridisk, folkeligt og sammenhængende. Han er en kompetent og karakterfuld teolog, som fastholder, at mennesket er skabt i Guds billede og derfor skal beskyttes. Alle forsøg på at lade sig besnakke afviser han. Hans budskab er på alle måder aktuelt her og nu.”

Efter planen vil dokumentaren være klar i løbet af 2020, men allerede i næste uge er Hans Fuglsang-Damgaards teologi i fokus på Københavns Universitet. Det sker, når sognepræst Ida Balslev Willert forsvarer sin ph.d.-afhandling om Hans Fuglsang-Damgaard og Oxfordbevægelsen:

”Han fik tidligt en psykologisk og religionspsykologisk interesse og var blandt andet optaget af genoplivelsen af det private skriftemål. Han virkede i en brydningstid og var bekymret for kirkens plads. Her er der paralleller til i dag.”

Pensioneret lektor Hans Erik Fuglsang-Damgaard, der er søn af biskoppen, siger om interessen:

”Som verden ser ud i dag med opsplitning og konfrontation, hilser jeg det velkomment, at den kristendomsforståelse, han stod for, bliver støvet af.”