Ny pris opkaldes efter Bent Melchior

En pris, der skal gives til ildsjæle, er netop præsenteret. Den opkaldes efter tidligere overrabbiner

Den 15. juni uddeles for første gang den pris, som er opkaldt efter afdøde overrabbiner Bent Melchior.
Den 15. juni uddeles for første gang den pris, som er opkaldt efter afdøde overrabbiner Bent Melchior. Foto: Leif Tuxen.

En ny pris, Bent Melchior-Prisen, stiftes af foreningen Brobyggerne.

Det fortæller foreningens generalsekretær, den tidligere SF-politiker Özlem Cekic.

"Idéen er at hylde de ildsjæle, der hver dag gør sig umage og møder andre mennesker med åbenhed og nysgerrighed," siger hun.

Bent Melchior, der døde i 2021, modtog i 2013 Kristeligt Dagblads pris for "et livslangt engagement i medmennesket og for at være en oplyst, vidende samfundsdebattør og religionsdialogens mand."

Det rimer godt på begrundelsen for navnet på den nye pris.

"Bent Melchior var et betydningsfuldt menneske. Han insisterede gennem hele livet på dialogen - også med dem, han var dybt uenig med. Vi vil, at hans idéer, tanker og insisteren på dialog ikke bliver glemt, og at vi kan mindes ham hvert ved at hylde andre, der gør noget lignende. Prisen skal hylde hans arbejde og lade visionerne leve videre hos andre," siger Özlem Cekic om den tidligere overrabbiner, der i 2019 var med til at stifte foreningen Brobyggerne.

"En vinder af prisen vil være en, der kontinuerligt har arbejdet med dialog. En, der ikke kun mødes med sine venner. For dem er der mange af. Det er en, der har modet til også at lytte og være nysgerrig på andre menneskers ståsted," siger Özlem Cekic.

Hvem den første modtager bliver, præsenteres ved et arrangement i Den Sorte Diamant den 15. juni.